
Sådan løses affaldsudfordringer i det offentlige rum
Ny rapport afdækker erfaringer med fire kommuner, der har arbejdet med affald på offentlige steder, hvor vi alle færdes.
Det er et vigtigt fokusområde for kommuner og medarbejdere at udvikle løsninger til affaldshåndtering i de offentlige rum, hvor vi alle færdes.
Løsningerne skal lægge vægt på samarbejdet internt og eksternt i kommunen med særligt henblik på involvering af driftspersonale.
De skal skabe bedre processer og arbejdsgange i forbindelse med forebyggelse, indsamling, håndtering og bortskaffelse af affald, samt adressere sortering af affald i det offentlige rum.
Derfor har partssamarbejdet Fremfærd Bruger gennemført projektet "Affald i det offentlige rum." Konsulentvirksomheden Behave Green har som ekstern leverandør stået for at udvikle, projektlede og gennemføre projektet. Det er gjort gennem fire forandringsprojekter i fire kommuner.
Erfaringerne fra de fire delprojekter er samlet i rapporten "Projekt affald i det offentlige rum".
Rapporten indeholder en række spændende betragtninger på hver deres område – hvad enten det drejer sig om sammensætningen af sorteret affald i det offentlige rum, gode anbefalinger til opsætning af beholdere, unges syn på henkastet affald og hvorfor det kommer, eller hvordan man bedst samarbejder med civile affaldsindsamlinger.






