Må en pædagog tage en psykisk syg i armen? Har en familie med et handicappet barn ret til at få dækket udgifter til en bil? Hvordan kan en dement borger flytte på plejehjem, når han ikke er i stand til at skrive under på lejekontrakten?

Den slags spørgsmål er hverdag for Birgitte Krohn Madsen. På visitkortet og i mailsignaturen står der ’juridisk konsulent’, men kollegerne kalder hende ’juristen’ eller bare Birgitte. Hun er uddannet cand. jur. og er ansat på syvende år i Helsingør Kommune i et team på i alt seks jurister. Sammen med en anden jurist hjælper hun kolleger, der arbejder med blandt andet børn, unge, familier, psykisk syge, handicappede, ældreomsorg, skoler, dagtilbud og borgerservice.

Læs også: Derfor kan du ikke svare på spørgsmålet: Hvornår lever jeg op til mit ansvar?

Hovedindholdet i hendes job er at være juridisk sparringspartner i alle spørgsmål, som hendes kolleger, der arbejder med socialområdet, måtte have.

- Jeg plejer lidt kækt at sige, at mit arbejde er at svare på spørgsmål. Men det er faktisk ikke helt galt. Typisk kommer mine kolleger til mig med udgangspunkt i en konkret sag, hvor de er i tvivl om, hvordan loven skal tolkes, forklarer Birgitte Krohn Madsen.

Hendes kolleger tæller både socialrådgivere, forskellige faglige konsulenter og deres ledere. Foruden at svare på spørgsmål til den konkrete sagsbehandling, følge op på afgørelser og skrive nyhedsbreve holder Birgitte Krohn Madsen også løbende oplæg og underviser fx rådgivere og konsulenter i juraen på det sociale område.

Hvad hvis han kaster med tallerkener?

Vi samarbejder for at løse vores opgaver bedst muligt. Rådgiverne har deres gode socialfaglige baggrund, og jeg kommer med juraen. Socialområdet bliver tættere og tættere reguleret, og ændringerne kommer hurtigt. Så vi bruger det, vi hver især kan, til at
løfte området. Den ene part kan ikke gøre det uden den anden, så snubler man simpelthen.

BIRGITTE KROHN MADSEN, JURIST

Sammen med sin kollega, som er pædagogisk konsulent, underviser hun fx ansatte på plejehjem og botilbud for børn og unge eller mennesker med psykiske eller fysiske handicap. Når de to underviser, handler det ofte om såkaldte magtanvendelser, hvor personalet af forskellige årsager er nødt til at tage fysisk fat i beboerne. 

- Det er dilemmafyldt. Hvis en psykisk udviklingshæmmet beboer fx kaster om sig med tallerkener eller banker hovedet ind i en væg, må personalet så tage fat i armen på vedkommende og føre dem et andet sted hen? Det er den slags situationer, de ansatte står i, forklarer Birgitte Krohn Madsen. 

Sammen med sin kollega kommer hun ud på bostedet og holder dialogmøder, hvor de mødes med personalet og underviser og rådgiver fx pædagoger, pædagogmedhjælpere, sosu-assistenter og sygeplejersker.

- Vi kan fortælle en masse generelt om magtanvendelse, og hvad man må og ikke må. Men vi står ikke og taler i lang tid om paragraffer og teori, selvom vi godt kunne. Vi beder altid personalet om at byde ind med konkrete spørgsmål, for de kan jo opleve en helt anden verden end den vi kender, og så tager vi udgangspunkt i deres virkelighed, siger hun.

Et dilemma for personalet kan fx være, hvis en beboer opfører sig generende over for de andre beboere. Må man som ansat i sådan en situation tage en beboer i armen og føre ham eller hende væk?

- Det taler vi så om. Grundreglen er, at du kun må bruge magtanvendelse, hvis det er absolut nødvendigt, og hvis der er fare for personskade. Det er ikke nok, hvis personen bare opfører sig uhensigtsmæssigt eller dumt, forklarer Birgitte Krohn Madsen.

Udfordringer og aha-oplevelser

Ofte er det en aha-oplevelse for begge parter, når juristen og den pædagogiske konsulent møder de ansatte på botilbud eller plejehjem. 

- Vi bliver modtaget godt. Og vi bliver også udfordret af dem. Jeg anerkender, at deres virkelighed er kompleks og ikke altid kan presses ned i et regelsæt. Når jeg hører deres eksempler fra praksis, og de hører om reglerne, får vi en bedre forståelse for hinandens verdener, og på den måde kan vi bygge bro mellem reglerne på området og de konkrete situationer, der opstår, fortæller hun.

Birgitte Krohn Madsen er med til at holde dialogmøder på bosteder flere gange om året. Møderne betyder, at de ansatte bliver bedre til at håndtere situationer med magtanvendelse.

- En magtanvendelse er til hver en tid et overgreb. Når vi har dialogen, bliver alle mere bevidste om, hvornår de må lave de her magtanvendelser. I sidste ende kommer det borgerne til gode, at personalet handler professionelt og korrekt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Innovation er ikke kun for cheferne

Kan man nægte at gå i bad?

På samme måde underviser Birgitte Krohn Madsen sammen med kommunens demenskonsulent personalet på plejehjem. Her er der nogle problematikker især i forhold til demente borgere, der trækker tråde til juraen. Et helt konkret hverdagsdilemma for plejehjemspersonalet kan handle om hygiejne. Hvilke handlemuligheder har de fx, når en ældre beboer nægter at komme i bad eller få udført anden personlig hygiejne såsom at få skiftet ble?

”Ifølge loven må man grundlæggende ikke tvinge en beboer til at få udført personlig hygiejne, hvis de stritter imod. Det er kun, hvis man vurderer, at der er en helbredsrisiko for beboeren – fx hvis vedkommende er i fare for at få en infektion, at man må bruge magt til at hjælpe dem,” forklarer hun.

Hun oplever tit, at der er en stor accept af, at hun som jurist kommer og gør reglerne klart.

”Jeg spiller også på, at jeg jo kommer med min skrivebordserfaring, og at jeg godt er klar over, at virkeligheden er kompleks. Det får vi en god gensidig dialog ud af og en større viden om hinandens virkeligheder,” forklarer Birgitte Krohn Madsen, som blandt andet bruger de perspektiver hun får ved dialogmøderne, når der lander indberetninger om magtanvendelse på hendes skrivebord.

Overtager aldrig sagerne

Den største del af Birgitte Krohn Madsens arbejdsuge går med i tæt samarbejde med rådgiverkollegerne at afklare juraen i konkrete sager og afgørelser. I mange tilfælde er samarbejdet mellem jurist, sagsbehandlere og andre faggrupper med til at løfte niveauet for sagsbehandlingen – og dermed behandlingen af borgerne, fordi der kommer flere faglige perspektiver på en problematik.

”Afgørelserne skal være i orden, og jeg er med til at løfte niveauet på den del, som jeg ved noget om, nemlig juraen. Men jeg er meget påpasselig med ikke at overtage sagerne fra rådgiverne. Jeg finder henvisninger, vejledninger, tolkning af regler og andre relevante ting frem, men jeg overtager aldrig sagsbehandlingen. Det er rådgivernes sager, og det bliver det ved med at være,” understreger hun.

LÆS OGSÅ: Hvad laver akademikerne i kommunerne?

At samarbejde eller snuble

Hun peger på, at det kan give bedre resultater i sagsbehandlingen og dermed for borgerne, når man blander rådgivernes og juristens fagligheder. 

- Vi samarbejder for at løse vores opgave bedst muligt. Rådgiverne har deres gode socialfaglige baggrund, og jeg kommer med juraen. Socialområdet bliver tættere og tættere reguleret, og ændringerne kommer hurtigt. Så vi bruger det, vi hver især kan, til at løfte området. Den ene part kan ikke gøre det uden den anden, så snubler man simpelthen.

Det billede genkender hendes kollega, socialrådgiver Monica Thomsen, der er ansat i handicapteamet i Helsingør Kommunes Familierådgivning. I sit daglige arbejde sidder hun med de sager, som handler om familier med børn, der har gennemgribende fysiske eller psykiske handicap. Hendes team bruger fx juristen, når familier med børn med handicap søger om at få dækket forskellige udgifter. En del af sagerne er komplicerede og bygger på principafgørelser og skøn.

- Jeg kender den lovgivning, vi arbejder med hver dag, rigtig godt. Men der er altid undtagelser og grænsetilfælde, og det er meget i forbindelse med dem, at jeg bruger Birgitte. Vi er meget grundigt inde materien, i det vi kalder ’vores” paragraffer. Men hvis der fx kommer nye vejledninger, eller vi har brug for et mere overordnet, generelt juridisk blik, så er det skønt at have Birgitte, for det er ikke noget, vi lige har på hylden, forklarer Monica Thomsen.

Skrivebordsarbejde og virkelighed

En gang i mellem kan det dog ikke lade sig gøre at bygge en snorlige bro fra lovgivning til virkelighed. I de situationer er Birgitte Krohn Madsen også med til at gøre de relevante ministerier og myndigheder opmærksomme på udfordringen med at få regler og praksis til at spille sammen.

- Når man arbejder med konkrete sager, sker det, at vi harcelerer lidt over lovgiverne, fordi man ind i mellem kan få fornemmelsen af, at de sidder bag et skrivebord og lovgiver og ikke ved så meget om, hvad der foregår ude i verden. Af og til står vi i en situation, hvor vi bliver nødt til at løse en problematik på en uformel måde, fordi reglerne ikke hænger sammen med virkeligheden. Den del af mit job, som handler om at få koblet virkeligheden og loven sammen, kan jeg også rigtigt godt lide, siger hun.

Vigtigt at være tæt på

Birgitte Krohn Madsen deler sin arbejdstid mellem to skriveborde i hver sin ende af byen. Det ene er placeret sammen med resten af kommunens centrale administration. Det andet står i den bygning, hvor socialrådgiverne i de forskellige borgerrettede centre - fra jobcenter til familierådgivning - sidder. Her har juristen fast base en til to gange om ugen, afhængig af hvordan programmet ellers ser ud.

Og det er ikke lige meget, hvor hun sidder, for det gør en forskel både for rådgiverne og juristen selv, at hun er tæt på.

Læs også: Fuldtid og deltid - analyser og inspiration på det kommunale ældre - og sundhedsområde

- Selvfølgelig kan man samarbejde, selvom man sidder forskellige steder i forvaltningen. Og selvfølgelig kan man sende en mail. Men det er dejligt at få sat ansigt på, og det giver meget for samarbejdet, at man ser hinanden en gang imellem. Når jeg ser, at Birgitte er her, kigger jeg mere lige forbi, siger Monica Thomsen.

For Birgitte Krohn Madsen er det afgørende, at hun er tilgængelig og har sin gang blandt de kolleger, der skal bruge hende. 

- Jeg leverer en juridisk konsulentydelse til mine kolleger, og det forudsætter, at de kender mig – og at de nye, der kommer til, lærer mig at kende. Når jeg er her, så fanger folk mig på gangen eller kigger lige forbi mit kontor. Ofte er det nemmere at stå og tale sammen frem for at have en lang mailkorrespondance, understreger hun.