Kan vi bidrage med faglig viden på tværfaglige rehabiliteringsmøder, når det handler om borgere, vi ikke selv er tilknyttet?

Er der nogen grund til, at vi deltager i tværfaglige møder i borgerens eget hjem, hvis vores tilstedeværelse ikke er påkrævet, fordi der ikke skal iværksættes en sygeplejefaglig indsats?

Er nogle sygeplejeopgaver ikke bare så specialiserede, at det ikke er muligt at inddrage andre faggrupper eller borgerne i opgaveløsningen?

Det er blandt de spørgsmål, sygeplejersker i den kommunale ældrepleje stiller sig selv, når det handler om rehabilitering, og som bevirker, at kommunerne ifølge en ny rapport oplever ”betydelige udfordringer med at motivere sygeplejerskerne til at indgå i dette arbejde, som i vid udstrækning opfattes som et terapeut og SOSU-projekt.”

Vigtig samarbejdspartner

I rapporten, der er udarbejdet af det nationale institut for kommuners og regioners analyse og forskning, KORA, på vegne af Fremfærd Ældre, har forskerne foretaget en gennemgang af eksisterende studier af rehabilitering på ældreområdet med særligt henblik på at belyse sygeplejerskernes rolle.

Formålet har været at give indsigt i, hvordan og hvorvidt sygeplejersker hensigtsmæssigt inddrages i kommunernes arbejde med rehabilitering på ældreområdet.

Konklusionen er, at sygeplejerskerne i alle de gennemgåede studier fremstår som en uundværlig og vigtig samarbejdspartner for hjemmeplejen. Analyserne viser dog samtidig, at der er udfordringer med at inddrage sygeplejersker i det rehabiliterende arbejde.

 - Det skyldes, at sygeplejerskerne tildeles roller og funktioner, som de oplever ligger udenfor egen faglighed og som ikke giver mening ud fra et sygeplejefagligt perspektiv, siger Pia Kürstein Kjellberg, der er analyse- og forskningschef i KORA.

Hun har sammen med videnskabelig assistent Lea Graff skrevet rapporten med særligt fokus på muligheder og barrierer for sygeplejerskernes inddragelse i det rehabiliterende arbejde på ældreområde.

Og der er plads til forbedringer bl.a. vil det være en god ide at afklare, hvilke typer af opgaver, sygeplejerskerne især skal involveres i.

Mens terapeuter er gode til at arbejde med at gøre borgere selvhjulpne i hverdagens aktiviteter, er sygeplejerskerne spidskompetence at arbejde med borgere, der har komplekse sygdomsmæssige problemstillinger. Af samme grund skal sygeplejerskerne ikke nødvendigvis inddrages i alle rehabiliteringsforløb.

Rehabilitering ”light”

Her skelnes der med henvisning til erfaringerne fra Århus kommune mellem en egentligt tværfaglig indsats, der kræver sygeplejefaglig viden og kunnen, og en ”rehabilitering light”, hvor der ofte kun vil være behov for social- og sundhedsmedarbejdere og terapeuter.

- Borgere i rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83a har ofte primært udfordringer ift. at mestre hverdagens aktiviteter, og de har ofte kun behov for en indsats ved social- og sundhedsmedarbejdere og terapeuter. Så her bør sygeplejerskerne kun inddrages ved behov, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Anderledes står det til med borgere, der modtager hjemmepleje efter § 83 og som ofte har mere omfattende og komplekse plejebehov.

- Her er det vigtigt, at man i kommunerne begynder at diskutere, hvornår der er brug for en indsats bestående af en-to fagligheder, og hvornår der er brug for den store, massive tværfaglige indsats, der også omfatter sygeplejerskerne, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Tovholderrollen strammer

En anden vigtig lære er, at sygeplejerskernes motivation står og falder med deres mulighed for daglig samarbejde og løbende sparring med andre sygeplejersker.

Det er svært at motivere sygeplejersker til – som enkeltpersoner – at være direkte ansat i en enhed, der er ansvarlig for at levere tilbud om hverdagsrehabilitering til borgere uden det faglige miljø, der er i hjemmesygeplejen som helhed.

Her viser et projekt med tværfaglige rehabiliteringsteams i Fredericia, at det fungerer godt for sygeplejersker at bruge 1-2 dage om ugen på at arbejde i det særlige team og resten af tiden arbejde i den almindelige hjemmesygepleje.

Når sygeplejerskerne fungerer bedre som samarbejdspartnere end egentlige tovholdere på rehabiliteringsindsatsen, skyldes det, at de her skal bruge ergoterapeutfaglige udviklingsredskaber og således skal arbejde ved siden af deres faglighed.

- At bede sygeplejerne arbejde efter en anden faglighed end deres egen bringer dem ud af deres komfortzone og er med til at skabe modstand, hvilket er forståeligt nok. Man sætter jo heller ikke en bager til at lave tømrerarbejde, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Medierende rolle

Sygeplejerskerne har en væsentlig rolle som social- og sundhedsmedarbejdernes samarbejdspartnere – og som ansvarlig for de sygeplejefaglige ydelser.

Sygeplejerskerne påtager sig også en særlig rolle i forhold til borgerne.

De får ofte en medierende rolle som den, borgeren kan læsse sin frustration af på, når de oplever, at indsatsen fra social- og sundhedsmedarbejdere og terapeuter ikke imødekommer deres behov for hjælp.

- Når sygeplejerskerne holder med borgerne, skyldes det blandt andet, at ikke alle sygeplejersker køber præmissen om, at det er et mål, at borgeren videst muligt skal kunne klare sig uden hjælp og støtte. Det er en værdipolitisk diskussion og absolut fair, at man som fagperson og menneske har en holdning, siger Pia Kürstein Kjellberg.

LÆS OGSÅ Det rehabiliterende arbejde kræver ekstrem opfindsomhed

Fysisk nærhed

KORA-rapporten viser, at sygeplejerskernes mulighederne for at indgå i rehabiliteringsindsatsen afhænger af deres fysiske placering. Hvis de fysisk er adskilt fra hjemmeplejens medarbejdere og f.eks. ikke deltager i daglige møder og holder frokost sammen, er det sværere at være synlig og stå til rådighed med faglig supervision.

- Det har stor betydning, at de forskellige faggrupper fysisk og organisatorisk samles med henblik på at fremme den relationelle koordinering, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Studierne finder helt generelt, at der er en gryende opmærksomhed i gruppen af hjemmesygeplejersker om, at det også kan give mening med rehabilitering inden for de rent sygeplejefaglige ydelser.

- Jeg har set den ændring komme over de sidste 10 år. Her kan det være nyttigt, hvis sygeplejerskerne inddrages i at definere betydningen af deres særegen faglighed i forståelsen og udførelsen af rehabilitering, og at de aktivt forsøger at udfylde deres rolle i det tværfaglige rehabiliterende arbejde, siger Pia Kürstein Kjellberg.

Notatet er udarbejdet af KORA i forlængelse af den rapport, KORA i 2016 lavede til Fremfærd Ældre om samarbejdet om rehabilitering på ældreområdet.