Sådan skriver du gode mails

Tjek mailen, før du trykker send

En mail er hurtigt skrevet, men husk lige at tjekke den, før du sender den afsted.

Af Tine Rosenkilde 01/06/2013

Med dårlige e-mails spilder du både din egen og modtagerens tid og energi. Læs her, hvad du skal huske at tjekke, før du trykker send.  

1. Har jeg skrevet det vigtigste først?

Kom til sagen med det samme. Skriv den væsentlige information først og gør teksten så kort og præcis som muligt. Husk også en klar tekst i emnefeltet.

2. Er teksten overskuelig og læsevenlig?

Brug en læsevenlig skrifttype og marker eventuelt de vigtigste informationer. Du kan også bruge punktopstilling og hjælpe modtageren med at få overblik over teksten.

3. Er jeg høflig?

Husk at være høflig, så du undgår misforståelser. Hvis du begynder og slutter høfligt, bliver den resterende tekst ofte også opfattet som høflig.

4. Har jeg opfordret til handling?

Skriv altid en klar handlingsanvisning. Så ved modtageren præcist, hvad han eller hun skal gøre, når mailen er læst.

5. Har jeg læst korrektur?

Aktivér din stavekontrol, hvis du ikke allerede har gjort det, og tjek teksten igennem for stave- og slåfejl.

Og overvej altid, om du burde ringe i stedet. I telefonen kan man høre tonefaldet og derfor lettere undgå eventuelle misforståelser.

Få flere god tips fra Bro Kommunikation

Morten Münster fra Bro Kommunikation giver flere tips til at skrive gode mails på bloggen Bro Blog.