- Jeg har taget assistenter med, der kommer fra et autismecenter. De er under uddannelse, men har hjulpet mig med at lave nogle spil, som I også kommer til at lave, siger en mand i blå trøje og opsmøgede cowboybukser. Håret er krøllet og øjnene rare.

Manden hedder Adam Holst og er konsulent i softwarevirksomheden Euman. Sammen med Sebastian, Mathias og Jannick fra Autisme Center Vestsjælland skal han denne onsdag i januar undervise eleverne i 5. klasse på Kirkeskovsskolen nær Skælskør. Over to dage skal eleverne lære at opbygge deres eget GPS-mobilspil. De skal øve samarbejde, de skal bevæge sig, men de skal først og fremmest lære, hvordan inklusion virker i praksis, og at mennesker med autisme ikke kun har særlige behov, men også særlige evner.

Eleverne i 5. klasse finder sammen i grupper. Solen skinner ind gennem de østvendte vinduer. Der er sneklædte marker, så langt øjet rækker. Kun den lange, lige Næstved Landevej er ryddet. Hver gruppe skal nu ud i vinterkulden og afprøve de bevægelsesspil, som Sebastian, Mathias og Jannick allerede har lavet.

Gyserspil og uhygge

Sneen knitrer under fødderne, mens eleverne går rundt på en snedækket fodboldbane med mobiltelefonen i hånden og forsøger at navigere sig frem til bestemte GPS-punkter.

”Her”, lyder det, når en gruppe når frem, og en tekst, en lyd eller et spørgsmål dukker op på displayet. Først skal eleverne afprøve Mathias’ spil. Det er bygget op omkring Noahs Ark, hvor eleverne virtuelt skal bygge arken og hjælpe dyrene i sikkerhed. Dernæst gælder det Jannicks og Sebastians spil.

Når eleverne har afprøvet spillene, samles de igen i klassen. Nu er det deres tur til at opbygge et spil via den digitale platform PlayingMondo. Mathias, Sebastian og Jannick assisterer hver sin gruppe og sørger for, at processen glider stille og roligt.

- Hvad for et spil vil I lave? spørger Mathias sin gruppe, der består af tre drenge og én pige.

- Et gyserspil, svarer de fire elever samstemmende og beslutter sig for, at spillet skal hedde Ghostbusters og foregå på en kirkegård, hvor man skal rende rundt og fange spøgelser.

Tegner som Dali

Når indholdet er bestemt, skal figurerne tegnes, tekst skrives og koder indtastes på computeren. Derefter skal spillet testes udenfor. Eleverne arbejder koncentreret. Der tegnes på livet løs og stikord skrives på orange papirlapper. Rundt om ved bordene går snakken om vampyrer, varulve og spøgelser.

19-årige Mathias nyder rollen som undervisningsassistent. Han drømmer om en dag at arbejde med børn med særlige behov. Lige nu går han på STU på autismecentret i Slagelse.

Jeg spiller selv computer og er glad for at skabe ting. Jeg kan også godt lide at arbejde med børn og unge. Derfor synes jeg, det er megafedt at få lov at være med i dette projekt, siger Mathias og hiver et visitkort op ad lommen, hvoraf det fremgår, at han har sin egen hjemmeside.

Mathias maler, tegner og arbejder i ler. Hans stil er lidt á la Salvador Dali, fortæller han. Han har også selv designet og programmeret sin egen hjemmeside. Det kreative arbejde hjælper ham med at holde tankemylder og depressive tanker væk.

- Men det er godt med skøre tanker, når man skal være kreativ, siger Mathias, der blev mobbet det meste af sin folkeskoletid. Først i 7. klasse fik han diagnosen autisme.

Sjovt at undervise

For 20-årige Sebastian har projektet først og fremmest givet ham ekspertise inden for et område, der interesserer ham nemlig computerverdenen. Sebastian synes, det er sjovt at undervise. Eneste minus er, at han skal tidligt op, fortæller han og griner, så det lange røde hår glinser i solen.

20-årige Jannick kalder det ”sjovt og hyggeligt” at lave sine egne spil og undervise folkeskoleelever.

- Det er noget helt andet end at sidde i klassen for sig selv, og vi bliver taget godt imod ude på skolerne, siger Jannick, der er vild med Geocaching, en slags udendørs skattejagt, hvor deltagerne benytter sig af GPS til at finde og gemme skatte.  

Klasselærer i 5. klasse, Camilla Brosø, glæder sig over, at de unge autister for en stund har overtaget lærerrollen.

-Det er en stor hjælp for os lærere, at unge kommer ud som assistenter. De kan noget, vi ikke kan. Og så er det vigtigt, at børnene oplever, at mennesker med diagnoser har nogle spidskompetencer. Det giver respekt, siger hun.

High Five som farvel

Tilbage i klassen er eleverne i fuld gang med at lægge tekst, lyd og billeder ind i GPS-punkerne. Imens er to nye personer dukket op. Det er Rigmor Lond fra KL og Mette Grostøl fra Socialpædagogerne. De er begge projektledere for projekt ”Fremfærd Særlige Behov – Nyspecialisering og Inklusion” og er nysgerrige efter at se, hvordan inklusion kan foregå i praksis. Begejstret går de rundt mellem bordene.

- Egentlig skal der ikke så meget til at bygge bro mellem socialområdet og normalområdet, hvis man tænker rammerne rigtigt. Potentielt kan dette projekt udrulles til alle folkeskoler i landet, siger Rigmor Lond.

Mette Grostøl peger på, at projektet gør folkeskoleelever mere rummelige. Samtidig med, at det skaber værdi for både de unge autister og kommunen.

- Elever fra STU bruger deres specialiserede kompetencer ude i samfundet. Hvis vi vil inklusion, er det afgørende, at vi i højere grad bruger kompetencer og viden på tværs som i dette projekt, siger hun.

Klokken nærmer sig 14. Fem timer er gået, og Adam Holst runder dagen af.

- Hvad har I fået ud af dagen? spørger han ud i klassen. En hær af fingre kommer i vejret.

- Det var fedt, at man kunne bruge sine egne ideer og lave spillet fra bunden, siger en dreng.

En pige peger på, at det var sjovt at arbejde i grupper, og at assistenterne var rigtig søde.

- Jeg er pissestolt over drengene, siger Adam bramfrit, inden eleverne på skift giver High Five til de tre undervisningsassistenter og forsvinder ud af døren.