Majken Mikkelsen og Rasmus Alstrup er socialrådgivere i Sygedagpengeafdelingen i Viborg Kommune

Har du talt med din computer i dag?

Trods skepsis i begyndelsen har et talegenkendelsessystem til computeren været en kæmpe succes som arbejdsredskab i Viborg Kommune.

Af Annette Arp Andersen 12/05/2014

Majken Mikkelsen og Rasmus Alstrup, der er socialrådgivere i Sygedagpengeafdelingen i Viborg Kommune, er blevet så glade for at bruge talegenkendelse, at de ikke kan forestille sig at skulle til at skrive på 'gammeldags' maner igen.

På et par måneder er de 20 sagsbehandlere i Sygedagpengeafdelingen i Job & Velfærd, som er med i pilotprojektet om talegenkendelse, blevet så øvede i at bruge systemet, at de bruger det til en stor del af deres sagsbehandling. Og så glade for det, at de ikke vil undvære det. Det gælder blandt andet socialrådgiver Majken Mikkelsen, som dagligt bruger systemet.

Jeg spørger tit mine kolleger, om de har talt med deres computer i dag.

-Majken Mikkelsen, socialrådgivere i Sygedagpengeafdelingen

– Systemet er meget nemt at bruge, og jeg bruger det til det meste af den tekst, jeg laver i mails og i fagsystemer, fortæller hun og tilføjer:

– Nu hvor jeg er blevet så vant til at tale i mit headset, kan jeg slet ikke forestille mig at skulle skrive igen. Hun håber, at forsøget bliver gjort permanent, så hun og kollegerne kan fortsætte med at bruge det som arbejdsredskab.

LÆS OGSÅSagsbehandling uden tastatur

Daglig tale fremmer forståelsen

Majken Mikkelsen er en af fire såkaldte floorcoaches i projektet. Det betyder, at hun begyndte at bruge systemet lidt før de øvrige kolleger og kan hjælpe dem med at bruge systemet rigtigt. Samtidig er hun Sygedagpengeafdelingens ordbogsredaktør.
Hun tilføjer nye ord til talegenkendelsessystemet, som afdelingen ofte bruger, så det bliver lettere for systemet at genkende dem, når medarbejderne siger dem. På den måde er hun med til at skræddersy systemet til behovene i afdelingen. Men den daglige brug er også vigtig.

– Jeg spørger tit mine kolleger, om de har talt med deres computer i dag. Det er nemlig det, der skal til. Systemet skal lære din stemme at kende. Derfor er det vigtigt at bruge talegenkendelse hver dag. For jo mere, man bruger systemet, jo flere ord kan den genkende og omsætte rigtigt, fortæller hun.

Skepsis vendt til begejstring

Også hendes kollega Rasmus Alstrup er glad for ”at tale med sin computer”. Mere glad end han nogensinde havde drømt om.

– Jeg er en af dem, der stadig spiller lp’er derhjemme, og jeg er generelt lidt tilbageholdende overfor nyt. Men jeg må indrømme, at jeg hurtig blev overbevist om, at det med at bruge talegenkendelse er smart. Det er mere behageligt at tale, fremfor at
skulle skrive, og så går det meget hurtigere. Jeg føler, at jeg er kommet bedre med i forhold til opfølgning på de sager, jeg sidder med, siger han.

– Jeg kan godt huske, at du havde mange undskyldninger for ikke at bruge det i starten, siger Majken Mikkelsen og smiler.

– Men nu er du den, der bruger det allermest, fortæller hun.

Om talegenkendelsesprojektet

Talegenkendelsessystemet hedder Dragon og det udvikles løbende af KMD til
brug i det offentlige.

Viborg Kommune er sammen med cirka 15 andre kommuner med i KMDs brugerforum.
Her deles erfaringerne med at bruge systemet.

Vil du høre mere om pilotprojektet, er du velkommen til at kontakte projektleder Steen Lindkvist på e-mail: sn6@viborg.dk eller telefon nr. 87 87 41 08.