Leder: Sådan forbereder jeg mig på MUS-samtalen

MUS-samtalen er et vigtigt personalepolitisk instrument, så overvej på forhånd, hvad der skal komme ud af samtalen.

Af Kompetencernes ABC 26/05/2015

MUS er en god anledning til at træde ud af den daglige rutine og tale med dine medarbejdere om fremtidige arbejdsopgaver, forventninger, trivsel og kompetenceudvikling. Men for at MUS-samtalen skal blive udbytterig, er det vigtigt, at du forbereder dig.

På forhånd skal du overveje, hvilke emner du ønsker at tale om, og hvad du ønsker, der kommer ud af samtalen. Det er vigtigt, at du allerede inden samtalen har afstemt dine forventninger til samtalen med medarbejderens forventninger. Du kan bl.a. afstemme forventninger ved i god tid at give medarbejderne et skema med de emner, samtalen skal handle om.  

Du kan bruge MUS-automaten her på siden til at danne et MUS-skema.  

Når du forbereder MUS, er der en række retningslinjer, du kan følge:

  • Sørg for, at medarbejderen får et samtaleskema i god tid og forstår, hvordan det skal bruges
  • Kig på udviklingsplanen eller aftaleskemaet fra sidste MUS
  • Vurdér, om de aftalte arbejdsopgaver er blevet gennemført tilfredsstillende
  • Overvej, hvordan du bedst ser, at medarbejderen kan bidrage til opfyldelsen af arbejdspladsens mål og strategier
  • Overvej, hvad medarbejderen kan gøre for at styrke sine udviklingsområder i det kommende år
  • Overvej, hvad dit vigtigste budskab er til medarbejderen
  • Tænk over konkrete eksempler
  • Forbered dig på, hvordan du vil begynde samtalen

Afklar dit formål med MUS

For at få det bedste udbytte af MUS er det vigtigt, at du før samtalerne overvejer, hvad dine primære formål med MUS er.  

Du kan bl.a. overveje, om du vil bruge MUS som:

  • En anledning til at tænke strategisk og få et overblik over medarbejdernes kompetencer – hvordan er opgaveudviklingen i organisationen i forhold til de kompetencer, der findes i din enhed? Hvor er kompetencerne tilstrækkelige, og hvor er der mulighed for udvikling.
  • En anledning til at skabe retning på medarbejderens udvikling i forhold til organisationens behov, mål og værdier, herunder hvad ønsker medarbejderen, hvilke potentialer ser du, og hvad skal der til for at nå derhen.
  • En mulighed for at anerkende medarbejderen gennem en begrundet feedback
  • En anledning til at sætte fokus på trivsel og kultur på arbejdspladsen
  • En mulighed for at opsamle den viden, dine medarbejdere har om organisationen
  • En mulighed for at få feedback på din lederadfærd.

Afklar dit råderum for kompetenceudvikling

For at skabe troværdighed om MUS-samtalen som et seriøst udviklingsredskab er det vigtigt, at du inden samtalen har afklaret råderummet for kompetenceudvikling, så du ikke bagefter skal bryde løfter og aftaler.

Som forberedelse til samtalen er det derfor en god idé at orientere sig i forhold til organisationens økonomiske ressourcer til uddannelse og andre udviklingsaktiviteter og i kommunens personalepolitik omkring f.eks. efteruddannelse, karrieremuligheder, ligestilling, seniorpolitik og fratrædelsesordninger.