Skab robuste forandringer
BrancheArbejdsmiljøRådet har udgivet et værktøjshæfte, hvor arbejdspladser kan få viden og inspiration til arbejdet med forandringer på arbejdspladsen.
Alle arbejdspladser gennemgår forandringer, både store og små forandringer. Ofte har de det til fælles, at de påvirker det psykiske arbejdsmiljø og trivslen på den ene eller anden måde. BrancheArbejdsmiljøRådet har udarbejdet et hæfte om forandringer på arbejdspladsen, der kan hjælpe jer godt igennem forandringer på arbejdspladsen.
Læs også: Lær at forebygge stress når forandringerne står for døren
Ved at tænke trivsel og godt arbejdsmiljø ind fra starten i forandringsprocessen, er der større sandsynlighed for, at forandringerne er holdbare og vedvarende, altså robuste. Det er de, da både leder og medarbejdere opbygger et stærkt organisatorisk grundlag og social kapital til nye forandringer.
Hæftet henvender sig til ledere samt tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i formelle fora som MED-udvalg, SU eller AMO.
Hæftets indhold
I hæftet kan I finde gode råd og metoder, når I skal planlægge forandringer på jeres arbejdsplads - og særligt med fokus på trivsel.
Hæftet indeholder blandt andet seks dialogværktøjer:
- Forandringsbalancen
- Hesteskoen
- Omvendt brainstorming
- Turntable
- Fire F
- Tidslinjen
Disse seks dialogværktøjer er særligt egnet til at have fokus på trivsel og psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med robuste forandringer. Metoderne kan anvendes til forskellige formål og på forskellige tidspunkter i forandrings forløbet.