
Morsø har udviklet et kodeks for godt medarbejderskab
I Morsø Kommune har lederne udviklet et kodeks for godt ledelsesskab, og medarbejderne har samtidig udviklet et kodeks for godt medarbejderskab. Der, hvor de to kodeks matcher hinanden, er dér, hvor man mærker en effekt. Både på bundlinjen, ude hos kunden og i produktionen.
Medarbejderkodekset i Morsø Kommune er Danmarks første af sin slags. Kodekset er resultatet af mere end 2.000 medarbejderes bidrag, og det er udarbejdet gennem 50 kursusdage, hvor 50 medarbejdere i fællesskab fandt frem til ni væsentlige anbefalinger.
Kodekset fungerer som en 'best practice', som man kan blive ved at vende tilbage til ved både nye ansættelser og kursusdage. Alle ni anbefalinger har medindflydelses-potentiale. På den måde bliver det et godt redskab i fælles bestræbelser på at skabe medindflydelse for alle.
Medarbejderkodeks i krisetider
Fællestillidsrepræsentant Helle Hjortshøj udtaler:
- Nu står vi i en situation med en stram økonomi, og det kalder måske på en anden slags medindflydelse, men det er tydeligt at se, at de værdier, der kommer til udtryk i kodeks for godt medarbejderskab gennemsyrer kulturen. Derfor er man også med, når der skal træffes vanskelige beslutninger, for eksempel om besparelser.
Kodekset respekterer ledelsesretten fuldt ud. I forhold til ledelsen er formålet, at medarbejdere kan kvalificere nogle af de svære beslutninger, som ledelsen skal tage i krisetider. Eksempelvis nedskæringer og fyringer. Her kan man samarbejde om at tackle problemerne på en hensigtsmæssig måde for de involverede parter.
Kodekset fylder i 5 år i år, og i Morsø Kommune arbejder de nu på at få medarbejderkodekset helt frem i bevidstheden igen. Dels fordi betydningen efter 5 år kan være gledet en smule i baggrunden i folks bevidsthed, og dels fordi det er vigtigt at forholde sig til god medindflydelse og godt samarbejde i krisetider.
Både medindflydelse og gode resultater
Der er en helt entydig sammenhæng mellem medarbejdertrivsel og forretningsmæssige resultater.
De ledere, der har størst fokus på medarbejdertrivsel, samarbejde og motivation, klarer sig uden tvivl bedst i undersøgelser om både medarbejdertilfredshed og forretningsmæssige resultater.
Ledelse i sig selv gør ingen forskel for bedre medindflydelse, det er ledelse i samarbejde med medarbejdere, der skaber bedre medindflydelse og dermed både bedre resultater på bundlinjen og bedre trivsel blandt medarbejdere.
Læs mere i artiklen 'Stjernen med de ni takker' i 'Medindflydelse - det nytter'.