I Horsens Kommune spiller sociale medier en vigtig rolle i kommunikationen

Horsens: Sociale medier giver plads til de gode historier

Horsens Kommune bruger sociale medier til at fortælle om engagerede medarbejdere, det sjove skoleprojekt eller den lille, lokale begivenhed. Det giver en stor rækkevidde til borgerne, uden at medarbejderne skal bruge energi på at få deres budskab ud.

Af Mie K. Bertelsen 10/02/2015

- Det giver medarbejderne mulighed for at få historierne fra deres afdelinger og institutioner fortalt – store som små og med en større hyppighed, end hvis vi bruger pressemeddelelser. Sådan siger Anja Flebbe, som er web- og kommunikationsmedarbejder i Horsens Kommune.

Ét af fokuspunkterne for Horsens Kommune har været var at integrere sociale medier internt.

LÆS MERE: Tværgående samarbejde og lokalt ejerskab gav kampagne luft under vingerne

Kommunikationsafdelingen udgør redaktionsgruppe, som finder og producere indhold til siden. Imens fungerer to af medarbejderne som digital, strategisk konsulent med ansvaret for siden. Derudover holdes der åbne redaktionsmøder, hvor hele organisationen kan deltage.

Vilje til at vise sit arbejde frem

Kommunikationsafdelingen opsøger også selv historier, men de motiverer også kollegaerne til at komme med historier ved at vise dem, hvor nemt det er at nå langt ud med en forholdsvis beskeden indsats.

Det har bredt sig i organisationen. Når én afdeling får opmærksomhed på baggrund af et opslag på de sociale medier, vil andre også være med.

- De kolleger, som har været med til at skabe opslag på siden, oplever meget hurtigt en faglig stolthed. Der er generelt en stor vilje til at vise sit arbejde frem, hvilket hjælper os meget, fortæller Anja Flebbe om sit arbejde med sociale medier i Horsens Kommune.

Hele vejen rundt i organisationen

For at sikre opbakning i organisationen og en afmystificering af sociale medier, arbejder kommunikationsafdelingen både 'nedefra og op' og 'oppefra og ned' i organisationen. Med nedefra-og-op handler det om at gøre sig synlige og tilgængelige for kollegaerne og menige medarbejdere. 

- Vi tager ud til afdelinger og institutioner for at gøre opmærksom på, at vi findes, ligesom det naturligvis omtales på vores intranet. Desuden laver vi intern markedsføring med flyers og cases, hvor vi viser hvilken slags indhold, vi arbejder med, fortæller Anja Flebbe.

I forhold til oppefra-og-ned tager de ansvarlige med på chefmøder, hvor de gør opmærksom på hvilken hjælp, de har brug for i forhold til at svare på spørgsmål, og hvad den enkelte leder kan gøre for at få sine nyheder og historier spredt.  

Alle skal være med

Anja Flebbe mener, at der i organisationen er forståelse for, at Facebook ikke er envejskommunikation, og det gælder både på godt og ondt.

Kommunikationsafdelingen har gjort meget for at forberede medarbejdere og ledere og understrege, at med sociale medier, giver man også borgerne mulighed for at komme med eventuelle spørgsmål og klager. De gør dog meget ud af at gøre det tydeligt for borgerne, at Facebook ikke er beregnet til sagsbehandling.

Læs også: Sådan håndterer i chikane på sociale medier

Det har ifølge Anja Flebbe taget tid at få organisationen med på idéen om sociale medier. Hun oplevede dog på et internt chefseminar, at der blev skab en forståelse for brugen af Facebook, da hun fortalte om krisehåndtering.

- En af direktørerne sagde til mig; ”Anja, nu har jeg forstået, hvad det her går ud på. Det her er ikke noget I i kommunikationsafdelingen bare tager jer af – det her skal vi alle være med til”.  Her viste vi, at vi var på rette vej, fortæller Anja Flebbe.

En del af flokken

Kommunen startede med nicheorienterede Facebook-side såsom Ungdomsskolen og Sundhedsplejen. Først i slutningen af 2014 lancerede kommunen en central Facebook-side med navnet ’En del af flokken’ frem for det oplagte navn, ’Horsens Kommune’.

- Vi vil gerne understrege, at vi som kommuneorganisation indgår i et fællesskab med vores borgere, erhvervsliv, foreningsliv med videre, fortæller Anna Ribold, der er community manager og Anja Flebbes kollega på sociale medier. .

Horsens Kommune har igennem de seneste årtier været igennem en større forvandling fra en by kendt for statsfængslet til en by fyldt med kultur og oplevelser. Det er blandt andet sket på baggrund af mottoet ”vi løfter i flok”, som Horsens Kommune mener, ikke bare er en kliché men virkelighed.

- Når der skal ske noget i Horsens, bakker hele samfundet op. Det vil vi gerne understøtte også digitalt, så derfor har vi valgt en lidt anden tilgang til vores brug af sociale medier. Det afspejler sig også i vores indhold, fortæller Anna Ribold. 

Se Horsens Kommunes Facebook-side her eller se et udsnit af opslagene fra Facebook-siden herunder:

Opsamling

 

 

Kommuner på sociale medier

Personaleweb har spurgt to forskellige kommuner, hvad det betyder for deres medarbejdere og ledere, at kommunen aktivt og bevidst bruger sociale medier som et redskab til at kommunikere med borgerne med. 

LÆS OGSÅ: Roskilde: Sociale medier sparer tid for medarbejderne