- Det handler om at give stjernestunderne en faglig status, for det kræver mod at sætte sig stille ned og snakke med en beboer, mens alle ens kolleger suser forbi med stiklagner.

Sådan siger ergoterapeut Mette Søndergaard, der i mange år har undervist, skrevet bøger og holdt foredrag om det gode liv på plejecentret.

Ifølge den 59-årige fynbo handler nærvær om at skabe en relation til et andet menneske. Desværre har nærvær ikke samme status som sved under armene.

Måske af samme grund oplever hun en stor efterspørgsel efter viden og kompetencer, der kan sætte medarbejderne i ældreplejen i stand til at skabe livskvalitet og fællesskaber for borgere med demens.

Flyt opgaverne

Heldigvis kan man hente hjælp bl.a. i pædagogikken.

Et princip, som Mette Søndergaard arbejde med, hedder: ”Begynd at gøre i stedte for at spørge”. En borger med demens i svær grad,  skal ikke have spørgsmålet: Hvad har du lyst til at lave i dag?

I stedet kan man sætte sig i dagligstuen og begyndte at folde servietter eller lægge en lagkage sammen.

- Beboerne behøver ikke selv at have fingrene nede i cremen eller folde servietter. Det giver liv bare at kigge på og være optaget af, hvad andre laver. Så når opgaven flytter, flytter medarbejderen med, og så kan man begynde at snakke nærvær, siger Mette Søndergaard.

Et andet råd er at tillade pædagogisk rod. Det kan være en kabale, der ligger på bordet eller en kost, der står i hjørnet. Der skal være noget, som beboerne kan gribe efter og snakke om, forklarer Mette Søndergaard.

- Jeg lukker altid skuffer op, når jeg er ude på plejehjemmene. Der ligger velourduge, fyrfadslys og servietter. På bordet står en brændende kærlighed, fordi den er robust. På væggen hænger madpyramiden og måske en smiley fra Fødevarestyrelsen. Ikke ligefrem ting, der giver anledning til snak, siger hun.

Udstoppet egern

Meget mere liv skaber det, hvis medarbejdere og beboere har ting med fra eget hjem f.eks. et billeder af Arnes gård eller et udstoppet egern, som stilles midt på spisebordet.

- Så er der altid nogle, der vågner op og siger: ”Fy for pokker. En død rotte”. Det er en god anledning til en snak om rotter og andre skadedyr, siger Mette Søndergaard.

Andre ting, der kan fremkalde gode snakke, er livshistorier lavet som laminerede samtalekort, en skattekiste fyldt med smykker eller en erindringskasse proppet med f.eks. gamle lyseduge, cykellygter, æsker med knapper, en murerske og andre ting fra det liv vi mennesker lever.

På den måde behøver det ikke at være så kompliceret at skabe meningsfulde fællesskaber og stjernestunder for demensramte.

Frygt for dovenskab

Mette Søndergaard oplever, at mange medarbejdere gerne vil nærværet med beboerne, men er bange for at virke dovne.

Her kan det være en fordel at sprogliggøre de stille hyggestunder ved at anvende et begreb indenfor socialpædagogikken, der hedder en ”kontakt-ø”. Det er en tæt én-til-én kontakt, der bl.a. kan forebygge urolig adfærd.

- Det giver fælles sprog og fælles værdier at kunne sige: ”Du skal ikke forstyrre Helle. Hun er lige i gang med en kontakt-ø inde hos Inga”.

Det handler om at give stjernestunderne en faglig status og skabe en kultur, hvor mennesket prioriteres over opvask og sengeredning. Her spiller ledelsen en afgørende rolle.

- Ledelsen skal være synlig i form af italesættelse af, at det er, det er vigtigt, Medarbejderne er ude i noget åbent og usikkert, når de arbejder pædagogisk. For hvad nu, hvis de ikke når at fylde de fire kander med rød saft? siger Mette Søndergaard.

Fortællingen om den komplekse borger

Hun uddanner bl.a. demenskoordinatorer og gennemfører aktionslæringsforløb på plejecentre landet over. Hendes metode er at bruge humor i undervisningen og holde et spejl op, så medarbejdere og ledere kan se sig selv udefra.

Det handler om at flytte perspektivet og komme ud af fortællinger som: ”Det kan ikke lade sig gøre”. ”Det kan vores borgere ikke”. ”Vores borgere er meget komplekse”.

Mette Søndergaard fortæller om en demensramt dame, der i tre år havde siddet i fællesrummet, men med ryggen til fællesskabet, fordi det var blevet vurderet, at hun ikke tålte så mange indtryk.

- Vi prøvede at vende stolen og køre den tættere på køkkenet, hvor der skete noget. Hun fik meget hurtigt et saligt smil om munden og var endda med til at pille æg, siger Mette Søndergaard.

Med ryggen til livet

Hun understreger, at man som medarbejder skal blive bevidst om den magtrelation, der er mellem ansatte og beboere.  

 - Det er personalet, der har magten. Det er dem, der stiller stolen. Det kan godt være, at hun for tre år siden ikke kunne tåle så mange stimuli, men det er jo voldsomt, at man skal leve et liv med ryggen til livet, siger Mette Søndergaard og fastslår, at personalet altid handler i bedste mening og ud fra den kultur, der hersker på stedet.

Problemet er, hvis der ikke stilles spørgsmålstegn ved kulturen og de gamle overbevisninger.

- Så bliver det selvforstærkende og trækker energi ud, siger hun.

Når Mette Søndergaard arbejder med normer og værdier i en medarbejdergrupper, bruger hun nogle gange en såkaldt affisningsliste, hvor medarbejderne skal tage stilling til, hvornår de synes, at man fiser den af. Er det f.eks. i orden at hyggesnakke med beboerne, mens kollegaerne ordner praktiske opgaver?

- Ja, siger alle. Alligevel rejser de fleste sig automatisk fra sofaen, når en kollega kommer med en rullevogn med varer, der skal sættes på plads i køkkenet. Vi har så travlt med at komme væk fra borgerne og lave noget. Det er en kultur, der tager tid at ændre.