Fremtidens velfærdsmedarbejdere skal kunne arbejde tværprofessionelt  med fokus på kerneopgaven. De skal kunne samskabe og inddrage pårørende og borgere, og så skal de selvfølgelig stå stærkt i deres egen faglighed.

Det er mange krav på én gang.

På professionshøjskolen i København, der uddanner bl.a. sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere, har rektor Stefan Hermann og de øvrige medarbejdere gjort sig mange overvejelser om netop det spørgsmål.

Skolen har bl.a. oprettet et ”tværprofessionelt modul”, som alle studerende skal igennem. Her lærer de studerende at arbejde sammen om kerneopgaven – for er der noget, samfundet efterspørger i disse år, er det netop medarbejdere, der kan arbejde tværprofessionelt.

- Når tværprofessionelt samarbejde lykkes, får man ikke bare et overfagligt perspektiv og viden om andre fagligheder. Man får også en større forståelse for sit eget fag. Man bekræfter sit eget fag. Det er potentielt enormt berigende, siger Stefan Hermann.

Sammen om 11 temaer

Metropol er langt fra i mål med uddannelsen, som startede i 2008 men kun har kørt i sin nuværende form siden efteråret 2015. Dengang var det  udelukkende for sundhedsuddannelserne.

- I starten havde vi en masse logistiske problemer med at få de studerende til at følge de rigtige hold i de rette lokaler. Den kritik har vi taget til efterretning, siger dekan Randi Brinckmann.

Men det er også en stor faglig udfordring forbundet med tværprofessionelt samarbejde. For de studerende skal arbejde sammen om noget, der giver mening for dem.

- De studerende skal samarbejde om konkrete samfundsudfordringer. Vi kører i øjeblikket 11 forskellige temaer på samme tid. Det kan være udsatte børn og unge, psykisk sårbarhed eller problemstillinger omkring mennesker med kræft, siger hun.

Meningsskabende samarbejde

Det tværprofedssionelle uddannelsesforløb tilrettelægges med udgangspunkt i den konkrete problemstilling. Og de deltagende faggrupper udvælges efter, hvorvidt problemstillingen er relevant for dem.

- Vi har erfaret, at det ikke nytter noget bare at være fælles for at være fælles. Det skal være meningsskabende for de studerende. Og de skal kunne se, at det faktisk er noget, som de skal bruge bagefter, siger Randi Brinckmann, der er uddannet radiograf og har ansvaret for det sundhedsfaglige og teknologiske fakultet.

Hun understreger, at opgaven med at skabe mening primært påhviler underviserne og uddannelsesinstitutionen.

- Det hele står og falder med, at man får taget udgangspunkt i den rigtige problemfelt, så de studerende kan se: ”Ja for pokker. Det giver mening, at jeg som kommende lærer arbejder sammen med pædagogen eller socialrådgiveren. Det kommer jeg også til derude.” 

Undervisernes lange rejse

Også for underviserne har skiftet fra monofaglig til tværprofessionel undervisning været enormt.

- Det har været svært for underviserne at abstrahere fra egen faglighed. Her har vi sat gang i en kompetenceudvikling. For det er vigtigt at finde nye metoder og et nyt sprog for det tværprofessionelle, siger Randi Brinckmann.

LÆS OGSÅ: Nøglen til kerneopgave-succes: Kend dit faglige bidrag.

Ifølge hende har underviserne flyttet sig markant.

- De er på en rejse. I starten kunne de ikke se, at det tværprofessionelle modul skulle give mening. Nu synes de, at det er utroligt meningsfyldt. Hvis ikke underviserne forstår vigtigheden af tværprofessionelkt samarbejde, får vi aldrig de studerende til at gøre det, siger hun.

Mødet mellem forskellige fag er i høj grad et kulturmøde, der forudsætter tillid, åbenhed og nysgerrighed, påpeger Stefan Hermann.

Den største trussel mod det tværprofessionelle samarbejde er ifølge ham professioner, der enten føler sig overlegne eller underlegne.

- Professioner i knæ er i en forsvarsposition. Men professionerne må heller ikke blive så stærke, at de lukker sig om sig selv og bliver selvtilstrækkelige, siger han.   

Professionerne skal med andre ord finde den rette balance.

Velfærdsgeneralister dur ikke

En løsning kunne være at gøre alle fremtidige medarbejdere til velfærdsgeneralister, hvor alle har den samme basisuddannelse. Så er man ude over alt det med faggrænser.

Den løsning tror ingen af de to Metropol-ledere dog på. Dertil er virkeligheden alt for kompleks.

- Så lærer du det sammen som alle andre. Men du lærer ikke at bringe din faglighed i spil, siger Randi Brinckmann.

Også samskabelse og kontakt til pårørende og frivillige er en vigtig kompetence for fremtidens velfærdsmedarbejder – og noget, som Metropol arbejder med.  

Det handler om at kunne se, hvilke ressourcer, der er derude og forlænge sin faglighed over i andre, så de kan give deres bidrag til problemløsningen, siger Stefan Hermann.

- Det er ekstremt vigtigt at kunne oversætte den vilje, de frivillige eller pårørende kommer med til noget som er produktivt i en faglig kontekst, hvor man skal leve op til bestemte mål, siger han.

Empati som redskab

Empati og evnen til at se sig selv udefra er påkrævet både i forhold til samskabelse og tværprofessionelt samarbejde. Til det formål bruger Metropol bl.a. at videofilme de studerende.

- Det at simulere et borgerforløb eller en svær samtale handler jo ikke alene om at vurdere det ud fra nogle kliniske, faglige kriterier, men også at se på: Hvad er det, borgerne vil opleve her?

Og netop borgerens oplevelse og borgerens behov skal i højsædet – i langt højere grad end det sker nu. Borgerne oplever stadig ikke, at de er i centrum, siger Randi Brinckmann. Og så er vi tilbage ved det tværprofessionelle samarbejde og kerneopgaven.

- Her skal professionerne blive bedre til at sige: Det er ikke os som profession, der definerer den bedste løsning. Det skal være den bedste løsning på tværs af professionsfagligheder – og dermed den bedste løsning for borgeren.