Robotten Trille aflaster plejepersonale for tunge løft og lange gåture

På et plejecenter i Gladsaxe Kommune kører transportrobotten Trille rundt med beboernes vasketøj, så plejepersonalet ikke skal bruge tid og kræfter på bære det frem og tilbage fra vaskeriet.

Af Bettine Romme Andersen 11/12/2019

For tre år siden fik rengøringstekniker Susanne Frandsen på plejecenter Møllegården i Gladsaxe Kommune en ny kollega. Kollegaen hedder Trille og er en transportrobot.

Robottens funktion er at køre beboernes vasketøj over til vaskeriet, som ligger i en anden bygning og tilbage igen, når Susanne Frandsen har vasket og tumlet det.

Trille kan transportere 100 kilo vasketøj ad gangen og kører frem og tilbage mellem vaskeriet og beboerafdelingen to gange om dagen. Om natten står den i sin opladerstation i kælderen, fortæller Susanne Frandsen.

- Når jeg møder om morgenen, går jeg ned i kælderen og tjekker, at der ligger poser med vasketøj i Trille, som aftenvagten har lagt i. Derefter sender jeg hende op til vaskeriet i stuen, så jeg kan gå i gang med at vaske tøjet, siger hun.

Trille tager selv elevatoren

Trille er en såkaldt transport- eller logistikrobot, som fungerer ved at køre efter fastelagte ruter, som den er programmeret til. Den tager sågar selv elevatoren, når den skal mellem vaskeriet og beboerafsnittet.

- Den har sit eget trådløse netværk, som den bruger til at overtage elevatoren, når den skal op og ned, fortæller souschef på Møllegården, Lisbeth Graff Thøger.

Trille tager slæbet

Det var et arbejdsmiljøhensyn, der var baggrunden for at indføre Trille, fordi plejepersonalet løftede og bar på meget vasketøj hver dag.

- Personalet havde sækkevogne, som de kunne bruge til at køre vasketøjet over til vaskeriet, men vi så igen og igen, at de tog den ”nemme” løsning med lige at slæbe det under armen, og i det lange løb er det ikke en god løsning for deres rygge, siger Lisbeth Graff Thøger.

Nu står Trille to timer på afdelingen to gange om dagen, og så kan plejepersonalet lægge vasketøjet i uden at skulle den lange vej over til vaskeriet. På den måde sparer personalet både tid og undgår tunge slæb og løft.

Nye opgaver i vaskeriet

Med Trille i huset har rengøringstekniker Susanne Frandsen i vaskeriet til gengæld fået nye opgaver. For det er hende, som er blevet superbruger af robotten og har mest med den at gøre.

- Der er jo sket en opgaveglidning fra plejepersonalet og til vaskeriet, fordi arbejdsgangene er ændret, siger souschef Lisbeth Graff Thøger. Og det har Susanne Frandsen det helt fint med.

- Trille er blevet en del af hverdagen og et redskab, jeg har vænnet mig til. Hun sparer både mig og plejepersonalet for tunge løft, så jeg tænker ikke så meget over, at jeg har en kollega, som er en robot, lyder det.

Ny teknologi har børnesygdomme

I begyndelsen var der dog en del udfordringer med at indføre ny teknologi som Trille:

- Hun har en helt fastlagt rute og kan stoppe op uden at komme videre, hvis der står ting i vejen. Så alle har skullet vænne sig til ikke at sætte ting på Trilles rute, siger Susanne Frandsen.

Men det er selvfølgelig vigtigt, at Trille ikke bare kører ind i ting eller beboere. Derfor er den programmeret til at styre uden om en forhindring, hvis der er plads - ellers stopper den.

Derudover har der været udfordringer med det trådløse netværk, for hvis det 'falder af', går Trille i stå. Robotten har sågar siddet fast i elevatoren.

Men nu er børnesygdommene ryddet af vejen, og Trille triller stort set uden problemer, og beboerne er også helt trygge ved Trille, lyder det fra souschefen.

Er du interesseret i flere artikler som denne?

Viden På Tværs samler de gode erfaringer fra kommunerne.
Tilmeld dig det nyhedsbrev, som passer til dit arbejdsområde, og få viden om nye indsatser, erfaringer fra den virkelige verden og gratis værktøjer.

Om Trille
Transportrobotten Trille i Gladsaxe
  • Trille er en dansk udviklet robot, kaldet Mir100.
  • Den kan transportere op til 100 kilo.
  • Trille har sin base i kælderen på Møllegården, hvor den selv kører til opladning.
  • Den har sit eget trådløse netværk, som den blandt andet bruger til at ”overtage” elevatoren, når den kører mellem kælderen og stueetagen på plejecenteret.
  • Robotten kan tjene sig selv hjem på 17-34 måneder afhængigt af, hvor meget den anvendes.