Brønderslev

Vi ønsker at være et fyrtårn for borgernes grønne ideer

Brønderslev Bibliotek vil gå forrest og spille en rolle i den grønne omstilling. "Den bæredygtige tankegang skal gennemsyre alt".

Af Irene Aya Schou 18/11/2025
Fremfærd

Brønderslev Bibliotek er på en rejse mod at blive en mere grøn og bæredygtig kulturinstitution. Målet er at gå foran og være rollemodel for både borgere og kommune.

- Vi ønsker at blive et slags fyrtårn for borgerne, så hvis de har grønne ideer, så kan de komme til os, og vi kan hjælpe og understøtte dem med at føre det ud i livet, siger Ida Maagaard Jensen, der er souschef på Brønderslev Bibliotek.

Derfor har biblioteket deltaget i Fremfærd-projektet "Grøn omstilling og grønt medborgerskab på bibliotekerne", der har til formål at lære medarbejdere og ledere at arbejde tværfagligt med den grønne dagsorden.

Mange små prøvehandlinger

Undervejs i projektet har biblioteket gennemført en række prøvehandlinger for at få "det grønne" helt ind under huden. Det har bl.a. handlet om at mindske forbruget af engangsemballage fx plastikkrus og plastikposer til bibliotekets arrangementer.

Det er lykkedes at nedbringe antallet af plastikkrus til arrangementer ved at få borgerne til selv at medbringe egne kaffekrus eller bruge porcelænskopper, som de har på biblioteket.

Det er også lykkedes at få biblioteksbrugerne til at låne en genbrugspose, ligesom man låner en bog. Posen er forsynet med en stregkode, så den skal afleveres tilbage. På den måde er det håbet at nedbringe brugen af almindelige plasticposer.

En prøvehandling var været at udlåne poser, som man udlåner bøger. "Folk synes, det er megafedt. Poserne blive lånt ud og kommer tilbage. På sigt er idealet, at vi får lokale til at sy nogle poser til os, der er endnu mere bæredygtige," siger Rikke Ejlertsen, der er kulturformidler på Brønderslev Bibliotek.

Brænder for det grønne

For bibliotekets medarbejdere giver det god mening, at de som folkebiblioteket ikke kun skal levere bøger og viden, men også være en aktiv platform for fællesskab og lokal handling.

- Vi er i gang med at blive verdensmålscertificeret, men det er ret nyt at arbejde med grøn omstilling strategisk og tænke det ind i alle arbejdsgange, siger Kristina Elmo Lundbye, der er uddannet sociolog og arbejder som formidler på Brønderslev Bibliotek.

Verdensmål skal gøres konkrete

At blive verdensmålscertificeret betyder, at biblioteket får et uafhængigt bevis på, at de systematisk skal arbejde med at opfylde FN's 17 verdensmål. 

- At være certificeret betyder, at der skal udarbejdes en handlingsplan, der gælder for tre år og som skal redigeres hvert år. Handleplanen kan bl.a. indeholde arrangementer og udstillinger, der involverer verdensmålene eller grøn omstilling, siger Bente Guldmann Møller, der er biblioteksassistent og med i verdensmåls-gruppen.

Bibliotekets medarbejdere er enige om, at Fremfærd-projektet "Grøn omstilling og grønt medborgerskab på bibliotekerne" spiller godt ind i bibliotekets mål om at blive verdensmålscertificeret.

- Projektet har givet os en tydelig vinkel på, hvordan vi arbejder med verdensmålene. Mange af vores kolleger oplever verdensmålene som en god hensigtserklæring, der aldrig bliver til virkelighed, fordi det ikke er konkret. Vi har brugt projektet til at gøre det mere konkret, siger Nikolaj Nielsen, der arbejder som formidler på Brønderslev Bibliotek.

Ledelsesopbakning er afgørende

I det hele taget er det vigtigt med opbakning, både fra de øvrige kolleger og fra ledelsen, påpeger Kristina Elmo Lundbye.

- Ledelsen skal være med til at sige: 'Det er denne vej, vi går.' Så det ikke er en flok medarbejdere, der siger til deres kolleger, at det med det grønne er vigtigt. Ledelsen skal gå forrest og legitimere, at der bruges tid og ressourcer på det, siger hun.  

Souschef Ida Maagaard Jensen er fuldt bevidst om sit ledelsesansvar. Når der om kort tid skal laves ny strategi for Brønderslev Bibliotek, skal bæredygtighed og grøn omstilling skrives ind som bærende værdier.

- Det skal være synligt for alle både internt og eksternt, at vi arbejder med dette her. Som bibliotek er oplysning en stærk gren i vores daglige arbejde. Vi har et ansvar for at gå forrest og oplyse om bæredygtighed, og hvordan man kan gå en alternativ vej, siger hun. 

Forskellige grader af ejerskab

I kollegagruppen er det tydeligt, at nogle er mere grønne end andre, påpeger Nikolaj Nielsen.

- Undervejs i projektet har vi skullet involvere hele personalegruppen, og vi har ikke oplevet modstand men forskellige grader af ejerskab. Det drejer sig om, hvor tæt man er på processen, og hvor grøn man er i sit udgangspunkt. Nogle er meget grønne, mens andre skal lære at være grønne, og det er også fint, siger han. 

Blandt kollegerne er der brug for at vide, hvad man som medarbejder selv kan sætte i gang, og hvornår man skal have ledelsens opbakning. Derfor har de medarbejdere, der arbejder med grøn omstilling, inviteret sig selv til møde hos souschef Ida Maagaard Jensen under overskriften: "Hvad kan vi herfra?"

- Nu afsluttes projektet om grøn omstilling, men verdensmålsgruppen kører videre. Vi har brug for retningslinjer i forhold til vores beføjelser: Hvad kan vi selv sætte i gang? Hvad må vi? siger kulturformidler Rikke Ejlertsen.

Alle faggrupper arbejder sammen

Ligesom på andre biblioteker arbejder forskellige faggrupper side om side på Brønderslev Bibliotek bl.a. kulturformidlere med en akademisk baggrund, skolelærere, servicemedarbejdere og administrativt personale.

Men det er ikke noget problem, siger Bente Guldmann Møller, der selv er organiseret i HK Kommunal, mens mange af hendes kolleger er akademikere organiseret i DM.

- Vi har hver vores styrker, og så arbejder vi sammen på den måde. Det er ikke svært. Det gør vi hele tiden, siger hun.

Bentes kollega, Rikke Ejlertsen, der har titel af kulturformidler, er enig.

- Vi tænker ikke over, hvem vi er, eller hvilken titel vi har. Vi tænker mere over, hvad vi byder ind med, og hvad vi brænder for, siger hun.

Næste skridt er delebiblioteket

Næste initiativ er at opstarte et delebibliotek inspireret af deleriet i Aarhus, hvor biblioteksbrugere deler alt fra avispapir og æggebakker til Tinkakort og udklædningstøj.

På Hjallerup Bibliotek er de startet i det små og har sat en kasse op med et papskilt, hvor der står, "Tag en avis eller fem"

- I stedet for at smide aviser i containeren, kan det være, at nogle kan bruge dem til pejsen eller til at pakke glas ind ved flytning, siger Rikke Ejlertsen.

Det har inspireret Kirstine Louise Grøngaard på Dronninglund Bibliotek til at forsøge at komme af med gamle aviser til genbrugsbutikker.

- Vi får fem nye aviser hver dag på hvert bibliotek, så det bliver til pænt mange aviser. Genbrugsbutikkerne har deres egne aviser, så de var ikke interesseret, men så var jeg forbi den lokale dyrehandler, og de ville gerne 'arve' vores aviser, siger hun. 

- Det er vigtigt, at vi som bibliotek går forrest med et godt eksempel i stedet for at pådutte folk at lave indsatser, som vi ikke selv gør. På den måde kan vi vise vejen som en slags dannelsesinstitution, sagde Nikolaj Nielsen, der er kulturformidler på Brønderslev Bibliotek. Han står her sammen med bibliotekar Kirstine Louise Grøngaard. 

Den grønne væg

Listen over mulige grønne initiativer er uudtømmelig. Brønderslev Bibliotek har også etableret en "grøn væg", hvor medarbejdere og borgere kan sætte tips og tricks op og fortælle, hvordan de arbejder bæredygtigt.

- Her kan man læse om vores grønne prøvehandlinger, bl.a. hvor mange genbrugsposer, vi har udlånt. Man kan også anbefale grønne bøger, man kan læse, siger Bente Guldmann Møller.

Alle er enige om, at den grønne omstilling breder sig som ringe i vandet, og at den bæredygtige tankegang med tiden vil gennemsyre hele organisationen. 

- Men ting tager tid, og alle er forskellige. Nogle er flasket op med genbrug, mens andre bruger stanniol som toiletpapir. Så det med at få dialogen i kollegagruppen om, hvordan vi som bibliotek skal arbejde med det grønne, er helt afgørende, siger bibliotekar Kirstine Louise Grøngaard.

4 gode råd: Kom godt i gang med grønne handlinger
  1. Handlinger kan ikke blive for små: Små tiltag er lette at få ejerskab over og handle på.
  2. Få kollegerne med på vognen: Saml kollegerne til nogle snakke regelmæssigt. Alle er forskellige, nogle er vokset op med genbrug mens andre ikke er. Og ingen vil påduttes at skulle være grønne.
  3. Husk ledelsesopbakning: Ledelsen skal være med lige fra start, så det ikke er medarbejdere, der skal sige til medarbejdere, at de skal være grønne. Få sat rammerne for arbejde: Hvad har vi af tid og ressourcer?
  4. Ting tager tid: Man skal ikke forvente, at alle er med fra første sekund. 
Billedtekst:

Tre biblioteker har været i gang med prøvehandlinger, der understøtter grøn omstilling. På Brønderslev Bibliotek har prøvehandlingerne handlet om at nedbringe brugen af engangsemballage fx plastikkrus og plastikposer. Her ses medarbejdere og ledere fra Brønderslev Bibliotek til "fysisk træningsdag" på Ballerup Bibliotek.

Se video: Tre gode råd

Nikolaj Nielsen, kulturformidler på Brønderslev Bibliotek, fortæller om projektet "Grøn omstilling og grønt medborgerskab" sammen med bibliotekar Kirstine Louise Grøngaard og sociolog og formidler Kristina Elmo Lundbye.

 

Om "Grøn omstilling og grønt medborgerskab på folkebibliotekerne"

Målet med projektet er at etablere et tværgående samarbejde og fælles sprog på de deltagende biblioteker, som kan understøtte bibliotekernes arbejde med grøn dannelse og grønt medborgerskab.

Projektet indebærer et kompetenceforløb for bibliotekernes medarbejdere og ledere. Forløbet stiller skarpt på, hvordan bibliotekerne via deres stærke tværfaglighed, lokale initiativer og samarbejdsmuligheder kan understøtte den grønne omstilling i Danmark.

Projektets første del består af en undersøgelse, hvor bibliotekernes forhold til og forankring af grøn dannelse og bæredygtighed kortlægges.

Projektets anden del består af et kompetenceforløb for ledere og medarbejdere på tre biblioteker: De tre biblioteker er: Ballerup Bibliotekerne, Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne og Brønderslev Bibliotek.

Efterfølgende vil der blive udarbejdet nogle prototyper, som andre biblioteker kan anvende til at udvikle et tværgående samarbejde og fælles sprog på tværs af medarbejdergrupper, som kan understøtte den grønne omstilling.

Projektledelse: KL, DM og HK Kommunal

Projektfacilitering: Implement og Is it a Bird

Grøn omstilling