Kerneopgave og innovation

Bog om kerneopgaven bringer innovation ned i øjenhøjde

Bogen ’Kend din kerneopgave – Innovation til hverdag’ giver et indspark til, hvordan innovation bliver så konkret, at offentlige ledere og medarbejdere kan løse hverdagens udfordringer på en innovativ måde.

Af Stine Bærentzen 21/09/2012

Innovation. Når man lytter til ordet har det nærmest en klang af nye og spændende toner, der hjælper arbejdspladser med at udvikle sig og øge kvaliteten på trods af økonomiske udfordringer.

Offentlige ledere og medarbejdere deltager også i kurser, konferencer og uddannelser om innovation.

- Men mange synes, at innovation er abstrakt. Man kan tænke: ’nu, har jeg været her på arbejdspladsen i 40 år, og jeg er ikke innovativ’. Men det er ikke rigtigt, fordi alle kan tænke ud af boksen og udføre arbejdsopgaverne på en anderledes måde, siger Anders Seneca, der sammen med Morten Christensen har skrevet bogen ’Kend din kerneopgave – Innovation til hverdag’, der netop er udkommet.

LÆS OGSÅ: Sådan kender du forskel på innovation og kreativitet

Forfatterne bringer innovation ned i øjenhøjde. I bogen kommer de med et konkret indspark til, hvordan offentlige ledere og medarbejdere gør innovation mere simpelt, håndgribeligt og konkret, og hvordan de skaber forudsætninger for at løse hverdagens udfordringer på en innovativ måde.

Sæt ord på kerneopgaven

- Når vi spørger ledere og medarbejdere om, hvad deres kerneopgave er, har de alle sammen et svar. Men de kommer sjældent med det samme svar. Og det er svært at skabe innovation, hvis man ikke er enige om, hvad man skal innovere, siger Anders Seneca.

Nøglen til at finde innovative løsninger på hverdagens problemer er derfor at sætte ord på, hvad jeres kerneopgave er. Kerneopgaven er ikke den enkelte ansattes arbejdsopgave, men derimod den opgave, som arbejdspladsen er sat i verden for at løse. For eksempel er rengøringsassistentens kerneopgave ikke at vaske gulv. Den er at give borgeren, der går på gulvet, en god oplevelse.

LÆS OGSÅ: Samarbejd om kerneopgaven og skab innovation

- Det, der sker, når kerneopgaven er tydeliggjort, er, at arbejdspladsen begynder at udvikle sig. Man begynder at tage udgangspunkt i, hvad borgeren har brug for i stedet for, hvad vi plejer at gøre, siger han.

Det ændrede fokus gør, at det bliver lettere at finde innovative løsninger på arbejdspladsens udfordringer.

Bogen hjælper offentlige ledere og medarbejdere med at definere kerneopgaven, og med at finde innovative løsninger på, hvordan kerneopgaven bliver udført.

LÆS OGSÅ: Inno-hvad for noget?

Kend din kerneopgave