Innovation - hvad er det?

Inno-hvad for noget?

Måske hører du din kollega, chefen eller dig selv tale om innovation, og at nu skal I være innovative. Vi støder på begrebet innovation hele tiden. Men hvad er innovation, og hvordan er man innovativ?

Af Lisette Poulsen 21/11/2013

Innovation sker alle steder på kontorer, i vuggestuer, på plejecentre og på sygehuse. Vi kan også være innovative og skabe innovation uden at være bevidste om det. For innovation handler om at tænke nyt og finde nye løsningsmodeller på, hvordan vi løser vores arbejdsopgaver.

Innovation kan være et værktøj til at sikre nye løsninger, så de kommunale og regionale arbejdspladser fortsat kan udføre kerneopgaven. Medarbejderne er selv med til at tænke og udvikle de innovative løsninger, og det skaber involvering.

Den innovation er både synlig og usynlig

På alle arbejdspladser har medarbejdere og ledere deres rutiner og måder at gå til opgaverne på, og derfor glemmer vi ofte at tænke på, om der er en smartere eller mere effektiv måde at løse opgaven på.

LÆS OGSÅ: Sådan kender du forskel på innovation og kreativitet

Det handler derfor om at slå autopiloten fra og kaste et blik på, hvordan vi kan løse en opgave bedst muligt i stedet for at løse den på samme måde, som vi plejer.

Vi kan tænke også bruge den innovative tankegang til at se på, hvordan vi kan forbedre det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, så vi opnår færre sygedage eller undgå tidlig nedslidning.

Innovation i det store og små

Det behøver ikke at være store ændringer for at være innovation. Det kan være større ændringer, hvor man vender rundt på hele måden at gribe kerneopgaven an på, eller og det kan være små ændringer, der gør en stor forskel i arbejdsdagen, når man først får øje på den.

For at skabe innovation på arbejdspladsen, har I brug for at skabe en innovativ kultur, der giver både medarbejdere og ledere mulighed for at gøre op med rutiner og prøve nye måder at løse opgaverne på. Det er en proces, der tager tid, og som kræver fokus på, hvilke fordele der kan være ved at ændre på nogle rutiner.

 

Sæt gang i innovationen
  • Stop og og se på, hvordan I løser en opgave
  • Stil spørgsmål, så I udfordrer jer selv på løsningen
  • Giv plads til alles ideer og spørgsmål
  • Brug hinanden til at udvikle ideerne, så I når frem til den bedste løsning
  • Det tager tid at skabe en innovativ kultur, så vær tålmodig med dig selv og kollegaerne