Annemarie S. Zacho-Broe, sundhedschef i Aarhus Kommune, fik et chok, da hun pludselig så sit navn på tekst-tv.

Under overskriftet ”Babyer hitter på plejehjem” blev hun citeret for at sige, at den århusianske ordning, hvor små børn gæster byens plejehjem sammen med deres forældre, er blevet en stor succes.

Annemarie S. Zacho-Broe er vant til medieomtale. Alligevel havde hun ikke troet, at en så ”lille” historie ville lægge ikke bare Aarhus, men hele landet ned.

”Projekt besøgsbabyer” er bare et eksempel på en såkaldt samskabelse, hvor velfærd skabes i samarbejde mellem borgere, kommune og civilsamfund.

En kommunal medarbejder på barselsorlov fik ideen: Hvad vil der ske, hvis jeg tager min baby med over på det lokale plejehjem? Plejehjemmet tog godt imod medarbejderen og hans lille datter, og kommunen greb ideen.

- Hvordan kan vi understøtte, at det her kan ske mange flere steder? Vi lavede en oversigt, så mødrene nemt kan se, hvornår det passer ind, at de besøger de ældre. Det kan lagt byen ned. Nu er der mødre, fædre og babyer på stort set alle byens plejehjem, og vi har faktisk næsten ikke gjort noget, siger Annemarie S. Zacho-Broe.

Den århusianske sundhedschef fortalte historien under en velfærdskonference for nylig i København og blev mødt med spontane klapsalver fra de deltagende konferencegæster. For findes der noget så rørende, som når borgere hjælper borgere, næsten uden støtte fra systemet?  

LÆS OGSÅ: Rødovre har sat ansigter på fremtidens velfærd

Tre grunde og fire former for samskabelse

Samskabelse er for alvor kommet på dagsordenen de senere år i takt med, at kommunerne har skullet tænke nyt.

Men det halter med den teoretiske forståelsesramme og det fælles sprog. Derfor har en række forskere med tilknytning til VIA University College i Aarhus sat sig sammen for at undersøge muligheder, udfordringer og dilemmaer ved samskabelse. Resultatet er beskrevet i bogen ”Billeder af ny velfærd – fra visioner til praksis”, der udkom sidste år. 

Jens Ulrich, cand.mag. og ph.d. er én af bogens medforfatterne. For ham er der tre grunde til at inddrage borgerne på en ny måde.

Den første grund handler om økonomi, om at aktivere ressourcer ude i samfundet, der ikke før har været i spil. Den anden grund handler om kvalitet og etik, om at komme i øjenhøjde med borgerne og sikre, at borgerne får det bedst mulige liv.

- Den tredje grund handler om demokrati. Det handler om, at vi ikke bare skal have et repræsentativt demokrati. Vi skal have et mere direkte demokrati, hvor vi som kommune inddrager borgerne i, hvordan vi tilrettelægger velfærdsydelser, siger Jens Ulrich.

Ifølge forskeren er det vigtigt at gøre sig klart, hvorfor man som kommune ønsker at samskabe. For der findes ikke blot én måde at gøre det på.

Efter udgivelsen af bogen, der indeholder otte konkrete cases fra landets kommuner samt en række teoretiske kapitler, har Jens Ulrich arbejdet videre på en typologi og er nået frem til fire former for samskabelse:

1. Styret samskabelse
2. Ansvarliggørende samskabelse
3. Ligeværdig samskabelse
4. Faciliterende samskabelse

Fru Hansens støttestrømper

Langt den største del af den samskabelse, der i dag finder sted i kommunerne, er såkaldt ’styret samskabelse’.

- Den centrale aktør er kommunen, som definerer, hvad der skal samskabes omkring. Der er en høj grad af forudsigelighed og en lille grad af risikovillighed. Motivet er grundlæggende økonomisk. Vi skal have mere for de samme penge, siger Jens Ulrich.

Et eksempel på denne form for samskabelse er affaldssortering, hvor man beder borgerne om at sortere affaldet allerede i hjemmet. 

I den ansvarliggørende samskabelse er det stadig kommunen, der sætter dagsordenen. Men andre aktører bydes indenfor. Det kan være frivillige, der inviteres til at varetage bestemte hjælpefunktioner i børnehaver eller plejecentre. Rehabiliteringstænkningen er et andet eksempel på denne form for samskabelse.

- Fru Hansen skal have støttestrømperne på, men om det er den kommunale hjemmehjælper, en pårørende eller fru Hansen selv, der gør det, det giver opgavemæssigt det samme, siger Jens Ulrich.

De sidste to former for samskabelse nemlig ligeværdig og faciliterende samskabelse er endnu i sin vorden. Her spiller kommunen en mindre rolle, og resultatet er mindre forudsigeligt. Målet kan være at spare penge, men det er i lige så høj grad at få noget mere kvalitativt ud af processen.

Ordningen med besøgsbabyer er et eksempel på faciliterende samskabelse, hvor kommunen faciliterer en proces og spiller med ind i en ramme, der er sat af aktører uden for kommunen.  

- Mange kommuner har en ambition om at afprøve ligeværdig og faciliterende samskabelse, men er ikke nået så langt endnu, siger Jens Ulrich, der er i dag har forladt VIA University College til fordel for et job som chefkonsulent i LEAD – enter next level, hvor han har hovedansvar for samskabelse og Ny velfærd.

Metastyring

Rasmus Byskov-Nielsen, en anden af bogens forfattere, ser, at samskabelse udtrykker en proces, hvor kommunerne går fra detailstyring til metastyring.

Tidligere styringsmodeller som New Public Management afløses ifølge ham af ’New Public Governance’. Her lægges der vægt på begrebet medborgerskab, på rettigheder og pligter, værdier og visioner.

- Vi går over i noget, hvor man dybest set metastyrer på den gode historie, siger Rasmus Byskov-Nielsen og nævner Aarhus, Kolding og Odense som kommuner, der har forsøgt at samle borgere og medarbejdere om fortællinger som ”Kærlig Kommune”, ”Selvværdsstrategi” og ”Følg borgernes drøm”.

Fælles for kommunerne er, at de har fokus på at frigøre borgernes ressourcer og lade dem komme i spil.

Det kræver, at roller redefineres. Som medarbejder skal man f.eks. kunne noget andet og mere end sin monofaglighed, og som leder skal man mestre den såkaldte ”op-på-ølkassen-kommunikation”, siger Rasmus Byskov-Nielsen, der til daglig er sundhedschef i Holstebro Kommune.

- Kommunen skal hele tiden fortælle den gode historie, hele tiden definere, hvor den er på vej hen sammen med borgere og medarbejdere. Det er ikke nemt samtidig med, at den skal økonomistyre og sikre fagligheden.

I Aarhus Kommune fastslår sundhedschef Annemarie S. Zacho-Broe, at samskabelse kræver risikovillighed og stor åbenhed. Dagen efter, hun havde talt med Ritzau om projekt besøgsbabyer, ringede journalisten igen og spurgte: ”Vi har talt om det på redaktionen: Hvad med smittefaren?”

- Det er lige præcis et godt eksempel på, at vi hurtig kunne være faldet over i den kommunale systemtænkning: ”Det kan vi ikke, og hvad nu hvis forkølede babyer smitter de gamle eller omvendt”. Jeg var bare nødt til at sige: ”Jeg har tillid til, at forældrene godt selv ved, hvornår de skal komme med deres børn”, siger Annemarie S. Zacho-Broe.