En mere fri og åben voksenkontakt er afgørende, hvis anbragte børn skal trives og klare sig bedre i skolen. Men for mange lærere og pædagoger er det nyt at skulle snakke helt åbent med børnene – uden en dagsorden eller en handlingsplan, der skal udfyldes.

Sådan siger Inger Winther Johannsen, partner i PD Academy og initiativtager til et projekt, der skal hjælpe anbragte børn til bedre trivsel og skolegang.

- Det kræver mod fra den voksnes side at turde gå derhen, hvor børnene gerne vil og f.eks. spørge: Hvorfor siger du det? Kan du uddybe det? Hvorfor er det svært for dig at gå i skole? Hvor man virkelig følger børnene hele vejen, siger hun.

Tradition for vejledning

Pædagoger og lærere er opdraget i en mere coachende ånd, hvor man som voksen skal vejlede børnene, påpeger Inger Winther Johannsen.

- Pædagoger og lærere er trænet i at have de vejledende samtaler, hvor man får indsigt omkring sig selv og bliver inspireret til at træffe nogle klogere valg. Derfor er det kommet bag på dem, hvor svært det er give helt slip på, hvad de selv tænker er rigtigt for barnet, siger hun.

Inger Winther Johannsen understreger, at den mere vejledende samtale bestemt har sin berettigelse, fordi barnet lærer at tænke i fordele og ulemper og kan reflektere over egen situation. Men nogle gange har barnet bare brug for en voksen, der kan lytte.

Hvordan bliver en dårlig dag god?

Projekt ”Styrket Indsats” er et toårigt projekt støttet af Egmont Fonden. Projektet har deltagelse af 14 kommunale og private døgntilbud landet over. Målet er, at markant flere børn og unge skal gennemføre folkeskolens afgangsprøve og komme i gang med en ungdomsuddannelse.

Som det er i dag har 40 procent af alle anbragte børn i alderen 16-17 år ikke taget folkeskolens afgangsprøve, og kun 30 procent har taget en ungdomsuddannelse som 25-årig.

En af metoderne til at opnå større indsigt og viden på området er interviews med de unge. Hvornår lykkes de? Hvornår trives de på trods af alle udfordringerne? Og hvad oplever de egentlig selv som deres største udfordringer?

Igen er det vigtigt, hvordan man spørger ind til de unge. I stedet for at sige: Hvad skal der til for, at du har det godt? Kan man spørge mere bagudrettet – efter deres erfaringer: ”Har du nogensinde prøvet, at en dårlig dag blev god? forklarer Inger Winther Johannsen.

LÆS OGSÅ Børnepanel: Sådan inddrages børn i problemløsningen

Det kan være, at de unge går i stå i samtalen eller ikke ved, hvad de skal svare. Det gør ikke noget.

- I stedet for at hjælpe dem på vej og sige: Tænker du på det her? Kan man åbne spørgsmålet mere op og sige: Kan du nogensinde huske, at det var sjovt at gå i skole? siger Inger Winther Johannsen.

Ensomme og udenfor

Projektet har været i gang i et år og slutter næste sommer. I løbet af det første år er der blevet gennemført flere end 130 interviews med børn og unge, forældre, lærere og pædagoger.

Der tegner sig et billede af en gruppe børn og unge, der står med store og komplekse udfordringer. Hyppige skoleskift, stort fravær i timerne, manglende inklusion, mobning og lavt selvværd er blot nogle af dem. Derfor findes der ingen lette løsninger, siger projektets anden initiativtager, Ahmet Günes.

- Et af de største problemer er, at de unge føler sig uden for fællesskabet. De føler sig anderledes og enormt ensomme. De føler ikke, at de kan dele deres tanker og følelser med andre, eller at andre forstår dem, siger han.

Netop derfor er det så vigtigt at skabe en fælles forståelsesramme for anbragte børns behov blandt de professionelle fagpersoner, mener han.

- Hvis vi ikke forstår dybden af de udfordringer, der er, men for hurtigt går i ”løsningsmode”, hver gang de opstår, så arbejder vi med symptomerne og ikke årsagerne, siger Ahmet Günes, der er social iværksætter og indehaver af Günes & Co.

De voksne skal blive ved med at spørge ind til sagens kerne. For hvert spørgsmål kommer man et lag dybere i forståelsen af barnet, siger Inger Winther Johannsen.

- Det er en måde at turde holde fast, der kan virke ret grænseoverskridende, siger hun.

Den autentiske voksne

Ahmet Günes understreger den enorme betydning, det har, at barnet er omgivet af voksne, der rækker ud - selv i pressede situationer.

- Det kan være, at den voksne skal til p-møde men kan se, at barnet har det dårligt. Derfor siger den voksne: Lige nu snakker jeg med dig, og så er jeg ligeglad med det p-møde. Det er i sådanne situationer, at barnet mærker, at den voksne vil dem, siger Ahmet Günes.

Han fortæller, at de 14 institutioner har hver deres problemstillinger, som de arbejder med, og at pædagoger og ledere fra de 14 tilbud selv har gennemført de mange observationer og interviews.

Det har været en øjenåbner.

- Mange er blevet overraskede og sagt til barnet: Oplever du virkelig verden sådan? Nogle er også overraskede over, at de unge er i stand til at reflektere så meget over deres eget liv.

Fokus på anerkendelse

De positive praksisser, man har fundet frem til på de enkelte institutioner, har resulteret i nogle koncepter, der nu skal afprøves i løbet af det næste års tid.

Det kan være mere anerkendende samtaler, øget forældre- og skolesamarbejde. Selv små ting tæller. På et tilbud har man fundet ud af, at det virker godt at spørge barnet: Hvad har været godt i skolen i dag? I stedet for: Hvad har du lavet i skolen i dag?

Andre steder eksperimenterer man med dagsordenfri-samtaler. Det kan være, at barn og pædagog minimum en gang om ugen skal gå en tur sammen.

- Hvor der er tid og plads til, at pædagogen helt åbent kan spørge: Hvordan har du det? Eller Hvordan går det egentlig med skolen? Og ikke skulle følge op på en handleplan eller have styr på, hvorfor barnet ikke har lavet sin matematikopgave eller igen har været oppe at slås, siger Inger Winther Johannsen.

Til august mødes lederne for de 14 døgntilbud med projektgruppen, for det er også nyt for lederne at være i en samskabende proces, hvor de og deres medarbejdere ikke har svarene og er eksperter, men mere har en faciliterende rolle forklarer de to projektledere.