skolegaard

Bevægelse skal gøre eleverne sundere i Aabenraa

I Aabenraa Kommune skal alle skoler bliver bedre til at få bevægelse ind i hverdagen. Et nyt stort projekt skal udvikle kompetencer og hjælpe lærere og pædagoger i gang.

Af Mette Voss 17/01/2017

En hverdag med mere bevægelse for eleverne er visionen for projektet SundSkole 2020, som Aabenraa Kommune har fået støtte til at gennemføre af A.P. Møller Fonden. Projektet er en del af den åbne skole, og det skal fremme læring, trivsel og bevægelse i alle kommunens folkeskoler.

Noget af det første, SundSkole 2020 har sat i gang er certificeringer af bevægelses- og idrætsskoler. Alle skoler i kommunen skal være bevægelsesskoler, og andre skal derudover også være idrætsskoler.

Stubbæk Skole syd for Aabenraaer netop nu ved at blive certificeret til bevægelsesskole. Et sådan forløb giver lærere og pædagoger på skolen et kompetenceløft og nogle gode idéer til, hvordan de kan få mere bevægelse ind i skoledagen. Mere bevægelse er også en del af folkeskolereformen fra 2014.

- Certificeringen går på, at lærerne og pædagogerne bliver klædt bedre på til at aktivere børnene. Det kan bidrage til en mere varieret undervisning, og det skulle vi gerne blive bedre til via den certificering, siger Lone Thaysen, der er skoleleder på Stubbæk Skole.

Gode inspirationsdage

Det tager en hel og to halve kursusdage at blive certificeret til bevægelsesskole, og det er alle lærere samt en del af pædagogerne, der er med i processen.

- Vi skal se, hvilke muligheder for bevægelse, vi selv synes, vi har, og så har vi to gode vejledere, som kommer ud og giver nogle input til, hvad man kan gøre, siger Lone Thaysen.

Lærer Michael Beck er også meget positiv over, at der kommer nogle udefra og giver inspiration til, hvordan bevægelsen i højere grad kan blive en del af skoledagen.

- Det er fedt at få dem ud, for det giver rigtig god inspiration til andre måder at tænke på, og det giver tid til at fordybe sig ikke mindst. Det er snart det vigtigste i vores verden at sige; ”Nu gør vi det,” for ellers bliver det ikke til noget, siger han.

Han lægger også stor vægt på, at det, de lærer på kursusdagene skal være nemt at gå til, da det så også er lettere at forankre.

- Det, vejlederne kommer med, kan vi implementere direkte. Vi skal ikke bruge en masse krudt på at få det lavet om, så det passer på vores skole. Vi kan tage det og bruge det, som vi har lyst, og det er fedt. Man plukker lidt i det og tager det, man kan bruge. Det er det, der skal til for, at der bliver både forandret og forankret. Det sker ikke på én gang. siger Michael Beck.

Noget af det, de blandt andet er blevet inspireret til er, at der er blevet malet bogstaver og tabeller op i skolegarden, og så har de store bolde og terninger med tal og bogstaver på, så de på den måde kan spille forskellige spil og samtidig lære at læse og regne. En anden ting er, at de har fået sat poster op rundt omkring i skolegården, så eleverne kan løbe orienteringsløb. I de forskellige fag, bruger de bevægelsen og fx orienteringsbanen på forskellige måder.

- Når de har lavet nogle figurer i billedkunst, så har de for eksempel også lavet figurerne i bevægelse, siger Lone Thaysen.

Forankring i hverdagen

På Stubbæk Skole har nogle allerede arbejdet med bevægelse i undervisningen gennem et stykke tid, og derfor har de også et godt fundament at bygge videre på. Men det, at der nu er kurser i bevægelse gør, at fokus bliver stærkere.

- Det handler om det ekstra spark. Det handler om, at der kommer nogen udefra og siger, at nu skal vi det her, uden at det bliver højtflyvende og uladsiggørligt. For at det bliver lettere at implementere, er det i hvert fald vigtigt, at det er konkret, enkelt og ligetil, siger Michael Beck.

Han arbejder i udskolingen, hvor de godt kan blive udfordret på at huske at få bevægelsen ind i undervisningen.

- Vi skal i hvert fald være opmærksom på, at vi får lavet bevægelse for de unge.  Vi klippede nogle bøger med bevægelsesinspiration i stykker og lagde dem ud i klasserne, så kunne vi sætte det i gang på den måde, og det virkede faktisk. Nu skal vi så lige have et spark bagi og et ’husk-lige-hvad-vi–aftalte’, men det er en naturlig del af enhver proces, at den tager tid at forankre, siger han.

Næste gang lærerne, pædagogerne og ledelsen på Stubbæk Skole skal på kursus er i marts, og det er også sidste gang for deres vedkommende. Herefter skal medarbejdere og ledelse i fællesskab se på, hvilke mål de kan stille op for mere bevægelse i undervisningen.

Delprojekter under SundSkole 2020

SundSkole 2020 består af seks delprojekter:

  • Idræts- og bevægelsesskolecertificeringer
  • Sundheds- og bevægelsesråd
  • Take Action
  • Dynamoen
  • Grejbanken
  • Aabenraa i bevægelse

Læs hele programmet her.

Den åbne skole

Den åbne skole er en skole, som inddrager sin omverden. Det kan være lokalsamfundet, musikskolerne, erhvervslivet, idrætsforeningerne, det lokale Røde Kors, virksomheder eller bymuseet.

- Kilde: Undervisningsministeriet

Se hele vores tema om Den åbne skole her.