rødovre

Rødovre har sat ansigter på fremtidens velfærd

Rødovre Kommune og Mandag Morgen har udgivet en lille bog med portrætter af medarbejdere, der er trådt ud i nye roller og bruger deres kompetencer til fremtidens velfærd.

Af Mia Dalby Larsen 25/08/2015

En medarbejder gør affald til en fælles sag for medarbejdere og borgere. En anden tager skoleeleverne med ud til byggelegepladsen og underviser sammen med pædagoger derfra. En tredje hjælper ældre borgere med at få den dagligdag, de selv ønsker. Fælles for dem er, at de hver især bringer andre kompetencer i spil, end de har gjort tidligere. 

Fremtidens velfærd har mange ansigter, og Rødovre Kommune har i samarbejde med Mandag Morgen i en ny lille bog tegnet en række portrætter af medarbejdere i kommunen, som allerede er i gang med at påtage sig nye roller og måder at arbejde på. 

Publikationen tager udgangspunkt i tre nye medarbejderroller, som tidligere er defineret i et projekt mellem Mandag Morgen og deltagere fra en række kommuner og organisationer. Rollerne er Ressourcefinderen, Oversætteren og Medbyggeren (Læs mere om nye medarbejderroller her). Rollerne går på tværs af fag og sektor, og I Rødovre bliver de brugt til at beskrive nogle af de nye opgaver og kompetencer, men har brug for i velfærdskommunen. 

- Målet er ikke at finde et 1:1-forhold mellem en rolle og en medarbejder. Tværtimod skal de ses som tre forskellige, men sammnhængende rammer, man kan bygge sit arbejde op omkring, forklarer HR-konsulent Lotte Bæk Kildegaard i publikationen.

Baggrunden for Rødovre Kommunes arbejde med nye roller er en strategi, der hedder ' Sammen om Rødovre', som blandt andet lægger vægt på en bred vifte af temaer. Det er en langvarig forandringsproces, hvor medarbejdernes nye roller blot er et element. 

- Når vi har taget fat i en række af temaer - fra fællesskab og frivillighed til medborgerskab og borgerinddragelse -er det netop fordi vi ved, at vi skal hele vejen rundt. Forandringern af velfærden kan ikke komme et sted fra, men skal bakkes op på alle niveauer, siger kommunaldirektør Per Ullerichs i publikationen. 

Læs mere om baggrunden for Rødovre Kommunes projekt i artiklen her.

Tre nye roller i Rødovre Kommune

Ny velfærd kræver nye kompetencer og nye måder at tænke opgaven på, lyder det i Rødovre Kommune.

I publikationen nederst på denne side, sætter kommunen ord på, hvordan fremtidens
medarbejdere ser ud hos dem og hvad, det kræver. 


Gennem ni portrætter kan du møde eksempler på:
• Ressourcefinderen
• Oversætteren
• Medbyggeren

Læs mere om de nye medarbejderroller her: Tre bud på nye medarbejderroller

Læs portrætterne

Du kan læse og downloade portrætterne fra Rødovre Kommune hos Mandag Morgen