
Medarbejdere får venlige skub hen mod lederjobbet
På konferencen 'Leder in spe' fik 60 ledertalenter mulighed for at snuse til, hvad det vil sige at være leder.
Flere bibliotekarer må gerne søge de ledige lederstillinger på bibliotekerne.
- Vi kan se, at der ikke er så mange, der søger en lederstilling. Så vi tænker, at der er behov for, at nogle får et lille venligt skub, så de vælger ledervejen, siger specialkonsulent Helle Fridberg fra Bibliotekarforbundet, der mener, at det er vigtigt, at dem, der står i spidsen for bibliotekerne, er biblioteksuddannede.
Derfor er Bibliotekarforbundet og KL gået sammen om projektet 'Leder in spe'. Projektet består både af publikationer, workshops og en konference, der netop er blevet afholdt. På konferencen kunne cirka 60 bibliotekarer med ledertalent høre om lederrollens mange facetter, møde andre med samme overvejelser om at blive leder, eller tale om, hvordan man lykkes som leder.
Fik et tillidsfuldt prik på skulderen
Gennem 'Leder in spe' har bibliotekarer over hele landet fået et tillidsfuldt prik på skulderen som en opfordring til at overveje, om de vil søge den næste ledige lederstilling. Mange af de bibliotekarer, der er blevet prikket til, deltog i konferencen. En af dem er Anja Nalholm Nielsen, der er bibliotekar i Århus:
- Man får et lille skub til at tænke over, om det er noget, man har lyst til. Det betyder også noget for mig at se nogle, der er i gang, og at jeg kan se, at det godt kan lykkes at have et familieliv og en karriere på samme tid.
Anja Nalholm Nielsen interesserer sig for mange af de ting, der er i et lederjob, men hun har endnu ikke besluttet sig for, om hun vil være leder.
- Jeg tror, at jeg vil udforske det noget mere. Jeg glæder mig til at se, hvad workshoppen kommer til at handle om, og så vil jeg se, hvor vejen fører hen bagefter. For det er jo mange muligheder i vores organisation, siger Anja Nalholm Nielsen.