lærer med elever

Praksishistorie: Gladsaxe Skole

På Gladsaxe Skole vil man ikke kun levere undervisning, men skabe læring og tænke i helheder. Lærerværelset er blevet nedlagt, og i stedet er der opstået et personalerum, hvor alle personalegrupper mødes og er rykket tættere på hinanden.

Af Personaleweb 19/11/2014
Forhandlingsfællesskabet,
KL

Fortalt af: konstitueret skoleleder Wenche Fogsgaard

Udfordring: Vores mission er at skabe livsduelige børn, og det er afspejlet i vores kerneopgave. Vi skal ikke kun levere undervisning, men skabe læring. Vi siger også, at vi har et holistisk syn og en styrkebaseret tilgang til børnenes udvikling. Vi har gjort mange ting for at anvende dette grundlag ift. at skabe god læring for børnene. Men en dag gik et op for os, at vi ikke kunne komme længere i forhold til at tænke i helheder og bygge på hinandens styrker, hvis ikke personalegrupperne bogstaveligt talt rykkede tættere på hinanden.

Indsats: Så vi startede en revolution og nedlagde lærerværelset. I stedet lavede vi et personalerum, hvor alle personalegrupper kan mødes, holde deres pauser osv. Det glæder også rengøringspersonalet, som holdt til i nogle mørke lokaler i kælderen, hvor der stod nogle nedslidte sofaer. Vi gjorde simpelthen op med tanken om, at der findes A og B mennesker i personalet. Det var ikke let at mødes på denne måde i starten, men vi i ledelsen holdt stædigt fast i idéen.

Resultat: Ved bevidst at bryde de fysiske rammer op og samle alle, sikrede vi, at der opstod masser af muligheder for uformelle samtaler og ikke-strukturerede møder mellem alle personalegrupper. Det har betydet en revolution ift. tværfaglighed, nytænkning og samarbejde på kryds og tværs. Vi bygger på hinandens styrker og forskellighed og går til hinanden på en anerkendende måde – helt som vores pædagogiske menneskesyn tilsiger. Og måske vigtigst; der er skabt én samlet fortælling om, hvad vi er for en skole, og at skolen er et fælles projekt, som vi alle er medskabere af. 

Erfaring: Det allerseneste, vi har gjort, er at nedlægge ledelseskontoret. Vi har kun et kontor til skolesekretæren, som mødes med borgere og sociale myndigheder, og hvor der er brug for fortrolighed – alt andet er åbent nu. Så vi har et personalerum, et arbejdsrum og et stillerum – som alle har fri adgang til. Så nu er revolutionen så fremskreden, at den uden tvivl ville fortsætte af sig selv, uanset om vi i ledelsen ikke gjorde yderligere. Vi er kommet meget tættere på at forstå og udleve det potentiale, som ligger i vores mission og kerneopgave.