I Ballerup eksperimenterer man og bruger prototyper. Foto: Colourbox

Lokal MED-aftale er en slags prototype

Krisen har formet en ny virkelighed for ledere og medarbejdere i Ballerup Kommune. Her er innovation blevet løsningen i en verden, der forandrer sig med stor hastighed, derfor arbejder kommunen med prototyper, fortæller kommunaldirektør Anders Agger.  

Af Luna Svarrer 27/08/2014

I Ballerup Kommune er medarbejdere og ledere ved at udforme en MED-aftale, der som noget nyt er baseret på værdier og tillid mere end regler. Aftalen er en brik i en omfattende forandringsproces for kommunen.

Arbejdet med MED-aftalen, kalder de for en kulturændring, og afspejler den forandring kommunen har være nødsaget til at træde ud i på grund af finanskrisen.

- Kommunen er nødt til at kunne forandre sig både strategisk og operationelt med en meget stor hastighed, mener kommunaldirektør Anders Agger.

LÆS OGSÅ: Ny MED-aftale inddrager medarbejderne tidligt

- Vi kommer aldrig tilbage til den virkelighed, der var før. Vi er i en ny virkelighed, hvor knappe ressourcer gælder i et helt andet omfang end før, forklarer Anders Agger.

Til at hjælpe med de omstillinger, abonnerer man på et tankesæt, der bruger innovation og prototyper som redskaber. Netop nu er Ballerup Kommune i gang med at forhandle den ny MED-aftale baseret på værdier, og den afspejler et nyt tankesæt og bringer nye redskaber med sig.

Innovation satte fokus på frygt

I mødet med den økonomiske krise blev innovationsbegrebet et redskab, der gav kommunen en ny retning, og det har også sat sit præg på MED-samarbejdet i dag. Innovation har blandt andet sat spot på de ting, der fungerer, og de ting der ikke fungerer.

- Når du arbejder med innovation, så begynder du at se de små ting. Du begynder at se, hvad der hæmmer noget, og hvad der fremmer noget. Noget af det, der fremmer, er, at du systematisk arbejder med fraværet af frygt, og i stedet har tillid til, at det er brugbart at prøve noget af og at turde ikke at have den forkromede løsning fra start, men at lave prototyper som vi tester, forklarer Anders Agger.

Selve MED-aftalen er netop en af de prototyper. En prototype som kommunen løbende tester og justerer på og finder ud af, hvad der fungerer, og hvad der kan arbejdes videre med. På den måde bliver der plads til fejl og til at prøve nye ting.

 

Prototype

En prototype er en foreløbig udgave af et produkt. Formålet med prototyper er at teste funktion og design. Og sådan ser de også MED-aftalen i Ballerup. Hvis der er noget der ikke virker, så skal det diskuteres og laves om. Og omvendt, hvis noget virker, sætter der spot på hvorfor, så man kan bruge læringen andre steder.