Værktøjskassen med hammer, søm og målebånd står klar i hjørnet af kontoret. Den har socialpædagog Camilla Blaabjerg Andersen altid med sig, når hun hjælper en af Odenses hjemløse med at hænge lamper og gardiner op i deres nye lejlighed.

Hendes arbejde med nogle af de allermest udsatte borgere i samfundet er nemlig alsidigt og kræver ikke kun pædagogiske kompetencer - men også hænder, der kan håndtere en skruemaskine.

Camilla Blaabjerg Andersen arbejder på femte år i en specialstilling på forsorgshjemmet St. Dannesbo i Odense Kommune, hvor hun støtter hjemløse i de første ni måneder, efter de fået anvist en bolig af kommunen.

Først en bolig og så støtte

Når en hjemløs rykker fra forsorgshjemmet og ud i sin egen lejlighed, ved man, det er en kritisk fase i deres liv, hvor meget kan gå galt og ende med ny hjemløshed. Derfor har Odense Kommune taget princippet Housing First og støttemetoden CTI til sig.

Housing First stammer fra USA og bygger på tanken om, at boligen er en basal menneskeret. Derfor skal boligen tilbydes som det første, da den er en forudsætning for, at man kan arbejde med for eksempel psykisk sygdom, misbrug og det sociale netværk. I øjeblikket arbejder 32 danske kommuner ud fra det princip.

Det betyder, at hjemløse på forsorgshjemmet St. Dannesbo så hurtigt som muligt tilbydes en bolig uden at skulle opfylde en masse krav. Derefter kobler Odense Kommune et intensivt støtteforløb på, kaldet CTI. Det står for Critical Time Intervention, og er den metode, Camilla Blaabjerg Andersen arbejder med.

- Vi har fokus på overgangen fra forsorgshjem til egen bolig. Hvad er det, der tidligere har været svært, og hvad er gået galt i de boliger, de før har haft?, siger hun.

I starten spørger hun ind til, hvad borgens ønsker og drømme er, og hvad de vil have ud af forløbet. Herefter folder de sammen viften af støttemuligheder og tilbud ud og lægger en plan.

Grundtanken i forløbet er, at borgeren er den centrale aktør, som definerer egne behov, og at CTI-medarbejderen understøtter deres håb, ønsker og ressourcer igennem tre faser, hvor støtten og hjælpen er intensiv i de første tre-fire måneder, hvorefter ansvaret gradvist lægges mere og mere over på borgeren og dennes netværk.

Der skal skabes et godt hjem og en god relation

- En af vores fornemmeste opgaver i starten er at få skabt et hjem og rammerne for en god bolig. Nogle vil have mange ting i deres lejlighed, mens andre bare vil have en stol, et bord og en seng, siger hun og fortsætter:

- Det kan være, at vi henter møbler, hænger lamper og gardiner op, hjælper med at lave budgetter og indkøbslister og den slags - alt efter hvad de har behov for. Det kan også være, vi hjælper med kontakt til misbrugsbehandling, læger eller uddannelsessteder, siger Camilla Blaabjerg Andersen.

Det er derfor også vigtigt, at få skabt en god relation til borgeren, så der er tillid og tryghed.

- Du kan jo ikke gå ind i sådan en relation uden at give noget af dig selv. Jeg er ikke private med dem, men jeg kan eksempelvis sige, at hvis jeg stod i den situation, så ville jeg nok gøre eller tænke sådan. Og så kan jeg anerkende, at de synes, det er noget øv, det de står i, siger hun.

Kreative løsninger og fleksibilitet er vigtigt

Da alle mennesker er forskellige, kan hun ikke bare køre den samme skabelon på alle forløb. Der skal være plads til at være kreativ og tilpasse metoden efter borgeren og situationen, oplever Camilla Blaabjerg Andersen.

- Vi er ikke så stringente med faserne, fordi vi har erfaret, at vi ikke kan putte borgerne ned i den her kasse, så vi skal være fleksible.

Fleksibiliteten kan være, at en borger i tredje fase, hvor kontakten med borgeren burde være faset meget ud, pludselig falder i sit misbrug igen eller får andre problemer.

- Hvis det bliver for kaotisk i eget hjem, så kan vi trække dem tilbage på forsorgshjemmet en kortere periode. Det kan være, de skal have en afrusning eller er truet i egen bolig eller i miljøet, så ser vi på, hvordan vi kan finde nogle løsningsmodeller til det, siger hun.

Det handler for hende om at være så tro mod metoden og dens faser som muligt, men også at gøre det, som giver mening og virker i den konkrete sag.

- Jo flere succeser du får som borger, jo mindre svært bliver det at gøre det selv. Så hvis vi kan forhindre, at en borger ryger ud i nogle udfordringer, som kan afvæbnes ved, at vi deltager i et møde i Statsforvaltningen eller til en børnesamtale, så gør vi det – også selv om metoden ikke beskriver, at vi skal deltage i den slags møder, siger Camilla Blaabjerg Andersen.

Støtten skal doseres rigtigt

Udover at gøre firkantede kasser ovale, som Camilla Blaabjerg Andersen udtrykker det, så handler hendes arbejde med de belastede borgere også om at finde den rette balance. For hendes støtte må aldrig blive en sovepude for borgeren.

- Kunsten er ikke at tage over. For det skal ikke være sådan, at de tænker: "Så ringer jeg lige til Camilla, så fikser hun det." Nej, det gør jeg ikke, men jeg vil gerne fortælle dig, hvordan du fikser det. For ellers hjælper det ikke noget, siger hun.

Det kan være, at hun i en periode sms'er til en borger hver morgen og husker vedkommende på at stå op og komme af sted på sin uddannelse. Men det varer måske kun nogle uger, så forventer hun også, at borgeren selv kan klare den opgave.

Balancen mellem to roller

Som CTI-medarbejder har man to roller, nemlig både at være koordinator og støtteperson. 

- De to roller flyder sammen, for man er både inde og koordinere nogle møder for borgeren, men man er også med som støtteperson til mødet. Men her er det vigtigt at have fokus på, at man ikke tager ansvaret fra borgerne. Vi arbejder meget med, at de skal tage ansvaret for eget liv tilbage, siger Camilla Blaabjerg Andersen.

Det kan for eksempel være, at hun aftaler et møde hos borgerens læge og bistår med at forklare en udfordring, som borgeren selv kan have svært ved at beskrive. 

- Jeg har en borger, som reagerer meget voldsomt, når noget går ham imod, og han råber og siger grimme ord i telefonen, når han ringer om sin medicin. Når jeg så tager med til lægen og fortæller om, hvorfor han ofte reagerer uhensigtsmæssigt, så kunne vi lave en ny ordning omkring bestilling af hans medicin, så vi undgår de her situationer, siger hun.

Hun skal altså både kunne arbejde konstruktivt sammen med alle typer af myndighedspersoner og fagligheder i den koordinerende rolle, men samtidig være "borgerens mand" som støtteperson.

- Det er en enorm tværfaglig opgave, hvor jeg er i kontakt med læger, sagsbehandlere, Kriminalforsorgen og andre instanser, og for at det går godt, handler det meget om, hvordan man møder dem, og at man har respekt for hinandens faglighed og arbejde, siger Camilla Blaabjerg Andersen.

Jobbet kræver noget ekstra af medarbejderen

Det er en anden måde at arbejde på, end mange medarbejdere i kommunen har været vant til, derfor kræver det også en del ekstra af de medarbejdere, der arbejder med CTI-metoden, oplever Tom Rønning Petersen, der er boligstrategisk konsulent i Odense Kommune.

- Det er et paradigmeskifte for medarbejderne, da det er svært at skulle arbejde med en anden tilgang. Det er en meget mere holistisk tilgang, hvor alle arbejder efter samme mål, nemlig at få den hjemløse i egen bolig. Det er borgerens ønsker og drømme, der er i centrum, og ikke en handlingsplan, der skal følges til punkt og prikke, siger han. 

Og det kan være udfordrende for nogle:

- Man skal som medarbejder være dynamisk tænkende og kunne justere undervejs, og det kan virke krænkende på nogles faglighed.

Metoden er også god for kommunen

Indførelsen af Housing First-princippet og CTI-forløbet i Odense Kommune har skabt resultater på bundlinjen. 87 procent af borgerne i Odense, der har været forløbet igennem, kommer ikke tilbage på forsorgshjemmet, men bliver i egen bolig.

- Vi kan se, at udgifterne til denne type borgere er faldet, og samtidig får de tilfredsstillelsen ved at tage ansvar i deres eget liv og blive en del af samfundet, siger Tom Rønning Petersen.