JTI står for Jungs Type Indeks og måler på de samme fire dimensioner af personligheden som MBTI. Er du intro- eller ekstrovert, sansebaseret eller intuitiv, tanke- eller følelsesbaseret, vurderende eller opfattende som type.

Profilkritik er bedre end personkritik

Lærerne på Skolen ved Skoven i Hillerød kan nu tale anderledes åbent om de svagheder, de oplever hos deres nærmeste kollegaer. Et arbejdsmiljøprojekt har sat fokus på personlighedstyper og gjort den enkelte opmærksom på, hvilke kollegaer og elever, han eller hun trives bedst med.

Af Personaleweb 24/10/2013
KL,
LC

På Skolen ved Skoven, der er en specialskole for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, har lærerne gennem flere år arbejdet og undervist sammen i teams af tre til seks lærere.

Ris og ros har de været vant til at give hinanden, men det seneste år har de lært at se på sig selv og andre gennem nye briller. 

Meyers Briggs Type Indikator (MBTI) er en model over egenskaber, der inddeler mennesker i personlighedstyper. Det er den, lærerne på Skolen ved Skoven er blevet præsenteret for og siden hen inddelt efter. Skolens arbejdsmiljørepræsentant Louise Drews er begejstret for arbejdet med personlighedstypetesten, der som projekt er søsat i en højere sags tjeneste, nemlig at nedbringe sygefravær og højne arbejdsmiljøet blandt lærerene.

- Med MBTI-modellen er det blevet tydeliggjort, hvordan vi fungerer godt i forskellige arbejdsmiljøer og det er derfor blevet nemmere at placere os i teams. Det har virkelig været godt, siger Louise Drews.

Når det handler om folks profil, bliver kritikken i mindre grad taget personligt. Louise Drews fortæller videre, at lærerne rigtignok havde en ide om, hvilken type de selv og deres kolleger var i forvejen. Men ikke desto mindre har der været øjenåbnere i forløbet.

- Vi har i de fleste tilfælde fået bekræftet, at vi er placeret rigtigt, men i enkelte tilfælde har vi sagt: ’Jamen hov, du som er fleksibel og spontan, du får måske et bedre arbejdsmiljø, hvis du er sammen med de elever, der har opmærksomhedsforstyrrelser og hele tiden ændrer fokus, frem for at være i undervisningen med faste rammer og gentagelser hos eleverne med autisme’.

LÆS OGSÅ: Gør en forskel, når du giver kritik

Nye kolleger, nye profiler

Viceskoleleder Hanne Ladegaard er også vældig tilfreds med projektet, der blev skudt i gang af et to timers foredrag om MBTI-modellen. Herefter blev skolens 25 lærere personlighedstypetestet og de syv team havde afslutningsvis en samtale med den konsulent, der introducerede dem alle for modellen.

Men profilerne er langt fra glemt. I det daglige er det en kæmpe fordel at være klar over, at der for eksempel i en gruppe ikke sidder et eneste ordensmenneske. Så må det ansvar nemlig uddelegeres temmelig eksplicit. Når der i fremtiden kommer nye lærere til, vil det derfor også være oplagt at tage hensyn til og indføre vedkommende i hele MBTI-systemet, mener Louise Drews.

Hvorvidt andre skoler i Hillerød ville have ligeså stor gavn af at inddele lærerværelset i personlighedstyper, kan næstformand i Hillerød Lærerkreds Lisbeth Abildgaard dog være i tvivl om.

- Vi i lærerkredsen og Hillerød Kommune er enige om, at projektet på Skolen ved Skoven har været et rigtig godt projekt, fordi det er startet nedefra. Det er noget lærerne selv har ønsket sig, været og stadig er engagerede i. Men et projekt, der går så tæt på den enkelte lærer, skal ikke komme oppefra og trækkes nedover nogen. Så risikerer vi, at det ikke bliver samme succes som på Skolen ved Skoven, siger Lisbeth Abildgaard.

Projektet har været gennemført med midler fra KL og Lærernes Centralorganisation som en del af et større nationalt projekt for arbejdsmiljøet kaldet ’Nye veje til fastholdelse af lærere’. 

LÆS OGSÅ: Tre gode råd til at undgå konflikter med kollegerne

Om projektet
  • Bag projekt ’Nye veje til fastholdelse af lærere’ står KL og Lærernes Centralorganisation.
  • KL og Lærernes Centralorganisation har iværksat projektet med det mål at modvirke sygefravær og tidlig pensionering.
  • De 12 projekter har været gennemført i perioden 1. april 2012 frem til sommer/efterår 2013.
  • Læs mere om projektet og opdag flere indsatser mod sygefravær