Demenstopmøde

35 kommuner skal dele viden om demens i Aarhus

35 kommuner er tilmeldt årets Demens Topmøde i Århus, og ni kommuner er på venteliste. Den store interesse glæder Fremfærd Sundhed og Ældre, der er medarrangør af topmødet.

Af Irene Aya Schou 17/08/2021
Fremfærd

Interessen for at komme til Demens Topmøde 2021 i Aarhus er nu så stor, at ni kommuner står på venteliste for at deltage.

200 ledere og medarbejdere fra 35 kommuner har allerede sikret sig plads til 'topmødet', der foregår på Aarhus Rådhus tirsdag den 14. september.

Pladser optaget på 14 dage

Kommunerne får på topmødet syv timer med innovation, debat, inspiration, videndeling og netværk til arbejdet med deres egen demensvision. Og det tilbud er så attraktivt, at mange gerne vil være med.

- De 200 pladser til kommunerne blev optaget inden for to uger, og 50 deltagere fra ni kommuner er pt. på venteliste. Den store interesse kommer bag på os, siger Christina Lykke Ørgaard, der er sekretariatsleder i Demensalliancen og seniorrådgiver i Nextstep, der faciliterer arrangementet.

Fokus på spredning 

I Fremfærd Sundhed og Ældre, der er medarrangør af Demens Topmødet, vækker den store interesse også glæde. 

I overenskomstperioden fra 2018 til 2021 var der særlig fokus på demens i Fremfærd Sundhed og Ældre, der er et samarbejde mellem KL og de faglige organisationer på ældreområdet.

Der blev bl.a. arbejdet med udvikling af kvalitet og organisation på syv plejecentre i fem kommuner, og der blev afholdt en DemensCamp over to dage med 100 deltager fra 12 kommuner samt udgivet et demensmagasin, De+mens.

- Demens er et område, som kommunerne arbejder meget fokuseret med, og det var et prioriteret område i sidste overenskomstperiode. Vi har i Fremfærd Sundhed og Ældre et stort fokus på at sikre spredning og formidling af de initiativer, vi sætter i søen, og det er Demens Topmødet et rigtig godt eksempel på, siger Hanne Agerbak, kontorchef i KL og formand for Fremfærd Sundhed og Ældre.

Team af ledere og medarbejdere

Formålet med Demens Topmødet er at sprede ny viden om det store demensarbejde, der foregår i kommunerne og skabe rammerne for drøftelser, videndeling og inspiration på tværs med praktikere, ledere og politikere om, hvordan arbejdet med at skabe demensvenlige kommuner kan gribes an.

Fremfærd Sundhed og Ældre er medarrangør af Demens Topmødet og støtter topmødet økonomisk. Pengene betyder bl.a., at kommunerne slipper for egenbetaling, og det har lokket flere til. Ved det seneste Demens Topmøde i 2019 var der 18 deltagende kommuner.

- For Fremfærd Sundhed og Ældre er det afgørende, at hver kommune stiller med et team af ledere og medarbejdere, så nye tiltag kobles tydeligt med eksisterende praksis. Samtidig er det afgørende, at kommunerne deler viden på tværs og lærer af hinanden, siger Mie Andersen, chefkonsulent i FOA og projektleder i Fremfærd Sundhed og Ældre. 

Kommuner deler de gode erfaringer

Topmødet byder bl.a. på paneldebat med nationale og lokale politikere, tale af social- og ældreministeren, Astrid Krag, uddeling af priser og mulighed for vidensdeling på tværs af kommuner.

Det er muligt at deltage otte personer fra samme kommune, og kommunerne stiller med et hold af både frontpersonale, fagpersoner, ledere, udvalgsformænd og lokalpolitikere.

Som deltagerkommune skal man forberede sig til topmødet inden for seks prioriterede områder: Borgeren med demens, by, bolig, transport, pårørende og personalet.

- Kommunerne bidrager med gode læringer og best cases på demensindsatser. De deler det, der virker og går godt, med hinanden. Det taler også lige ind i Fremfærds ambition om at dele de gode erfaringer, siger Christina Lykke Ørgaard, sekretariatsleder i Demensalliancen og seniorrådgiver i Nextstep.

Der vil løbende komme artikler om Demens Topmødet her på vpt.dk.

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.