Det er næsten et halvt år siden, at pædagogerne fra Hus B, der hører under botilbuddet De 2 Gårde, har måtte foretage en magtanvendelse på en af deres beboere. Botilbuddet huser til dagligt borgere med udviklingshæmning med problematisk adfærd, men Hus B har alligevel mindsket antallet af voldelige episoder.

Det skyldes blandt andet et langvarigt og virkningsfuldt pædagogisk arbejde med beboerne og deres livshistorier.

Læs også: Fortællinger forebygger vold i Aabenraa

Det mener bostedets afdelingsleder Lisbeth Nielsen. Hun har i sine 14 år som leder for Hus B set borgernes livsfortællinger som en nøgle til god behandling. Derfor spørger både hun og de andre pædagoger altid ind til beboernes tidligere oplevelser og baggrund, når de bliver indskrevet i deres afdeling.

De oplevelser og fortællinger, borgerne kommer med, skriver pædagogerne ind i statusrapporter og handleplaner. På den måde kan alle pædagogerne få et indblik i den enkelte borgers baggrund og liv.

En stærk livsfortælling

For Lisbeth Nielsen og personalet handler det nemlig om at få sammenstrikket en komplet livsfortælling hos borgeren, som de kan kalde deres egen. Og det er særlig vigtigt for den type borgere, som de behandler.

- Når vi modtager en borger er deres liv sjældent godt beskrevet. Vi ved dog, at de ofte har haft følelsen af at være et problem, eller at de har manglet forståelse. Det forsøger vi at vende ved at være nysgerrige på deres baggrund og anerkende det, de har lavet, fortæller Lisbeth Nielsen og tilføjer.

- Når vi anerkender borgerne og de ting, de laver eller har oplevet, så får de også en helt anden og en langt bedre fortælling om dem selv, end den de kom ind med. Og det gør også, at vi oplever langt færre fastholdelser og udbrud, siger hun.

Vi kan slukke mange ildebrande

Det er en tendens, som pædagogen Elsebeth Kjærulf også har lagt mærke til i hendes arbejde i Hus B på De 2 Gårde. Hun føler selv, at metoden har været med til at slukke mange ildebrande på hendes afdeling, inden de får alvor er brudt ud.

Læs også: Japansk kampkunst forebygger vold og konflikter i socialpsykiatrien

Men metoden har også været særlig brugbar, når hun har forsøgt at reetablere kontakten til en borger, som har været udadreagerende.

- Hvis jeg har haft en episode med en beboer, så spørger jeg altid ind til de oplevelser og følelser, som har ligget forud for deres udadreagerende adfærd. F.eks. er det altid relevant at spørge ind til, hvorfor personen blev ked af det, eller hvad følte vedkommende, da de blev udadreagerende. Og oftest er svaret koblet til lignende episoder, som de har oplevet tidligere i deres liv, fortæller hun.

Ingen kender svaret på forhånd

Elsebeth Kjærulf og resten af personalet fra Hus B har hentet en stor del af deres teoretiske grundlag fra teoretikeren Michael White, men det er igennem løbende evalueringer og interne samtaler, at de har forfinet deres arbejdsmetode og nedbragt antallet af magtanvendelser.

Men selvom Elsebeth Kjærulf mener, at de internt i personalet har været gode til at dele erfaringer i deres arbejde med livshistorier, så er det alligevel en metode, som kræver meget af pædagogerne rent fagligt.

- Når man arbejder med beboernes livshistorier, så kræver det virkelig, at man kan forholde sig roligt og bevare det kølige overblik. Vi skal helst ikke optrappe en konflikt yderligere, men i stedet være den rolige i situationen. For det er først, når beboerne er rolige, at vi kan begynde at tale med dem, siger hun.

Det er Lisbeth Nielsen enig i. Hun oplever også selv, at det er nødvendigt med en stor pædagogisk værktøjskasse, som man altid kan trække på, hvis der er brug for det. For når man arbejder med borgere med udviklingshandicap kan man sjældent kun trække på en enkelt løsning og få den til at gælde for alle beboerne, mener hun.

Læs også: Holbæk sætter fokus på forebyggelse af vold

Lisbeth Nielsen har også oplevet, at pædagoger har følt sig strandet med en borger. Og der er det ofte en god idé, at vende det hele på hovedet og rykke helt rundt på personalet.

-Vi har engang i mellem nogle rigtig svære problemstillinger med vores beboere. For vi kommer jo rigtig tæt på de her borgere, når vi arbejder, som vi gør. Ofte kan man godt føle, at man træder vande med en borger, eller at man måske bare har arbejdet for lang tid med vedkommende. Så er det godt med en ny rolle og nogle friske øjne på borgeren og hans fortællinger, siger hun.

Men selvom det kan være krævende rent fagligt at arbejde med metoden, så føler Lisbeth Nielsen også, at det har været en befrielse at arbejde på den måde med beboerne.

- Der ligger en befrielse i, at vi ikke behøver at være eksperter i alt og kende alle svarene. For svarene ligger oftest hos borgerne og i deres historier. Vi tager udgangspunkt i de svar vi får. Vi ved ikke hvad borgerne har brug for, eller hvad der er sket siden, de reagerer, som de gør, fortæller hun.