Lisbeth Sørensen er en garvet social- og sundhedshjælper. Hun har arbejdet i hjemmeplejen på Amager i over 30 år og blev for syv år siden uddannet demensvejleder. Og det er hun glad for.

Men vejlederrollen ligger ikke altid til højrebenet, for det kan godt være følsomt at rådgive kollegerne.

- Nogle opfatter dig måske som bedrevidende og tænker, at man ikke skal vise dem noget. Men man kan altid lære noget i det her fag - også os, der har været i det i 40 år. Når du arbejder med mennesker, bliver du aldrig færdiguddannet, siger Lisbeth Sørensen.

Vi skal ud over rampen med det, vi lærer

For at styrke vejlederrollen har hun og hendes demensvejlederkolleger været igennem et kompetenceudviklingsforløb i samarbejde med Københavns Professionshøjskole. For Lisbeth Sørensen er det vigtigt, at kompetenceudviklingen ligger tæt på praksis i hverdagen.

- Vi er nødt til at kunne bruge det, vi lærer. Vi skal ud over rampen med det med det samme. Det skal være jordnært og brugbart – og det har det også været, siger Lisbeth Sørensen.

LÆS OGSÅ: Kompetenceudvikling på demensområdet: Træning af roller gør vejledning nemmere

En del af kompetenceudviklingen var kommunikativ simulationstræning, som er en slags rolletræning, hvor man øver sig på forskellige svære situationer.

Det kræver øvelse og træning

Lisbeth Sørensen syntes, det var lærerigt at prøve at træne nogle af de vanskelige situationer igennem med kollegerne og give hinanden feedback.

- Det var rigtigt godt, men det er også svært at give kritik til kollegerne. Heldigvis bliver det jo bedre med øvelsen.

Hun oplever, at nogle af demensvejledere har det lidt svært med at stille sig op foran andre.

- Mange er meget ydmyge og vil helst ikke stille sig op og skinne, selvom de jo har en kostbar viden, forklarer Lisbeth Sørensen.

Demens må ikke drukne i andre dagsordner

At være demensvejleder er ikke altid nemt. Også fordi demens nogle gange kan drukne i alle de andre dagsordner, der også er på ældreområdet.

- Det kan være svært at være demensvejleder, for man har jo kolleger, der også er optaget af alt muligt andet, som også er vigtigt i forhold til borgerne – ensomhed, ernæring og andre sygdomme, forklarer hun.

Og midt i alt det, insisterer Lisbeth Sørensen og hendes demensvejlederkolleger på at dele deres viden om demens, og hvordan man bedst muligt hjælper borgere med demens.

- Mennesker med demens er fx meget afhængige af hjælp til struktur i deres hverdag. Det er virkelig vigtigt, siger hun.