Forskellen på innovation og kreativitet. Arkivfoto: Colourbox

Sådan kender du forskel på innovation og kreativitet

Innovation og kreativitet er to begreber, der ofte bliver brugt i flæng. De afløser hinanden, som var de dobbeltgængere. De er beslægtede, men ikke enæggede tvillinger. Kend forskellen, og bliv klar i mælet.

Af Luna Svarrer 27/01/2014

Snakker du også om innovation og kreativitet med kollegaerne uden rigtig at vide, hvad forskellen er? Du er næppe den første, og du bliver nok heller ikke den sidste. Her får du en forklaring, så du ved, hvad du taler om og får klarhed over processerne.

Ved innovation gør outputtet en forskel

Hvis vi dykker ned i Den danske ordbog, bliver det klart, at en af de slående forskelle er outputtet. Innovationen kræver en iværksat anvendelse. kreativitet derimod dækker mere den skabende proces, uden at stille krav til det egentlig output. Sådan definerer Jesper Christiansen, antropolog og ph.d.-studerende i offentlig innovation, begreberne.

- Den mest klassiske måde bygger på, at kreativitet burde være eksplorativt og improvisatorisk og lægger op til processen. Innovation derimod ses mere som det færdige produktet, forklarer han.

Begrebernes afhængighed

Forvirringen om begrebernes betydning kan måske findes i deres afhængighed af hinanden. 

- Innovation er et indlejret positivt begreb. Problemet med det er, at begrebet indeholder både kreativitet og innovation i et. Det vil sige, at man ikke får synliggjort eller snakket om, hvilke processer der så skal til for at lave innovation, forklarer Jesper Christiansen.

Innovation opstår altid på baggrund af en kreativ proces, men det er langt fra alle kreative processer, der bliver til nyttige produkter med reel effekt eller til forbedringer af tidligere procedure. 

Den offentlige innovationsmur

Selvom innovation burde medføre kreative processer, er det efter Jesper Christiansens mening ikke altid tilfældet i det offentlige. For det første er det ofte innovationsproduktet, man forstår som det, der gør innovation økonomisk profitable. Og ikke de kreative processer.

- Det er et problem og et paradoks i nogle af oversættelserne af innovation. Hvis innovation for eksempel forstås som en statisk opskrift eller model, så spænder den ben for sig selv og er ikke længere innovativ, fortæller han.

Det er vigtigt at have åbne og eksplorative processer for at få et effektskabende og innovativt produkt. For det andet løber innovationens kreative præmisser panden mod muren, når den møder skema og procedurer i det offentlige bureaukrati, konkluderer Jesper Christiansen, der studerer innovation i det offentlige. 

LÆS OGSÅ: Hvad betyder innovation?

- Når man putter innovation ind i den normale offentlige forandringsproces, så synliggøre den et paradoks: Mangel på plads til kreativt at udforske potentialerne. I det offentlige er du tvunget til at vide det hele på forhånd, du er tvunget til at skrive din plan på forhånd, og du er nærmest også tvunget til at give dine svar på, hvad du skal på forhånd, forklarer han.

Jesper Christiansens ph.d. handler om at skabe en anden forståelse af innovation og beskrive, hvad begrebet muliggør. For eksempel oplever Jesper Christiansen, at folk føler sig i stand til at gøre ting anderledes i forhold til det, de plejer at gøre, når de er med i et innovationsprojekt. Han ser det som sin opgave at blive ved med at fremhæve kreativitet som en særlig del af innovation, så den ikke bliver glemt eller forsøgt oversat ind i innovations-opskrifter.

Jesper Christiansen om offentlig innovation

Jesper Christiansen mener, at den offentlige innovation skal have plads til at være kreativ. Den kreative proces kræver, at man er eksplorativ, at man går på opdagelse, finder nye veje og er åben mod nye ideer og løsninger.

Han oplever det modsatte i det offentlige, hvor man er tvungen til at finde frem til den innovative løsning ved at udspecificere den kreative proces som en procedure  snarere end at anerkende dens ukendte, usikre og uforudsigelige aspekter.

Jesper Christiansen skriver ph.d. om offentlig innovation og er researchleder hos mind-lab.dk

'Kreativitet' og 'Innovation' i Den danske ordbog

Kreativitet, (afledt af kreativ, af eng. creative, af lat. creare 'skabe'), i daglig tale en løs betegnelse for menneskets evne til at skabe noget nyt, overraskende, hidtil uset.

Ordet anvendtes oprindelig om problemløsninger af videnskabelig og teknisk art, men anvendes nu bredt om kunstneriske præstationer, sportspræstationer, nytænkning inden for økonomi og erhverv og tilmed også om livsstil.

Innovation, (af lat. innovatio 'fornyelse', af in- og afledn. af novus 'ny'), udvikling af en ny idé og dens realisering i praksis.

Der kan fx være tale om nye produkters introduktion på markedet, indførelse af nye tekniske løsninger, rutiner og fremgangsmåder i såvel private som offentlige organisationer, nye samværsformer eller indarbejdelse af nye skikke og adfærdsregler i samfundet. Det centrale ved en innovation er, at den som ny idé får en faktisk anvendelse.