Ny hjemmeside: Et værktøj i arbejdet med unge
Mindhelper.dk skal hjælpe unge til bedre mental sundhed. Men hjemmesiden er også et godt redskab for fagfolk, mener skolesygeplejerske.
Man kan blive klogere på alt fra eksamensnerver til sværere problemer som selvskade og depression på den nye hjemmeside Mindhelper.dk, der er blevet til i et samarbejde mellem bl.a. fire fynske kommuner og Region Syddanmark.
Siden er målrettet unge, men også fagpersoner kan få gavn af siden. Det forklarer Helle Sørensen, der er skolesygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune. For eksempel i forbindelse med de sundhedssamtaler, hun afholder med folkeskoleelever.
- Når vi snakker med dem, kan vi henvise til siden – ”prøv at kigge her, der er nogle andre unge, der skriver om lige præcis det, du fortæller om”. Det der med at mødes med andre, der har en lignende problematik, det er altså givende, forklarer hun.
I den forbindelse er det vigtigt for Helle Sørensen, at hun kan stole på den side, hun henviser til
- Jeg skal kunne stå inde for det fagligt. Siden skal være funderet i noget validt og noget, der er evidens for, mener hun.
Og det er den, fortæller projektleder for Mindhelper.dk, Jakob Mejlholm.
- Vi har to psykologer ansat til at skrive artiklerne og svare på de unges spørgsmål, forklarer han
Det faglige input gør det også muligt for undervisere på sigt at bruge siden i undervisningen, håber Jakob Mejlholm. Og det kan Helle Sørensen, der til tider også underviser klasser i forskellige sundhedsfaglige emner, godt se for sig.
- Man kunne sagtens forestille sig, at man kunne bruge siden i undervisningen. For eksempel ved jeg, at der er temaer på siden, og dem kan man så få eleverne til at gå på opdagelse i, når det er relevant i forhold til undervisningen, siger hun.
Klogere på unge
Det er dog ikke kun unge, der gennem siden kan blive klogere. Helle Sørensen mener, at hun også selv kan lære noget af sidens artikler.
- Som sundhedsfaglig kan man blive klogere ved at læse, hvad det er for nogle svar, de unge giver, hvad de spørger om, og hvad det er, der rør sig, fortæller hun.
Faaborg-Midtfyn Kommune håber ligeledes, at de kan blive klogere på de unge, fortæller Jakob Vejlø, der er chef for forebyggelse, dagtilbud og skoler i kommunen.
- Det er et af vores strategiske håb, at vi på sigt kan bruge data fra siden til at udvikle de tilbud, vi har, når vi kan se, hvad det er for nogle ting, de unge søger på, på sitet. Er det for eksempel kærestesorger eller forældreproblemer? Så kan vi målrette vores tilbud, forklarer han. Han understreger desuden, at data fra siden selvfølgelig vil blive behandlet anonymt.
Det er også en af forhåbningerne hos Mindhelper.dk, at data fra siden kan bruges konstruktivt, fortæller projektleder Jakob Mejlholm.
- Vi håber på, at det en dag bliver sådan, at hvis man for eksempel arbejder i Roskilde Kommune, så kan man se ud fra vores side, hvad det er for nogle problemer, de unge i kommunen interesserer sig for, fortæller han.
Fremtiden for siden
Jakob Mejlholm håber desuden, at siden, der lige nu kun samarbejder med fynske kommuner, i fremtiden får flere kommuner med i projektet og bliver landsdækkende.
Siden er blandt andet inspireret af den australske side Reachout.com, der ifølge Jakob Mejlholm har haft stor succes med at nå bredt ud i landet.
- Siden er et partnerskabsprojekt mellem Telepsykiatrisk Center og Syddansk Sundhedsinnovation i Region Syddanmark samt kommunerne Varde, Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Odense.
- Projektet er primært finansieret af Trygfonden.