MED-grunduddannelse giver fokus og tilfredse deltagere

MED-grunduddannelse giver fokus og tilfredse deltagere

MED-grunduddannelsen har været i gang i et år, og tilbagemeldingen fra deltagere og undervisere er, at de er glade for både undervisning og materialer.

Af Mia Dalby Larsen 26/01/2016

I januar sidste år blev den nye MED-grunduddannelse sat i søen, og medarbejder- og lederrepræsentanter fra kommuner og regioners MED-udvalg skulle fremover undervises to dage frem for fem dage, og alt fra pædagogik til indhold i undervisningen blev lavet om. I dag kører alle MED-grunduddannelserne efter det samme koncept og ud fra det samme materiale.

Nu er der gået et år, hvor der har været undervist i 240 grunduddannelsesforløb i 2015, og der er solgt 11.500 eksemplarer af den grundbog, som hører med til uddannelsen. Ændringerne af MED-uddannelsen, der havde otte år på bagen, har vist sig at være en succes. Det fortæller direktør for Parternes Uddannelsesfællesskab (PUF) Ulla Bertelsen.

- Vi har fået en tiltrængt skarphed og fokusering. Vi har især oplevet et løft, når det gælder kompetenceforhold, siger Ulla Bertelsen, der oplever, at både undervisningens indhold og form gør, at deltagerne bliver klædt godt på til, at de kan bruge det, de lærer, når de kommer hjem.

MED-grunduddannelsen er i dag bygget op af seks fastlagte læringsmål, som alle MED-undervisere underviser ud fra, og der er skarpt pædagogisk fokus på, at kursisterne skal kunne de helt grundlæggende principper i MED-rammeaftalen, og de skal kunne bruge deres nye viden hjemme i det lokale MED-arbejde på deres arbejdsplads.

- De har skabt fokus og retning. Læringsmål er jo i dag noget, man arbejder med helt fra vuggestuen, og det gør, at underviser og deltagerne har et fælles målbillede for, hvad det er, de arbejder med, siger Ulla Bertelsen.

Undervisningen understøtter samarbejdet

Tilsammen har ændringerne betydet, at tilbagemeldingerne fra både leder- og medarbejderrepræsentanter er meget begejstrede. En foreløbig sammentælling af evalueringerne viser, at 86 procent af kursisterne har svaret, at MED-grunduddannelsen i høj eller nogen grad vil understøtte kursisten i forhold til hans eller hendes fremtidige bidrag til MED-samarbejdet.

En af PUF’s erfarne undervisere oplever også, at deltagerne er meget tilfredse med den nye grunduddannelse. Det er Jette Jul Nevado også selv, selvom hun umiddelbart var skeptisk, da hun først hørte, at uddannelsen skulle skærpe sit fokus på regler, og at materialet og forløbet skulle være ens på alle MED-grunduddannelser i hele landet.

- Jeg tænkte jo, at det kunne blive sådan nogle kedelige kurser, hvor jeg jo tidligere syntes, at jeg havde fundet en måde at gøre stoffet mere spændende på. Nu skulle deltagerne så sidde og høre mig fortælle om paragraffer. Men sådan er det jo ikke. Det er bygget op på en måde, så kursisterne hele tiden aktiveres, siger hun og fortsætter:

- Jeg måtte også selv lige være sikker på, at jeg havde styr på alle detaljerne i paragrafferne, for så meget havde vi ikke talt om dem før helt ned i paragrafnumre, men da jeg så kom ud med uddannelsen første gang, så blev jeg meget positivt overrasket. Det blevet taget så godt imod, og det hang utroligt godt sammen for mig også.

Forskel på medindflydelse og medbestemmelse er central

PUF’s direktør Ulla Bertelsen peger især på, at deltagernes læring er styrket, når det gælder undervisningen i kompetenceforhold, og i forskellen på medbestemmelse og medindflydelse og hvornår man bruger hvad.

- Der er forskel på information og drøftelse (medindflydelse) og så retningslinjer (medbestemmelse). Når det gælder retningslinjer skal man være enige i MED-udvalget, men information og drøftelse kan være en guldgrube for lederne, fordi de får input og hører om medarbejdernes kendskab til opgaven og til borgerne - her har medarbejderne medindflydelse, siger Ulla Bertelsen og påpeger, at det den anden vej rundt også giver ejerskab blandt medarbejdere, når medarbejdere og ledere har været i dialog med hinanden om beslutninger, som ledelsen skal tage.

Hun oplever, at der på nogle arbejdspladser ikke tidligere har været så stor klarhed om forskellen mellem medbestemmelse og medindflydelse og hvornår, man skulle bruge hvad, og at lederne derfor ikke altid har brugt medindflydelse så meget, som de kunne.

- Det bliver sagt nu, at medarbejdernes rolle i medindflydelse er at berige og kvalificere ledelsens beslutninger til gavn for arbejdsmiljøet og til gavn for kerneopgaven. Det er utroligt hjælpsomt at få gjort tydeligt, hvad forskellen er, siger Ulla Bertelsen.

Hvordan skaber vi værdi?

Den betragtning er Jette Jul Nevado enig i. Hun har været MED-underviser siden 2005 og er ansat som administrativ leder på en skole i Aarhus Kommune, og arbejdet i MED fylder dagligt i hendes kalender. Ved siden af underviser hun på MED-uddannelserne i primært Herning Kommune.

- Det har altid været en af mine kæpheste, at man skulle kende forskel på medindflydelse og medbestemmelse – også når man bliver vækket midt om natten. Ellers kommer man hurtigt ud i en gang mudder, og det giver et dårligt arbejdsmiljø, siger hun.

Jette Jul Nevado peger på, at hun selv lægger meget vægt på uddannelsens første læringsmål, der handler om selve MED-ideen.

- Det er jo hele grundstenen. Hvorfor har vi overhovedet MED-systemet, og hvordan får vi skabt den her merværdi på arbejdspladsen? Så kan vi bagefter snakke om, hvilke kompetencer og opgaver vi har, siger hun.
Men det allervigtigste ved den nye MED-grunduddannelse er i hendes optik, at deltagerne efter at have været igennem alle seks læringsmål er klædt rigtig godt på til samarbejdet derhjemme.

- Jeg synes faktisk læringsmålene gør, at man bliver skarp på de ting, man skal kunne, når man sidder i MED-samarbejdet, så alle seks læringsmål er vigtige, siger hun.

Evaluering på vej

PUF’s bestyrelse har besluttet at gennemføre en grundig evaluering af den nye MED-grunduddannelse. Det sker i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der udvikler evalueringsredskaber og evaluerer både kvantitativt og kvalitativt. Medio 2017 vil der foreligge en evalueringsrapport.

Det har allerede betydet en ændring i forhold til tidligere: Evalueringerne foregår nu digitalt. Kursisterne får et spørgeskema umiddelbart efter uddannelsen og igen fem måneder senere, så man også kan måle den langsigtede effekt af uddannelsen.

 

Hvad er MED-ideen?

Ved du, hvorfor vi har MED-systemet? Se denne lille film, som PUF har produceret om MED-ideen. Du kan klikke i nederst højre hjørne og se filmen i fuldskærmsvisning.

 

Test også din egen viden om kompetencer og retningslinjer i to interaktive øvelser på PUF's hjemmeside.

Om uddannelsen

Den nye MED-uddannelse forløber over to undervisningsdage. Den bygger på de seks læringsmål:

  • MED-ideen og formålet i den lokale MED-aftale
  • Kompetenceforhold
  • Opgaver i MED
  • Rammer og vilkår for MED-samarbejdet
  • Information og drøftelse (medindflydelse)
  • Retningslinjer (medbestemmelse)

På MED-grunduddannelsen bruges det pædagogiske princip Cooperative Learning, hvor der veksles mellem korte oplæg om de seks læringsmål, gruppediskussioner og diskussioner i plenum. Metoden sikrer, at alle lærer og er aktive undervejs.

Desuden er princippet ’transfer’ centralt. Det har fokus på, at deltagerne bruger det, de lærer i virkeligheden og omsætter det til et godt og udbytterigt samarbejde i MED-udvalgene.