Ledere der lykkes 2

Fremragende ledere har disse syv kompetencer

Hvad er det særligt dygtige offentlige ledere kan eller gør? De kvinder og mænd, som skiller sig ud og meget tydeligt lykkes som leder? Det giver Væksthus for Ledelse syv svar på i en ny udgivelse.

Af Mia Dalby Larsen 26/09/2016

De fleste kan pege på en eller flere ledere i deres organisation, som lykkes. En som skiller sig ud, lyser op og er et forbillede for andre. Men har du tænkt over, hvad det egentlig er, der gør dem til noget særligt? Hvad er det de gør? Hvad er det, de kan?

I udgivelsen 'Ledere der lykkes 2' er Væksthus for Ledelse gået på jagt efter det særlige hos de særligt dygtige ledere i kommuner og regioner. Udgivelsen er en opfølger på to tidligere udgivelser med samme tema. Denne gang går undersøgelsen på tværs af regioner og kommuner, og den peger på syv kompetencer, som de dygtigste ledere mestrer.

Før musen henover grafikken nedenfor og få et hurtigt overblik. 

(artiklen fortsætter under grafikken)

https://www.thinglink.com/scene/836881722434912256

De syv kompetencer hos ledere der lykkes

Økonomisk opfindsomhed

Lederne sikrer sig med økonomisk omhu og tæft et større ledelsesrum. 

De er opmærksomme på betydningen af at kunne skabe lidt ”luft i økonomien”, ved fx at søge supplerende finansiering, omdisponere inden for budgettets rammer, være omkostningsbevidste og udvise rettidig omhu, når der er brug for at skære.

Strategisk zoom:

Lederne skifter ubesværet perspektiv mellem detalje, overblik og fremsyn.

De formår at ”se det store i det små”, dvs. etablere meningsfulde koblinger mellem organisationens overordnede mål og medarbejdernes daglige udfordringer. Deres særlige styrke er ikke bare en veludviklet evne til helhedstænkning eller et skarpt blik for vigtige detaljer i det nære – men netop at kunne veksle naturligt mellem helikopter og øjenhøjde.

Individuel indlevelse

Lederne har blik for det enkelte menneske og behandler alle med samme respekt. 

Chefer og medarbejdere oplever ledere, der insisterer på at kende og forstå mennesket bag medarbejderen og at bevare ordentligheden i relationer, også når situationer spidser til.

Præstationsorienteret passion

Lederne stræber energisk og udholdende mod stadig højere mål.

De har en urokkelig vilje til hele tiden at gøre det endnu bedre – og stiller derfor store krav til deres omverden og ikke mindst til sig selv. Det primære mål er næsten aldrig at pleje egen karriere, men at ”kæmpe for sagen” og skabe bedre fælles resultater.

Mangfoldig mobilisering

Lederne investerer i værdiskabende relationer til en bred kreds af interessenter. 

Lederne er kendetegnet ved aktivt at opbygge meget stærke bånd til alle væsentlige interessenter – både internt og i omverdenen. De er bevidste om, at denne relationskapital er vigtig for at skabe resultater.

Konstruktiv konfrontation

Lederne udfordrer, afklarer og bilægger uenighed.

De er hverken konfliktsøgende eller konfliktsky, men har en sikker fornemmelse for, hvornår de skal reagere prompte, og hvornår noget er under bagatelgrænsen og/eller de involverede selv kan og bør håndtere en situation indbyrdes.

Afklaret autoritet

Lederne er tydelige om og tro mod deres personlige værdier. 

De er i deres ledergerning drevet af stærke, grundlæggende værdier om ligeværd og respekt, men er samtidig tydelige i deres rolle som den, der har det sidste ord.

Læs mere hos Væksthus for Ledelse

I udgivelsen 'Ledere der lykkes 2' kan du læse mere om, hvordan lederne udøver kompetencerne, og du kan læse, hvad der sker, når kompetencen svigter. 

Du kan downloade eller bestille den her. 

Om 'Ledere der lykkes 2'

'Ledere der lykkes 2' er udgivet af Væksthus for Ledelse.

I undersøgelsen medvirker 22 ledere fra kommunale og regionale arbejdspladser.  

Der er blevet gennemført interviews med både lederne, deres overordnede og nogle af deres medarbejdere. 

Interviewene har haft fokus på, hvad lederne faktisk gør og tænker i afgørende situationer frem for, hvilke holdninger de har til ledelse. 

Du kan bestille eller downloade publikationen her. 

Citater om ledere, der lykkes

Jeg har den grundindstilling, at man skal opføre sig ordentligt. Jeg er ikke mere værd end mine medarbejdere. Vi har bare forskellige roller. 

Leder

Hun er den mest ihærdige, jeg kender, og selv om hun leverer topresultater, er hun aldrig helt tilfreds. Hun er ikke drevet af at gøre karriere - her har jeg nærmest måttet skubbe hende frem - men mere at at gøre noget godt. Og gøre det ordentligt. 

 Chef

Hun giver os troen på, at det kan vi godt selv klare. Ja, hun forventer det nærmest af os, og vi får lov til rigtig meget. Hun giver plads, men tager altid tid til lige at følge op - både på møder, eller hvis vi mødes på gangen. Jeg fatter ikke, hun kan huske det alt sammen, når man tænker på, hvor mange vi er. 

Medarbejder