""

Positive forventninger styrker anbragte børns skolegang

Hvad skal der til for, at børn og unge anbragt uden for hjemmet gennemfører grundskolen? Ny rapport giver et bud.

Af Pernille Søndergaard 12/01/2026

Forskning viser, at anbragte børn og unges uddannelsespotentiale oftest bliver undervurderet, og at deres reelle evner overstiger de forventninger, de bliver mødt med.

- Og konsekvensen er, at de lave forventninger kan trække dem ned og på den måde blive selvopfyldende.

Det fortæller seniorforsker i VIVE Mette Lausten i en nyhed på VIVEs hjemmeside.

Hun står bag en ny vidensindsamling om anbragte børns skolegang, som samler viden på tværs af i alt 45 undersøgelser fra de seneste 13 år i Danmark og internationalt.

Vigtig viden om faktorer og indsatser

På baggrund af de mange undersøgelser finder VIVE-forskeren i alt seks faktorer og fem indsatser, der øger sandsynligheden for, at børn og unge i anbringelse gennemfører grundskolen.

Det er vigtig viden, for anbragte børn og unge har signifikant større risiko for at forlade uddannelsessystemet uden en erhvervskompetencegivende uddannelse i bagagen.

Rapporten peger på, at det grundlæggende er de samme faktorer, som styrker skolegangen for børn og unge i almindelighed, der også gør sig gældende for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Fra de mange undersøgelser fremgår også fem indsatser, der på forskellig vis kan styrke skolegangen. Det handler blandt andet om mentorprogrammer, skolestøttende indsatser og bogpakkeprogrammer. Og ser man på tværs af indsatser, der giver effekt, så lyder det fra Mette Lausten:

- Hvis man for alvor vil rykke noget ved skolegangen og resultaterne for den brede gruppe af børn og unge i anbringelse, så kræver det et langt, sejt træk med bredt funderede indsatser, hvor der bygges bro mellem skole, hjem og myndighed.

Hent rapporten

Vidensindsamlingen er lavet af VIVE i regi af Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv, som VIVE driver i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen og Børns Vilkår.

Du kan læse mere og downloade rapporten på VIVEs hjemmeside

6 faktorer, der kan styrke skolegangen
  • Positive uddannelsesforventninger fra voksne omkring barnet
  • Stabilitet i barnets/den unges liv
  • Ressourcer i skole og hjem
  • Gode relationer til særligt lærerne
  • Skolekultur, -tryghed og følelsen af at høre til
  • Skoleengagement

 

5 indsatser, der kan understøtte skolegangen
  • Mentorprogrammer (tutoring)
  • Plejeforældre som mentorer (tutoring by caregiver)
  • Bogpakke-programmer (Letterbox clubs)
  • Skolestøttende indsatser som Skolfam og LukoP
  • Lær for Livet