Når en medarbejder møder ind på botilbuddet Kongensgade, kan hun se, om der er beboere, hun skal være ekstra opmærksom på i løbet af sin vagt. Aalborg Kommune har indført systematisk risikovurdering på hele handicap-området, og det har givet medarbejderne i tilbuddene en fælles metode til at spotte og dokumentere faresignaler, der kan kan øge risikoen for en beboers udadreagerende adfærd. 

Metoden består dels af en tjekliste, der viser tidlige tegn på udadreagerende adfærd hos en borger, dels af en pædagogisk plan, der skal kickstarte en diskussion internt i personalet om, hvordan de kan hjælpe borgeren med at nedtrappe konfliktniveauet.

Hos Botilbud Kongensgade har det givet medarbejderne en ekstra opmærksomhed på den udadreagerende borger og et større fokus på, hvordan de skal arbejde for at undgå at belaste beboeren yderligere, fortæller social – og sundhedsassistent Kirstin Louise Sheperd Froberg, der arbejder på Kongensgade.

- Metoden har været med til at starte en diskussion om vores arbejdspraksis. For det er tit, når borgerne interagerer med os, at tingene går galt. Og selvom det ikke altid har noget med vores praksis at gøre, så er det en god idé, at man forsøger at spotte, hvad der gik galt. Var man måske lidt for hurtig? Eller var det måden, jeg formulerede mit budskab på, der fik borgeren til at reagere. Det, tror jeg på sigt, kan være med til at forebygge de voldelige udbrud, siger Kirstin Louise Sheperd Froberg

Implementeringen af metoden ’Systematisk risikovurdering’ sker som en del af en samlet kommunal indsats om at forebygge vold på handicapområdet.

Selvom projektet kun har kørt siden 1. maj, er Kirstin Louise Sheperd Froberg stadig meget begejstret for værktøjet.

- Vi arbejder med en type borger, der har tendens til at blive udadreagerende, men vi har ikke tidligere haft et værktøj for det. Vi har forsøgt at dokumentere os ud af det, men det har ikke været en nem og ligetil tilgang som nu. Når vi møder ind og begynder en vagt, kan det her redskab give os et hurtigt overblik over, hvordan dagen har forløbet. For eksempel om der har været episoder med nogle borgere, som lige kræver lidt ekstra opmærksomhed fra vores side af, fortæller hun.

Grøn, gul og rød zone

Når man arbejder med risikovurdering skal medarbejderne tre gange dagligt på faste tidspunkter føre en tjekliste over borgernes adfærd. Her tildeles borgerne point, hvis de viser tegn på udadreagerende adfærd.

Men i Aalborg Kommune har man valgt at kombinere denne tjekliste med trafiklysmodellen. Det vil sige, at borgerne på baggrund af deres adfærd og pointscore også bliver inddelt i forskellige farver: Grøn, gul og rød .

Har borgeren for eksempel en samlet score på 0 point, så er der en meget begrænset risiko for vold, og vedkommende ligger altså derfor inden for en grøn zone.

Befinder borgeren sig i den gule zone, har vedkommende en scoring på 1-2 point. Dermed er der moderat risiko for vold.

Hvis borgeren får en scoring på over 2 point, ligger personen inden for den røde zone, hvor der er høj risiko for vold.

Den kombination har været et vigtigt tilvalg, da de i kommunen besluttede at indføre systematisk risikovurdering, mener Lisbeth Trap-Jensen Torp, der arbejder som chefkonsulent for Aalborg Kommunes Kvalitets- og Innovationsenhed.

Hun har selv været en ledende figur i kommunens implementering af systematisk risikovurdering og ser en stor styrke i at kombinere de to metoder. 

- Vi har valgt at kombinere Brøset Violence Checklist med trafiklysmodellen, fordi vi syntes, at de to metoder komplementerede hinanden godt. Trafiklysmodellen er med til at skabe en større gennemsigtighed i forhold til Brøset tjeklisten . For den illustrerer meget fint de forskellige risikoniveauer, som man også taler om i Brøset-metoden, fortæller hun.

Metoderne skal gøre det lettere for medarbejderne at aflæse, hvornår de bør være ekstra opmærksomme på en bestemt borger. 

Og det har også vist sig at være betryggende for personalet.

For selvom Kirstin Louise Sheperd Froberg aldrig har været bange for at gå på arbejde, så er hun stadig glad for, at metoden sætter fokus på hendes egen og kollegernes sikkerhed.

- Nu ved vi i hvert fald, at dokumentationen er i orden, hvis uheldet skulle være ude. Vi er nemlig gode til at holde hinanden i ørerne. Det er jo vigtigt for os alle sammen, at vi lige når at risikovurdere, inden vi slutter en vagt. For det giver også en følelse af sikkerhed, fortæller Kirstin Louise Sheperd Froberg.

Nye refleksioner og bedre sparring

Sker det, at en beboer har høj risiko for udadreagerende adfærd, følger Kirstin Louise Sheperd Froberg og hendes kolleger altid op på de identificerede risici. I samarbejde med beboeren laver de en personlig plan for, hvordan eventuelle udbrud kan forebygges.

Og det har givet plads til nogle nye refleksioner og bedre sparring med kollegerne, mener Kirstin Louise Sheperd Froberg.

- Redskabet har været rigtig nyttigt i forhold til vores faglige samtaler internt i personalet. Scoringerne fra checklisten giver os nemlig nogle helt konkrete tal at tale ud fra. Det gør det lettere at lokalisere, hvor det helt konkret går galt. For vi kan også kigge tilbage på tidligere episoder, og se hvad der har været med til at trigge den voldsomme reaktion hos borgeren der – så vi kan se, hvis der optræder en tendens i borgerens adfærd, fortæller Kirstin Louise Sheperd Froberg.

Metodens sårbarheder

Men selvom Kirstin Louise Sheperd Froberg mener, at implementeringen af metoden i store træk har været en succes, så har der også været nogle udfordringer forbundet ved at arbejde på den måde.

- Det har krævet tilvænning at skulle forholde sig til de kriterier, som indgår i tjeklisten. For når vi lægger mærke til nogle tidlige faresignaler hos en borger, så kan det også nogle gange bare være en fornemmelse, man har, og som man måske ikke kan koble til et bestemt adfærdskriterium. Det kan jo være svært, at man lige pludselig skal til at score ud fra nogle meget faste kriterier, siger hun.

Den bekymring kan Lisbet Trap-Jensen Torp godt forstå.

- En bekymring, vi har haft i forhold til metoden, er, om den kommer til at fokusere på borgerens vanskelige adfærd frem for alle de andre ting, som personen måske godt kan finde ud af. Så vi var bange for, at den ville kræve, at medarbejderne kom til at tænke meget snævert, fortæller hun og tilføjer.

- Metoden har også den sårbarhed, at man ikke kan vide sig sikker på, om man når at score borgeren på de tidspunkter, hvor de måske ville opfylde flere af kriterierne og dermed vil blive markeret som røde. Så det kan godt være, at man på scoringstidspunkterne vil markere dem grønne, selvom de på andre tidspunkter af dagen har udvist udadreagerende adfærd, siger hun.

Hun understreger også, at når man arbejder med denne metode, er det vigtigt, at man ikke kommer til at tænke for snævert ved kun at fokusere på borgerens voldelige adfærd. Ifølge Lisbet Trap-Jensen Torp kræver metoden, at man er i stand til at kunne se borgeren fra flere vinkler, så alle de gode egenskaber og styrker ved borgeren ikke går tabt.

Derfor opfordrer hun også medarbejderne ude i de lokale teams til at tale om disse faldgruber og tilpasse metoden, så den giver mening i forhold til deres hverdag og de borgere, som de arbejder med.