SPARK bliver for første gang afholdt 11. april 2016

Det psykiske arbejdsmiljø får et SPARK fremad

Et godt psykisk arbejdsmiljø er vigtigt for, at vi kan løse den kommunale velfærdsopgave, lyder det fra KL og Forhandlingsfællesskabet, som i dag skyder gang i et samarbejde for at styrke indsatsen.

Af SPARK 11/04/2016

Vi befinder os i en tid med mange forandringer og reformer i kommunerne. Det stiller store krav til lederne og medarbejderne, og det udfordrer det psykiske arbejdsmiljø.

Et godt psykisk arbejdsmiljø bliver skabt på arbejdspladserne i tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledere og medarbejdere og medarbejdere imellem. Og et godt psykisk arbejdsmiljø er en vigtig brik til, at kommunernes ledere og medarbejdere kan løse kerneopgaven optimalt til gavn for borgerne.

Som en del af overenskomstforliget for 2015 aftalte Forhandlingsfællesskabet og KL at igangsætte et fælles fokus på at understøtte de kommunale arbejdspladsers arbejde for et godt psykisk arbejdsmiljø. Initiativet hedder SPARK – ”Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne - parternes støtte til lokal dialog og handling”.

Samarbejdet skydes i gang i dag ved en stor konference i Vejle. Her præsenterer parterne formål og baggrund for SPARK, herunder hvordan SPARK kan støtte arbejdspladserne.

Desuden vil der være en række spændende og konkrete oplæg om, hvordan man kan arbejde med psykisk arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads.

- Det pres, som den enkelte medarbejder kan opleve i hverdagen, er noget, vi arbejder med – og skal arbejde med – at håndtere. Det handler naturligvis i høj grad om god ledelse – ledelse, der kan sætte rammer og håndtere dialog. Men det handler fx også om godt kollegaskab og om, at ledelsen og medarbejderne arbejder med at sætte mål for arbejdet. Og det handler om, at man arbejder med at bruge fagligheden til at sætte rammer og grænser for arbejdet, siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og forsætter:

- Med SPARK sætter vi fokus på det samarbejde, der allerede er på arbejdspladserne. Vi skal understøtte og udvikle de lokale kompetencer. En helt grundlæggende præmis for SPARK er således, at det psykiske arbejdsmiljø skal forbedres i sammenhæng med kerneopgaven. Arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø skal ske med udgangspunkt i opgaveløsningen.

Forhandlingsfællesskabets formand, Anders Bondo Christensen, siger:

- Vi er enige om, at lokal dialog er afgørende, hvis der er udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø. SPARK er en del af denne indsats. Vi ved, at de ansattes motivation og produktivitet hænger proportionalt sammen med oplevelsen af det psykiske arbejdsmiljø. Og vi kan konstatere, at forandringspresset i form af bl.a. omstruktureringer og nedskæringer påvirker det psykiske arbejdsmiljø negativt. Som parter kan vi ikke fjerne forandringspresset, men vi kan have fokus på, at forandringerne gennemføres på en måde, hvor der tages ansvar for det psykiske arbejdsmiljø. Forandringer som giver mening på arbejdspladserne, for de ansatte og for borgerne er mindre belastende. Indsatsen for et godt psykisk arbejdsmiljø er helt afgørende for udviklingen af attraktive arbejdspladser.

 

Pressemeddelelse om SPARK-konferencen