Mogens Lundsberg har fået opereret sit knæ og er i slutningen af sit genoptræningsforløb i Gladsaxe Kommune.

Han er en af de borgere, som bruger en teknologi, hvor han med sensorer på kroppen og en app på sin smartphone bliver instrueret i øvelser, han skal udføre.

- Jeg synes, det fungerer rigtig godt, og det er befriende, at jeg kan træne hjemme, når jeg har tid og lyst, siger Mogens Lundsberg på 59 år.

Borgeren får mere ansvar for egen træning

En gang om ugen møder Mogens Lundsberg op til holdtræning, hvor han også kan tale med en fysioterapeut om sin udvikling - for terapeuterne følger nemlig med i, hvor meget Mogens træner derhjemme med sensoren på.

- Jeg føler, at man får noget af ansvaret lagt over på sine egne skuldre. Det er motiverende, at man ved, at fysioterapeuterne følger med i, om man får lavet sine øvelser, siger Mogens Lundsberg.

Med sensorerne på knæet træner Mogens hver dag.

Borgerne er glade for sensorer

Tilbagemeldingen fra mange af de andre borgere, som har været igennem et træningsforløb med sensor-teknologien er også positive, fortæller tovholder på sensor-træning og fysioterapeut Inge Bohn Bidstrup.

- Vi oplever, at borgerne er glade for, at de kan træne derhjemme, da det er fleksibelt for dem. De er også meget motiverede af, at vi kan følge med på sidelinjen, men samtidig er det også et stort ansvar, vi giver borgerne for deres egen træning, siger hun.

Fysioterapeut Inge Bohn Bidstrup

Fysioterapeuternes nye rolle

Mens borgerne er glade for, at fysioterapeuterne kigger dem over skuldren, så er terapeuterne ikke helt så begejstrede, fortæller Inge Bohn Bidstrup.

- Vi kan godt have det lidt svært med den her overvåger-rolle. Særligt i slutningen af forløbene, for der skal borgerne gerne være nået til et punkt, hvor de selv kan varetage deres træning og ikke være afhængige af vores overvågning for at få trænet, siger hun.

Teknologiens indtog i terapeuternes hverdag har betydet, at de har skullet vænne sig til en ny rolle.

- Vi er traditionelt vant til at være trænere og være meget centrale i forløbene, og nu træder vi et skridt tilbage og får mere en vejledende rolle, og det skal vi lige lære at være i, siger Inge Bohn Bidstrup.

På den anden side ser hun også en fordel i teknologiens muligheder.

- Det passer rigtig godt ind i alle de ting, vi laver med rehabilitering, hvor vi prøver at gøre folk så selvstændige som muligt, siger hun.

Afgiver faglighed til teknologien

Det er særligt kvaliteten af træningen med sensoren, som fysioterapeuterne bekymrer sig for, fordi de ikke er lige så tæt på borgerens forløb som på de traditionelle hold.

- Når vi giver borgerne teknologi, så har det lidt en karakter af at være en erstatning for os, og vi er lidt kritiske over for, om teknologien retter og korrigerer deres træning godt nok, siger Inge Bohn Bidstrup.

Hun oplever, at terapeuterne skal give noget af styringen fra sig og samtidig have meget tillid til, at teknologien kan overtage dele af det, som de tidligere selv har stået for.

Og den nye arbejdsform har været svær at vænne sig til for en del af terapeuterne, fortæller daglig leder Kasper Høgh.

- Jeg oplever, at terapeuterne skal overvinde en fornemmelse af at aflevere sin faglighed og sin professionalisme til en teknologisk vikar, som man er nødt til at tro på, giver noget igen, siger Kasper Høgh.

Læs også: Fem svar om teknologi i genoptræning: Vi kan nå flere målgrupper

Feedback uden mange nuancer

Sensorerne registrerer, hvordan borgeren udfører en øvelse, og hvis den ikke laves korrekt, så korrigerer en stemme.

Og det kan umiddelbart lyde meget godt, men det er en meget sort-hvid feedback uden så mange nuancer, mener fysioterapeuterne.

- I en almindelig træningssituation ville vi kunne foreslå en anden øvelse, hvis en bestemt øvelse er for svær at lave korrekt. Vi risikerer, at nogle overtræner, fordi de gerne vil gøre det godt og tager det, som stemmen siger, meget bogstaveligt, lyder det fra Inge Bohn Bidstrup.

De gør derfor meget ud af at tale øvelser og teknologien godt igennem med deltagerne både inden og under forløbene.

80 procent korrekthed er bedre end ingen træning

Bekymringen for kvaliteten af træningen forsøger man at vende til noget mere positivt, fortæller daglig leder Kasper Høgh.

- Når terapeuterne ser den sundhedspædagogiske værdi i at lade borgerne træne derhjemme, også selv om de måske kun træner med 80 procents korrekthed, så ligger værdien i, at borgeren fik bevæget kroppen og trænet den dag, siger han.

For bruger Mogens Lundsberg fungerer det fint, at han bliver rettet, hvis øvelsen ikke sidder lige i skabet.

- Hvis jeg eksempelvis i en bækkenøvelse ikke bøjer knæet godt nok, så får jeg det at vide, og det er en god rettesnor for, hvordan jeg skal lave øvelserne. Det virker godt for mig, siger han.

Daglig leder Kasper Høgh

Empowerment til borgerne

For daglig leder Kasper Høgh, som selv er uddannet ergoterapeut, ligger værdien af at bruge teknologien også i at styrke borgernes muligheder for selv at gøre noget aktivt på den lange bane.

- Det drejer sig ikke kun om at træne og nå en vis kvalitet i træningen, men også om at skabe noget patient-empowerment, hvor vi får vist borgerne, at træning godt kan foregå derhjemme og ikke behøver at være i et center, siger han.

Han håber også, at teknologien, som flere og flere ældre viser interesse for at bruge, kan få en forebyggende effekt og tage noget af det fremtidige pres, der ligger på de offentlige ydelser.

- Hvis vi kan få vakt borgernes interesse og smag for at bruge teknologien i forlængelse af forløbet, så kan vi løfte deres generelle aktivitetsniveau og dermed udskyde den næste gang, de har behov for vores hjælp, siger han.

Teknologien kan drille

I de år, hvor Gladsaxe har benyttet sensor-teknologien i genoptræningen, har der været en del tekniske udfordringer med udstyret. Og det presser fysioterapeuternes tålmodighed og tillid til systemet, erkender daglig leder Kasper Høgh.

- Når vi har tekniske udfordringer, bliver terapeuterne irriterede over at skulle præsentere noget, som de er usikre på virker, siger han.

Selv om de tekniske problemer er blevet færre, kan de stadig opstå, og det kan stresse, fordi terapeuterne aldrig ved, hvornår teknikken driller, fortæller Inge Bohn Bidstrup.

- Fra at have forstand på træning skal vi også have forstand på telefoner, apps, batterier, knapper og udskiftning af dimser, siger hun.

Mogens er motiveret af at følge sine data

Selv om teknikken kan drille og stemmen i appen kan være lidt irriterende at høre på, er Mogens Lundsberg rigtig godt tilfreds med, at han har fået mulighed for at træne med sensor-teknologien.

Han sætter særlig pris på, at al den træning, han laver hjemme på stuegulvet, bliver registreret i et skema, så han kan følge sin egen udvikling.

- Det er rart at følge med i, at man forbedrer sig. Fra at kunne bøje knæet i 90 grader, så kan man pludselig bøje i 120 grader, og det giver en tilfredshed, siger Mogens Lundsberg.

Fysioterapeut Inge Bohn Bidstrup og Mogens Lundsberg kigger sammen på data over Mogens' træning.