Lær at dele viden som ungeguiderne i Odsherred
Vidensdeling foregår både i det daglige hen over skrivebordene, men er også sat i system på ugentlige møder og jævnlige temadage.
I storrumskontoret i Nykøbing Sjælland, hvor ungeguiderne sidder, kan der til tider være et højt lydniveau. Det skyldes, at det er helt legalt – faktisk forventet – at man som kolleger trækker på hinandens faglighed.
Derfor er det heller ikke en usædvanlig situation, når to eller flere af de otte medarbejdere taler henover computerskærmene for at sparre om en sag.
- I vores team er vi rigtig mange, som har et indblik i forskellige fagligheder. Og det gør, at der altid er en, som kan komme med et godt bud på, hvordan man kommer videre, eller hvem man skal kontakte, siger ungeguide Lisbeth Dandanell.
Tværfagligt team fungerer som vidensbank
Lisbeth Dandanell er socialrådgiver og har tidligere arbejdet på børne- og familieområdet, men kom til det tværfagligt sammensatte team Ungeenheden i Odsherred Kommune for to år siden.
Hendes kolleger kommer med en baggrund fra andre sektorer og har erfaring fra blandt andet jobcenter, UU, PPR, socialpsykiatri, misbrugsbehandling og meget mere.
- Det vil sige, at når der sidder så mange fagligheder i et rum, så kan man ikke undgå lige at dreje stolen rundt og tage noget i plenum eller på tomandshånd. Så det er en vidensbank, hvor man stort set altid kan få et svar, siger Lisbeth Dandanell.
Nysgerrige og søgende efter ny viden
Derfor påhviler der også den enkelte medarbejder et ansvar om at holde sig opdateret med, hvad der er af ny viden på deres specifikke fagområde, fortæller leder af Ungeenheden Anders Vedberg.
- Vi er nødt til at være dem, der ved noget om alt, der er relevant i forhold til ungeområdet. Og vores medarbejdere kommer fra forskellige områder, så vi har en forventning om, at de holder sig opdaterede på nogle særområder, som de skal kunne spille ind i det fælles, siger Anders Vedberg og fortsætter:
- Vi sørger hele tiden for at være nysgerrige og søgende på, hvad er der af kurser, temadage og konferencer - alt hvad der kunne være relevant, siger han.
Kursusviden skal deles med kollegerne
Og har en af guiderne været på kursus eller deltaget på en konference, så forventes det også, at den tilegnede viden deles i Ungeenheden.
- Vi har en politik om, at man skal vidensdele, når man har været på kursus. Det er tit sådan, at man skriver ud, at man har været på temadag om et eller andet, og så indkalder man til et møde, og så kommer dem, der har brug for det, tid til det eller lyst til det, siger Lisbeth Dandanell.
Læs også: Vidensdeling har været nøglen til resultater for Ungeenheden i Odsherred
Sparring er sat i system om torsdagen
Hver torsdag samles ungeguiderne til teammøde, hvor der er mødepligt. Her visiteres alle nye sager, og der er sat tid af til fælles sparring.
- Sparring er et fast punkt på dagsordenen, og vi kan virkelig gøre et godt stykke arbejde, når vi kan se på en sag med så mange hatte på, siger Lisbeth Dandanell.
Ifølge hende er det en stor styrke, at møderne er så hyppige og at alle deltager. Det sikrer kvalificeret vidensdeling, og man ved, at man en gang om ugen har et sted, hvor man kan drøfte noget, man går og bakser med.
Årlige temadage
Ungeenheden arrangerer også to årlige temadage med fokus på ny viden, hvor alle medarbejdere deltager.
- Temadagene kan handle om alt muligt, men vi har blandt andet haft noget om adaptive problemer, om mentalisering hos unge, relationer kontra kontakt og et fælles kursus om efterværn, fortæller leder Anders Vedberg.