Peter Hasle fortæller om de typiske misforståelser om kerneopgaven han møder

Forsker: Tre typiske misforståelser om kerneopgaven

Jo flere, der taler om ”kerneopgaven”, jo vigtigere er det at definere fænomenet præcist. Professor Peter Hasle korrigerer her tre misforståelser, han ofte møder i diskussionen om kommunernes nye nøglebegreb.

Af Fremfærd 18/02/2015

”Kerneopgaven er den overordnede opgave, en given organisatorisk enhed har for at skabe værdi for borgerne.”

Sådan lyder i kort form professor på Aalborg Universitet Peter Hasles foretrukne definition, som han især fremhæver to vigtige pointer i:

– For det første flytter den fokus fra det, kommunens medarbejdere laver, til effekten af deres indsats. For det andet løfter den formålet med indsatsen fri af den enkelte faggruppes bidrag og sætter fokus på, hvordan alle faggrupper indgår i løsningen af én overordnet fælles opgave.

Som eksempel nævner han folkeskolen, hvor lærernes undervisning blot er ét – meget vigtigt – bidrag til den fælles opgave, der fx kunne være ”at maksimere børns muligheder for læring”. En opgave, som også pædagoger, skolepsykolog, teknisk og administrativt personale m.fl. har hver deres aktier i.

Peter Hasle støder ofte ind i tre misforståelser, som kan afspore dialogen om en udvikling, som han grundlæggende finder fornuftig og nødvendig. 

LÆS OGSÅ: Fire spørgsmål, der sætter kerneopgaven på dagsordenen

1. Kerneopgaven er meget abstrakt

Jo højere oppe i en organisation, kerneopgaven bliver formuleret, jo mere abstrakt kommer den ofte til at lyde. At en hel kommunes kerneopgave fx er ”at skabe gode livsvilkår for borgere og virksomheder”, kommer næppe bag på nogen. Men ifølge Peter Hasle ligger begrebets værdi i, at det kan og skal formuleres på mange forskellige niveauer og på den måde gøres meget mere konkret og relevant:

– En kommunal forvaltning kan konkretisere kerneopgaven for hele børn og unge-området. Hver skole kan så give sin fortolkning af, hvordan de vil leve op til det. Dernæst kan de enkelte enheder på skolen drøfte, hvordan de kan indgå i helheden. Ja, helt ned til det enkelte team og de enkelte medarbejdere giver det mening at forholde sig til, hvordan man selv bidrager til kerneopgaven på et højere niveau.

2. Politikerne har allerede defineret kerneopgaven

Nogle peger på, at kerneopgaven allerede er fastlagt i lovgivningen eller i lokale politiske beslutninger. At folkeskolelovens formålsparagraf fx udmærket forklarer, hvilken værdi skolen skal skabe for eleverne og samfundet. Men det er ifølge Peter Hasle højst en halv sandhed – snarere en tredjedel:

– Vi skelner mellem den formelle kerneopgave, som politikerne definerer, den udførte kerneopgave, som medarbejderne leverer, og så den kerneopgave, borgerne oplever. De tre vil aldrig være helt sammenfaldende – heldigvis. For politikerne har slet ikke den nødvendige viden til at definere, hvad der giver mest mening helt tæt på hverdagen.

Der bør efter hans mening være et betydeligt lokalt råderum til at konkretisere kerneopgaven – inden for lovens ofte ret brede formuleringer. 

– Medarbejderne vil gerne kunne spejle sig i deres egen kerneopgave og ikke bare ses som en del af en grå masse af offentligt ansatte, der alle opfylder samme centralt fastlagte mål,
siger Peter Hasle.

3. Det handler om at sætte den enkelte borger i centrum

Når definitionen så tydeligt nævner ”værdi for borgerne”, er det nærliggende at tro, at den enkelte borger, bruger eller patient så vidt muligt skal have opfyldt sine ønsker og behov. Men det vil ifølge Peter Hasle være en grov forsimpling af både borgerbegrebet og kommunens rolle: 

– Kommunen er ikke kun en serviceleverandør, men repræsenterer også et demokratisk fællesskab. Som myndighed er den i mange tilfælde forpligtet til at stille krav til og sætte grænser for den enkelte borgers valg. Den skal blandt andet håndhæve samfundets vedtagne regler og holde hus med de afsatte ressourcer, siger han.

Og selv i de tilfælde, hvor myndighedsrollen er minimal, indebærer kerneopgavetænkningen ikke, at den enkelte borger altid blot ”skal have sin vilje”. 

– Tænkningen flugter godt med den markante politiske diskurs, at borgerne skal inddrages mere i velfærdsproduktionen. Men det betyder ikke, at medarbejdere skal se bort fra deres faglige ekspertise om fx sundhed eller pædagogik. Men ved at lytte til og forstå borgernes perspektiv kan medarbejderne ofte i hverdagens situationer finde det rette koblingspunkt mellem ”det fagligt rigtige” og borgernes forventninger, forklarer Peter Hasle.

Om Fremfærd og formål

Denne artikel er venligst udlånt af Fremfærd og stammer fra Magasinet Fremfærd.

Se og download hele magasinet her.

Læs også: Direktør: Der er brug for en selvtillidsreform

Fremfærd blev etableret som en del af overenskomstfornyelsen 1. april 2013. Samarbejdet fik arbejdstitlen Partssamarbejde om Udvikling af Kerneydelsen og blev senere omdøbt til Fremfærd.

Samarbejdet, der er aftalt mellem KL og KTO, har også deltagelse af Sundhedskartellet. 

Formål

Fremfærds erklærede formål er ”at fokusere samarbejdet om at udvikle de kommunale kerneopgaver og effektiv opgaveløsning ved bl.a. at arbejde med:

  • at styrke kvalitet og faglighed herunder strategisk kompetenceudvikling
  • at fremme tillid, trivsel og et godt 
psykisk arbejdsmiljø i arbejdet med 
kerneopgaven
  • at udvikle innovationskraft
  • måleredskaber og evalueringskulturer
  • at fremme godt lederskab
  • at sætte borgeren i centrum
  • at udvikle medarbejdernes indflydelse 
på eget arbejde.” 

Læs mere om Fremfærd på fremfaerd.dk