Der er mange gode intentioner, når inventar skal cirkuleres – men uden plads og transport kan selv de bedste idéer gå i stå. Flere kommuner beskriver, hvordan manglen på et centralt eller midlertidigt lager er en af de største stopklodser. Når der ikke er et sted at samle inventaret, ender de ofte i kældre, gymnastiksale eller ude på gangen, hvor de bare står og fylder, indtil de til sidst bliver smidt ud. 

Transport er en anden udfordring, der går igen. I mange ordninger er afhentning og levering lagt ud til institutionerne selv, og det fungerer sjældent. Når det er op til den enkelte skole eller afdeling at få flyttet inventaret, sker det ofte ikke – og inventar, der kunne have været i omløb, går tabt, fordi de i sidste ende bliver hentet af skraldebilen.  

Kommuner, der har fundet løsninger, peger på, at det gør en enorm forskel at have en planlagt logistik. Nogle har faste afhentningsdage, ruter og dedikerede folk, mens andre bruger lokale pedelnetværk, som koordinerer flytningerne. Uanset modellen er erfaringen den samme: Uden styr på lager og transport bliver cirkulation tung at løfte – med det på plads kan tingene flyde næsten af sig selv. 

Det kan være svært at få opbakning til noget, man ikke kan måle effekten af. Mange kommuner fortæller, at de ikke har systemer eller rutiner til at dokumentere, hvor meget inventar der faktisk bliver cirkuleret, hvor store besparelserne er, eller hvor meget CO₂ der spares. 

Når tallene mangler, bliver det også svært at fortælle den gode historie. Uden dokumentation er der ingen synlige resultater at vise til ledelsen, politikerne eller borgerne – og dermed heller ikke et stærkt argument for at prioritere flere ressourcer til ordningen. 

Kun få kommuner har fundet løsninger, hvor registrering af kommunalt inventar er integreret i eksisterende systemer. Her giver data ikke kun overblik over, hvad der er på lager, men også mulighed for at regne på økonomiske gevinster og miljøeffekter. Det skaber et stærkt fundament for at udvikle indsatsen. 

Erfaringerne viser, at det ikke behøver være kompliceret at komme i gang. Selv enkle registreringer – fx antal møbler sat i omløb, undgåede nyindkøb eller et skøn over CO₂-besparelser – kan gøre en forskel. Det vigtigste er at begynde at måle, så indsatsen kan synliggøres og forsvares, når den skal videreudvikles og skabe motivere til at forsætte. 

I Odense Kommune ønsker man at arbejde mere systematisk med møbelcirkulation, men komplekse barrierer gør det svært at realisere potentialet. Kommunen har et lager, hvor der årligt udleveres ca. 1.200–1.500 møbler og andet inventar, men modellen er stadig ikke forankret politisk eller organisatorisk. 

Værdisætning og ejerskab skaber knuder 

Når man som kommune skal etablere et centralt genbrugscenter, så kan der være flere barrierer undervejs. Barriererne kan dække over, at det er dyrt at reparere/ upcykle, at man har forskellige decentrale kulturer og vaner, manglende it-understøttelse eller særegne kommunale regler, indenfor eksempelvis økonomistyring eller forvaltningsretten. 

Et konkret eksempel herpå, kan være, at man som kommune ikke blot kan donere eller videregive brugte møbler til borgere eller iværksættere, som ser en værdi eller ressource heri. Møbler og inventar skal grundlæggende værdisættes og altid sælges til markedspris på en fuld gennemsigtig måde. Det skaber bureaukrati og gør processen tung.

Den decentrale økonomi betyder samtidig, at institutioner tøver med at aflevere deres bedste inventar til andre institutioner, fordi de føler, at de giver noget gratis væk, som de selv har betalt for. Begge dele medfører, at man som kommune over tid ophober “passive møbler”. 

- Det er Odense Kommunes penge det hele, men når man står nede i hverdagen i børnehaven, og man har købt nogle dyre møbler for nogle år siden, så har man det altså med at gemme møblerne. Det er fjollet at give dem væk gratis, for så at købe dem dyrt igen om nogle år, fortæller Rikke Frandsen, chefkonsulent for bæredygtighed og politik. 

Tilbageholdenheden forstærkes af en kultur, hvor særligt dyrere møbler og specialmøbler holdes tilbage.

Som Rikke beskriver det:

- En skole kan have købt en særlig stol til en handicappet elev for næsten 10.000 kr. Når eleven ikke går på skolen mere, gemmes stolen væk i kælderen, for 'man ved jo aldrig, om vi får brug for den igen'.

Kommunen har overvejet incitamentsmodeller, som vouchers eller tilgodebeviser, for at gøre det mere attraktivt at aflevere inventar, men vurderer, at det er svært og tungt at implementere. Resultatet er igen, at meget godt inventar ender i depot frem for at komme i omløb. 

Manglende overblik og tung infrastruktur 

En anden barriere er, at man i Odense mangler et klart billede af, hvad der står opmagasineret på matriklerne, hvilket skaber usikkerhed om det økonomiske potentiale. 

- Vi ved ikke, hvad det er, vi har opmagasineret. Det skaber en vis usikkerhed i projektet – er der guld, eller er det bare gammelt skrammel, og vil vi reelt kunne reducere vores behov for nyindkøb, hvis vi fremadrettet bliver bedre til et genbruge det eksisterende? siger chefkonsulent Rikke Frandsen.

Logistikken samt muligheden for e-handel kan også være en barriere, og bidrage til kompleksitet.  I dag skal institutionerne skal selv hente inventar fra lageret, som kun holder åbent to timer om ugen, og der findes ingen central transport, der understøtter ordningen. En fremtidig model kræver derfor både en online platform, lagerregistrering og planlagt transport. 

Et projekt med potentiale – men uden brændstof 

Odense Kommune har lagt grundstenene til en stærk model for møbelcirkulation, men mangler for nu stadig ressourcerne samt den politiske og organisatoriske forankring, der kan få den til at køre.

Der er bred enighed på tværs af forvaltningerne om, at projektet giver mening og bør prioriteres, men så længe finansiering og politisk stillingtagen udestår, er det svært at komme videre.

- Alle vil det gerne, men ingen vil betale for det, lyder det ærligt fra en medarbejder.  

Manglen på midler betyder, at helt centrale elementer som logistik, IT-understøttelse og bemanding endnu ikke er på plads. Uden disse brikker forbliver ordningen på tegnebrættet i stedet for at blive en del af hverdagen.  

Forventningen er, at de første ressourcer tidligst kan tilføres i 2026. Indtil da står projektet stille – med et tydeligt potentiale, men uden det brændstof, der skal til for at sætte det i gang. Med den rette politiske opbakning og investering kan ordningen accelerere hurtigt og skabe både økonomiske, miljømæssige og sociale gevinster.

Regler og jura kan nemt virke uoverskuelige, når inventar skal i omløb. Mange kommuner fortæller, at de igen og igen møder de samme spørgsmål: Må vi give inventar væk? Hvordan prissætter vi brugte ting? Og hvad betyder udbudsreglerne egentlig? 

I Fremfærd arbejder vi på at få juridiske eksperter til at vurdere de problemstillinger, der knytter sig til deling af inventar. Målet er at skabe klarhed, så kommunerne kan navigere sikkert i reglerne og få aflivet eventuelle myter.