Når et barn sparker ud efter en pædagog, er det vigtigt at forstå, hvorfor det sker, og hvordan det kan forebygges. En særlig metode har gjort det muligt for medarbejderne i Børnehuset Lille Kolstrup, som er døgninstitution for handicappede børn, at få sat ord på både de små og store episoder, der er udfordrende eller måske endda krænkende i dagligdagen.

Medarbejderne samles til praksisfortællingsmøder, som går ud på, at alle har et rum til at dele sine erfaringer med både fysisk og psykisk vold. Indtil videre har forløbet været en stor succes, da medarbejderne både udarbejder fælles strategier til håndtering og forebyggelse af vold, og samtidig har de fået en større forståelse for hinandens individuelle grænser.

LÆS OGSÅ: Kollegial sparring og faglighed forebygger vold

- Overordnet set er det vigtigste, at vi får italesat de udfordringer, der kan være. Det gør, at problemstillingerne tit opløser sig. Drejebogen er medvirkende til, at vi kan følge en metode, som jeg oplever, er rigtig god, da alle er indstillet på at følge metoden og dermed give plads til hinandens fortællinger, fortæller daglig leder Karen Jakobsen. 

Projektet er finansieret af Fonden for forebyggelse og fastholdelse og startede for Lille Kolstrups vedkommende i 2014 og løber til juli 2015. Projektet præsenterer en drejebog, som institutionen følger. Drejebogen beskriver, hvordan personalet skal indgå i praksisfortællingsmøder, som er styret af to frivillige tovholdere. Personalegruppen skal i fællesskabet kortlægge begivenhederne og tale sig frem til en løsning, som kan forebygge vold i fremtiden. Det er tovholderens opgave at stille spørgsmål til sine kollegaer og derefter nedfælde fortællingerne skriftligt efter hvert møde.

Vi har forskellige grænser

Lone Høst er pædagog i institutionen og meldte sig frivilligt til at være tovholder på praksisfortællingsmøderne. Det gjorde hun fordi, hun gerne ville bidrage med noget til sine kollegaer, og hun har også selv lært en hel masse ved at deltage i møderne.

- Jeg har fået et andet syn på, hvad små ting kan gøre ved andre end mig selv. Man får en masse små stød, hvor man måske ikke tænker over det, men det lagrer sig alligvel. Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over, at nogle af mine kollegaer føler anderledes, end jeg gør. Nogle føler volden tydeligere, siger Lone Høst og uddyber: 

-  Vi er forskellige, og ting rammer os forskelligt. Når mine kollegaer fortæller noget, så gør de det fordi, de reelt set har følt sig krænket, og deres grænser er blevet overtrådt. Det er der ingen, der skal finde sig i.

Hun understreget i øvrigt, at intet er for småt til at blive vendt på praksisfortællingsmøderne, og selvom man er mere modtagelig overfor vold, så er man ikke mindre berettiget til at arbejde på stedet.

Forbyggelse er muligt

En af projektets formål er også at gøre op med en fordom om, at vold ikke kan undgås. På Lille Kolstrup mener de, at der er mulighed for at forebygge mange af de voldelige episoder. 

- Vi har det udgangspunkt, at ingen er vores børn slår eller sparker, fordi de har lyst til det. De gør det kun, hvis de føler sig fanget, eller noget er ubehageligt for dem, siger Lone Høst og fortsætter:

- Vi prøver på møderne at fastlægge hele episoden - hvad skete der, inden han sparkede, da han sparkede og efter, og kan vi finde årsagen til det? På den måde kan vi finde en løsning, som bliver skrevet ned.

Ligeledes fortæller Karen Jakobsen, at det at have nogle fælles metoder og strategier for, hvordan børnene i Lille Kolstrup, skal mødes, så de får den struktur, de har brug for, gør, at mange konflikter kan forebyggges.

En succes som skal fortsætte

Både Karen Jakobsen og Lone Høst er enige om, at redskabet fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse er godt. Så godt, at de begge kan forestille sig at gøre brug af metoden, også efter projektet slutter.

- Vi har noget, der hedder kollegial respons, hvor jeg er tovholder, fortæller Karen Jakobsen og fortsætter:

- Men her skriver vi ikke tingene ned, som tovholderen gør ved praksisfortællingsmøderne. Jeg forestiller mig, at vi kan tage nogle af de systematiske elementer fra praksisfortællingsmøderne og implementere dem i vores Kollegial respons, eller måske tage hele formen og bare gøre den lidt mindre omfattende.

- Jeg syne,s redskabet er så godt, at jeg sagtens kan forestille mig, at det kan bruges i Kollegial respons, supplerer Lone Høst, der mener, at de lettere kan følge episoderne til ende ved at skrive dem ned og aftale en strategi for at løse lignende problemer fremadrettet.