Det er bare et spørgsmål om tid, før mennesker med demens i Danmark får særlige landsbyer, som man kender det fra Holland. Svendborg er i front med planer, men også i Odense og Aalborg er man godt i gang.

- Der er nærmest kamp om at blive den første kommune, der får bygget en demenslandsby. Én af grundene er, at antallet af mennesker med demens i Danmark er stigende og stiger med rigtig mange procent over de næste 25 år, siger Karen Tannebæk, uddannelsesleder hos Nationalt Videnscenter for Demens.

Der findes allerede såkaldte profilplejecentre i København med særlig fokus på bl.a. musik og udeliv. Men en hel landsby – kun for borgere med demens med butikker og restauranter. Det findes trods alt ikke.

Inddelt efter livsstil

De senere år er delegationer fra danske kommuner valfartet til landsbyen De Hogeweyk uden for Amsterdam, hvor 152 borgere med svær demens bor. Landsbyen er indrettet med butikker, restaurant og en lang række klubber og aktiviteter.

Borgere med demens i landsbyen er tilknyttet små boenheder i forhold til det liv, de har haft. Der er syv forskellige livsstile f.eks. en livsstil for mennesker, der engang var beskæftiget i håndværk eller landbrug, en indonesisk livsstil og en kunstnerisk livsstil.

Karen Tannebæk har besøgt De Hogeweyk og kan godt lide tanken om, at borgere med demens danner fællesskaber på baggrund af interesse og livsstil. Men der er også minusser.

- Byen er lukket inde med en dobbelt sluse, hvor der altid sidder en receptionist. Der er ikke fri ind- og udgang. Det udfordrer den danske lovgivning. Desuden er der auditiv overvågning om natten for at få økonomien til at hænge sammen, siger Karen Tannebæk.

I modsætning til i Danmark bor borgeren i De Hogeweyk på små værelser og deles om bad og toilet. Og så er hverdagen bygget op omkring brugen af mange frivillige.

- Der er rigtig mange gode ting ved den hollandske landsby, men vi kan ikke bare kopiere den. Vi skal finde en dansk model, bla. kan ny GPS-teknologi være en del af løsningen, da den kan give en følelse af frihed og de pårørende tryghed, siger Karen Tannebæk.

National handlingsplan

Op imod 90.000 danskere lever i dag med demens, og antallet af især yngre under 65 år med en demenssygdom er stigende. Ifølge en prognose fra Nationalt Videnscenter for Demens vil antallet af demente i 2040 være oppe på 150.000.

Karen Tannebæk glæder sig over den store politiske fokus, der i øjeblikket er på demensområdet. Politikerne barsler med en storstilet nationale handlingsplan til efteråret og har afsat 470 millioner kroner til formålet.

Pengene falder på et tørt sted, for problemstillingerne er mange, siger Karen Tannebæk.

- Blandt andet har det vist sig, at forbruget af psykofarmaka er meget stort i nogle kommuner. Det er ikke hensigtsmæssigt, fordi der er så mange bivirkninger forbundet med det. Desuden er der stort behov for demensvenlige boliger, siger hun.

Et nyt studie fra Nationalt Videnscenter for Demens viser, at det i nogle kommuner er op imod 30 procent af borgere med demens, der får antipsykotisk medicin.

- Erfaringer fra England viser, at man kan nedbringe forbruget af psykofarmaka betragteligt. Så her er noget at lade sig inspirere af, siger Karen Tannebæk.

Anerkendende tilgang

Mellem 70-80 procent af de ældre, der i dag bor i plejebolig, har symptomer på demens. Derfor skal både de fysiske rammer og personalets kompetencer matche dette.

Især skal man som plejepersonale være opmærksom på, hvad man kan gøre for at sikre, at de demensramte får flere år med bedre funktionsniveau f.eks. gennem rehabilitering.

- Der er mange stadier af demens, og forebyggelse er først for nylig kommet på dagsordenen. Hvad kan man gøre for at forebygge en demenssygdom? Hvad kan man gøre, hvis der er begyndende problemer med hukommelsen? Og hvad kan man gøre for at undgå at forværre situationen, hvis diagnosen er stillet? Det handler om sund livsstil og om at stimulere hjernen intellektuelt. Men det handler også om at blive mødt på en anerkendende og støttende måde, så borgeren kan få sine egne ressourcer i spil, siger Karen Tannebæk.

Mange mennesker frygter demens, fordi personligheden langsomt skrælles af. Her er det vigtigt, at personalet hjælper borgeren til at holde fast i den identitet, der trods alt er tilbage. Her kan det dog være svært, hvis borgeren ikke har erkendt sin sygdom og behovet for hjælp.

- Det kræver helt særlige kompetencer at hjælpe et menneske, der ikke selv har opdaget, at de har brug for hjælp. Her gælder det om at have en anerkendende tilgang og gode kommunikationsevner, siger Karen Tannebæk.

Gammel mad i køleskabet

Et helt konkret eksempel kan være, at man som hjemmehjælper gerne vil gennemgå køleskabet for gamle madvarer.

Hvis man siger: Må jeg gerne lige kigge i dit køleskab for at se, om der er nogle gamle madvarer? vil borgeren forsvare sig og sige: ”Nej, hvorfor skulle du dog det”.

Hvorimod hvis man blot siger: Skulle vi ikke lige kigge i dit køleskab? Så vil borgeren højst sandsynligt gå med til det.

- Det er en hårfin balance. Man må ikke overskride folks grænser. På den anden side skal du som plejeperson ind med den hjælp, der er nødvendig, siger Karen Tannebæk, der efterlyser mere undervisning i demens på social- og sundhedsskolerne.

Også mulighederne for efteruddannelse skal kigges efter i sømmene. Og så skal lederne i ældresektoren være opmærksomme..

- Mange medarbejdere oplever, at de har svært ved at bruge den nye viden, de har tilegnet sig, i praksis, fordi der ikke er opbakning for ledelsens side, siger Karen Tannebæk.

E-learning om natten

Nationalt Videnscenter for Demens er en af de institutioner, der tilbyder uddannelse i demens bl.a. et gratis webbaseret kursus til personale, der arbejder med pleje og omsorg.

12.500 har ind til videre oprettet sig som brugere på ABC Demens og har afprøvet deres viden gennem konkrete cases, øvelser, filmklip og illustrationer.

Der er også en højtlæsningsfunktion, så kurset kan tages af medarbejdere, der har svært ved at læse. Kurset tager tre-fem timer at gennemføre, og man kan få printet et diplom ud, når man har gennemført.

Læs mere om ABC Demens her.