Kerneopgaven er en særlig måde at gå til opgaveløsningen på. Et særligt perspektiv. Det er hovedbudskabet i hæftet 'Kerneopgaven i hverdagen' fra Fremfærd, som kan downloades til højre i denne artikel.

Begrebet hjælper med at stille skarpt på, hvad borgerne får ud af indsatsen og retter fokus mod både relationer mellem kommune og borger og mellem de faggrupper, der skal samarbejde om opgaverne.

I praksis kan man også bruge begrebet til at indtænke borgernes ressourcer, navigere i forandringer og koble god trivsel til opgaveløsningen.

Definition af kerneopgaven

Hæftet henvender sig til ledere og medarbejdere, der ønsker et fælles afsæt for deres arbejde med kerneopgaven. Det gælder om løbende at udvikle arbejdspladsens kultur gennem en dialog om opgaverne, som både er strategisk og meget tæt på det daglige arbejde. 

'Kerneopgaven i hverdagen'  bygger på en grundig undersøgelse af kerneopgavebegrebet gennemført af en forsker- og konsulentgruppe fra Aalborg Universitet og TeamArbejdsliv, og kerneopgaven defineres som:

Den kommunale enheds grundlæggende opgave med at skabe langsigtede effekter i form af værdi for den enkelte boger og/eller for samfundet.

Der er tre vigtige udfordringer gemt i denne definition:

For det første at skifte fokus fra, hvilken ydelse enheden producerer og leverer, til den langsigtede effekt af indsatsen. For det andet at ændre relationen mellem kommune og borger, så borgeren går fra at være passiv modtager til selv at bidrage til opgaveløsningen.

Og for det tredje at bløde de interne grænser op mellem enheder og faggrupper, der skal levere det samlede resultat, sådan at selv faggrupper, som måske ikke er helt tætte på borgeren, alligevel kan levere vigtige bidrag til kerneopgaven.

Kerneopgaven i praksis

Publikationen giver også fem bud på, hvordan man bruger kerneopgaveperspektivet i praksis:

At konkretisere de fælles mål: En arbejdsplads er defineret ved den hovedopgave, de ansatte skal løse sammen. Det er vigtigt for oplevelsen af mening og trivsel i jobbet, at formålet er tydeligt for den enkelte. Arbejdet med det fælles mål kan blotlægge faglige og etiske dilemmaer, hvilket er en styrke ved kerneopgaveperspektivet.

At indtænke borgernes behov og ressourcer: Kerneopgaven handler om at skabe værdi for borgerne, og det kobles ofte sammen med ideen om mere aktivt og selvhjulne borgere, hvor man ikke kun skaber værdi for borgeren men sammen med borgeren. På den måde åbner arbejdet med kerneopgaven op for det, der ofte kaldes samskabelse af velfærd, hvor borgernes ressourcer inddrages i opgaveløsningen.

At navigere i forandringer: Forandringer er nærmest blevet en permanent tilstand på mange kommunale arbejdspladser. Kerneopgaveperspektivet kan være et godt kompas i en forandringsproces. En veldefineret kerneopgave giver ikke nødvendigvis svaret på, hvordan en konkret forandring skal gennemføres. Men har ledere og medarbejdere diskuteret kerneopgaven godt igennem, har arbejdspladsen et fælles fikspunkt at navigere efter, der giver mening for både ledelse, medarbejdere og brugere.

At understøtte og udfordre stærke professioner: Traditionelt har professioners faglighed været styrende for opgaveløsningen i den forstand, at én eller få faggrupper inden for lovens rammer har defineret normerne for god opgaveløsning. Arbejdet med kerneopgaven udfordrer dette. Der findes få kerneopgaver, som én faggruppe kan løse alene. Dermed bliver det vigtigt at kunne samarbejde og have viden om, hvordan andre faggrupper bidrager. Det dur ikke at have ”parallelsamfund” med egne normer og mål. På den anden side understøtter kerneopgavebegrebet også faggruppernes identitet og stolthed, fordi der bliver mere plads til faglig dømmekraft.

At koble trivsel tættere til opgaveløsningen: Gennem arbejdet med kerneopgaven skaber medarbejderne både værdi for borgerne og for sig selv. På den måde kan indsatsen for at finde mening og motivation i kerneopgaven og anerkende andre faggruppers bidrag til dels erstatte kampen mod dårlig trivsel, stress og sygefravær.