”Jeg er 94 år, så det kan jeg ikke”. ”Nu har jeg betalt skat, siden jeg var 14, så jeg har krav på hjælp.” ”Jeg var med i Anden Verdenskrig, så du kan ikke forvente, at jeg skal gøre rent.”

Den rehabiliterende tanke trækker på forestillingen om, at borgeren er interesseret i at blive selvhjulpen. Sådan forholder det sig ikke altid, viser en ny rapport, der er finansieret af Fremfærd Ældre.

Borgeren bliver problemet

Især rengøring er svær at sælge som livskvalitet, og umotiverede borgere bliver let betragtet som problematiske.

- Borgerens manglende motivation bliver hurtigt medarbejderens problem. Det er et kæmpe dilemma, for medarbejderen investerer sig selv i arbejdet, siger Tine Rostgaard, der er professor med særlige opgaver i KORA.

Hun har sammen med videnskabelig assistent Lea Graff undersøgt, hvad den rehabiliterende tilgang betyder for samspillet mellem borgere og medarbejdere og for samspillet mellem forskellige faggrupper.

Undersøgelsen bygger på observationer og interviews med medarbejdere, ledere og borgere i Middelfart og Svendborg Kommuner. Den viser, at rehabilitering har skabt en ny kultur blandt medarbejderne, hvor de ansatte forsøger at holde ”hænderne i lommen”.

Men det er nemmere sagt end gjort, hvis borgeren ikke er motiveret. Her gør navneskiftet fra social- og sundhedshjælper til hjemmetræner eller overgangen fra blå til gul uniform det ikke alene.

- Det er den enkelte sosu’er, der står med motivationsarbejdet i borgerens hjem. Og så står man som medarbejder lidt med problematikken: Er det borgeren, der ikke kan motiveres, eller er det mig, der ikke kan finde ud af at motivere borgeren? siger Lea Graff.

Det bliver let et personligt projekt at få borgeren henimod målet, siger Tine Rostgaard.

- Medarbejderne skal være ekstremt opfindsomme, og det kan være hårdt, når det ikke lykkes. Men der kan være mange årsager til, at nogle borgere ikke er motiverede for at blive rehabiliteret. Det kan være angst for ensomhed, hvis hjemmeplejen ikke længere kommer på besøg for at støvsuge, siger hun.

Ny værktøjskasse

Heldigvis kan hjemmetrænerne trække på især ergoterapeuterne store værktøjskasse. Netop samarbejdet mellem disse to faggrupper fungerer rigtig godt og har vist sig meget jævnbyrdigt, viser rapporten.

- Den tætte terapeutkontakt har givet sosu’erne en ny redskabskasse. På den måde bliver tingene nemmere for dem. Men samarbejdet går begge veje, og terapeuter har enorm stor respekt for sosu’erne viden om borgeren, Tine Rostgaard.

Blandt redskaberne er at stå med hænderne i lommen, som da en hjemmetræner i Middelfart ville have en borger til selv at lave øllebrød.

”Jeg kan ikke selv lave øllebrød, for jeg kan ikke få armene herop, så jeg kan ikke tage tallerkenen i overskabet”, lød det fra borgeren.

”Jamen, vi kan da sætte tallerkenen på bordet eller i et underskab,” foreslog hjemmetræneren.

Det var borgeren ikke meget for, men indvilligede til sidst i at få flyttet tallerkenerne, så hun kunne nå dem.

Ankomme for sent

Andre redskaber er at skyde hjælpen lidt eller ankomme senere end egentlig planlagt. Denne strategi virker især på borgere, som ifølge personalet godt kan, men som ikke er motiverede i forhold til selvhjulpenhed.

Det kan være en borger, der altid spiser frokost klokken 12. Hvis hjemmetræneren en dag ankommer klokken 12.30, har borgeren selv smurt sin mad.

- Så er det bare at fange den og sige: ”Jamen hvor er det fedt, og hvor er det dejligt,” siger en hjemmetræner i Middelfart i rapporten.

Disse motivations-strategier er ikke nødvendigvis nogle, hjemmetrænerne lærer på kurser. Det er nogle, de selv finder på eller hører fra andre. På den måde skal man som social- og sundhedshjælper eller assistent tænke kreativt.

- Der er meget personlige tilgange til motivationsarbejdet. Hvad virker for den enkelte? Her er det afgørende, at medarbejderen selv mener, at den rehabiliterende tilgang er den rigtige, siger Tine Rostgaard.

Hun understreger, at alle sosu-medarbejdere i rapporten selv har valgt at arbejde rehabiliterende.

- Som medarbejderne siger så er det lysten, der driver værket. Ellers kommer du ingen vegne, siger Tina Rostgaard.

Derfor skal der også være plads til at flexe mellem rehabiliterende og kompenserende pleje, hvis medarbejderen vurderer, at gamle Aage har en mindre god dag og derfor behøver mere kompenserende hjælp. Så må rehabilitering skydes til næste dag.

- Denne tidsmæssige og indholdsmæssige fleksibilitet er der heldigvis til forskel for tidligere. Det giver jobtilfredshed, og jeg tror også, at det giver en langt bedre indsats over for borgere, siger Tine Rostgaard.

Sygeplejerskernes rolle

Mens terapeuter og sosu’er har fundet hinanden i et fagligt frugtbart fællesskab, kniber det mere med at få sygeplejerskerne integreret i det tværfaglige samarbejde.

- Som en sygeplejerske siger: ”Der er ikke nødvendigvis så meget rehabiliterende i at udføre sårpleje.” Der er nogle ting, som borgerne i sygeplejerskernes optik hverken kan eller skal rehabiliteres til at gøre, siger Lea Graff.

Samtidig er sygeplejerskerne organisatorisk blevet fastholdt i den sygeplejefaglige rolle og er ikke uddannelsesmæssigt klædt på til en mere tværfaglig tilgang til borgere, påpeger de to forskere.

Det kommer bl.a. til udtryk på de tværfaglige koordineringsmøder, hvor nogle sygeplejersker har svært ved at finde deres rolle.

Begge kommuner forsøger dog at finde løsninger bl.a. i Middelfart Kommune:

- Her går sygeplejerskerne ind og har en konsulentfunktion over for social- og sundhedsmedarbejderne også i forhold til, hvordan man kan arbejde rehabiliterende med den givne sygeplejeopgave, siger Lea Graff. 

I Svendborg har man f.eks. valgt at placere sygeplejen organisatorisk sammen med hjemmeplejen, men uanset organiseringsformen har begge kommuner stort fokus på det tværfaglige samarbejde og herunder også inddragelsen af sygeplejen i rehabiliteringen.

Fokus på resultater

For hjemmetrænerne er arbejdet blevet mere afvekslende og udfordrende. Indtrykket er, at jobtilfredsheden er steget.

Men det er ansvaret for at levere gode resultater også.

- Der er meget stor fokus på resultaterne. Økonomien fylder rigtig meget. Det giver en bevidsthed hos medarbejderne om, at lige så snart, der er en bedring i funktionsevnen, så skal de trække sig, siger Lea Graff.

Samtidig er der tillid til, at hjemmetrænerne administrerer deres tid på den rigtige måde og en anerkendelse i systemet om, at rehabilitering tager tid.

- De er eksperter i borgernes liv, og det er der respekt omkring, siger de to forskere.

Fokus på resultater og selvhjulpenhed kan dog blive et dilemma i en fremtid, hvor flere og flere tunge borgere skal rehabiliteres.

- Terminale borgere og borgere med kognitive vanskeligheder tager længere tid og man opnår nok ikke de samme resultater. Derfor kan resultaterne blive dårligere i en periode, og det må man orientere sig imod, siger Tine Rostgaard.

To ostemadder og en kop kaffe

Hun mener, at der er behov for at rette fokus ligeså meget mod selve processen – samspillet og dialogen med borgeren – som mod målet - graden af selvhjulpenhed.

En hjemmetræner i Svendborg oplevede, hvordan hun gennem den rehabiliterende indsats pludselig begyndte at snakke med borgeren på en anden måde, hvilket bliver illustreret i rapporten på følgende måde:

Borgeren – en ældre dame – havde fået øllebrød til morgenmad hver eneste dag i syv år. En dag spurgte hjemmetræneren: ”Hvad vil du gerne have til morgenmad?”

Kvinden svarede: ”Uh, jeg kunne godt tænke mig to ostemadder og en kop kaffe. Du er godt nok den første, der spørger, hvad jeg vil have.”

Rehabilitering er med andre ord en proces, hvor borgere og medarbejdere lærer hinanden at kende og finder ud af: Hvad betyder noget for dig? Og hvad gør vi for, at du når derhen? understreger Tine Rostgaard.

- Det må være succeskriteriet, siger hun.