Arbejd med kerneopgaven

Sådan arbejder vi med kerneopgaven

I Dagtilbud Hadsund er medarbejdere og ledere netop nu i gang med en proces, der skal ændre deres syn på dem selv og deres arbejde. De skal arbejde ud fra én sætning, der fortæller, hvad dagtilbuddets kerneopgave er.

Af Mia Dalby Larsen 01/10/2014

I Dagtilbud Hadsund i Mariagerfjord Kommune taler de 37 medarbejdere og deres ledere om en ting for øjeblikket: Kerneopgaven.

I over et år skal dagtilbuddets fem huse arbejde med at definere kerneopgaven og indrette deres daglige arbejde efter den ene lille sætning, der skal definere formålet med det arbejde, som pædagoger, pædagogmedhjælpere, ledere, køkkenpersonale, pedel og studerende, udfører.

- Der et rigtig stort projekt, og vi har budgetteret med, at processen kommer til at tage et helt år. Det skal være en proces, der skal kunne udfordre os i vores praksis, og som vi skal kunne finde energi i, fortæller Gitte Gade, der er dagtilbudsleder for Dagtilbud Hadsund.

Fokus på borgerne

Ideen med at bruge kerneopgaven som udgangspunkt for at kigge rutiner og arbejdsgange igennem er egentlig ikke fostret i dagtilbuddet selv, men er et projekt, der udspringer centralt i Mariagerfjord Kommune. Her har man nemlig besluttet, at kerneopgaven er det udgangspunkt, som kommunens arbejdspladser skal udvikle sig efter de kommende år. Det handler om fokus på borgerne og brugerne, om faglighed, om samarbejde på tværs af fag og om, at alle arbejder med et fælles billede af arbejdspladsens formål.

LÆS OGSÅ: Her er kerneopgaven et godt børneliv

Valget af kerneopgaven som udgangspunkt for at udvikle de kommunale tilbud, ser Gitte Gade som et kærkomment værktøj til at arbejde med nogle af de krav, der i dag stilles til institutionerne på dagtilbudsområdet.

- Vi står midt i et paradigmeskifte. Hvis du tidligere spurgte en pædagog om, hvad hendes kerneopgave var, ville kun sige, at det var at passe børn. Og det var helt i tråd med serviceloven. Dagtilbud er lovgivningsmæssigt ændret fra primært at være et servicetilbud til brugeren om pasning til i dag at have en selvstændig funktion i forhold til at skabe høj kvalitet og sikre barnets trivsel, læring og udvikling. I dag er barnets trivsel ikke kun forældrenes ansvar, men også samfundets, fortæller Gitte Gade.

Og det, at børnehaver og vuggestuer i dag også skal understøtte børnenes videre færd gennem skole og uddannelse, passer rigtig godt sammen med at skulle definere kerneopgaven ud fra et bruger- og borgerrettet perspektiv, mener Gitte Gade.

- Vi har fået en ny ansvarsopgave, og vi skal finde et ståsted i forhold til at kunne gøre det inden for de ressourcer, vi nu engang har. Når vi skal ændre noget i vores praksis, så er vi også nødt til at have noget at holde det op imod, siger hun.

Medarbejderne skal være med

Projekt Definer Kerneopgaven er ikke bare et projekt for ledelsen. Det skal i høj grad være medarbejderne, der definerer og formulerer den sætning, som dagtilbuddet fremover skal arbejde efter. Processen blev sat i gang i august, hvor to HR-konsulenter fra Mariagerfjord Kommune gæstede et personalemøde og udfordrede personalets opfattelse af deres opgave.

I de næste par måneder kommer diskussionerne til at foregå ude i de fem huse, som udgør Dagtilbud Hadsund.

- Man kan ikke definere kerneopgaven uden, at alle er med i det, ellers har man jo ikke ejerskab til den. Det er nemmere i de små grupper, for der er tryghed, og alle kan blive hørt, siger Gitte Gade.

Sideløbende vil hun inddrage både forældre og børn ved hjælp af spørgeskemaer, så de også får et ord at skulle have sagt.

LÆS OGSÅ: Forsker: Tre typiske misforståelse om kerneopgaven

Hvad betyder det for praksis?

Når kerneopgaven er defineret, så skal den konkretiseres, og medarbejderne i de enkelte huse skal derefter gå deres læreplaner igennem og finde ud af, hvilke opgaver og hvordan opgaverne skal løses i fremtiden.

Men vi kan lige så godt være ærlige at sige, at det første, medarbejderne formentlig tænkte, da de hørte om kerneopgaven, var åh nej, endnu en arbejdsopgave.

Gitte Gade, dagtilbudsleder for Dagtilbud Hadsund

- Fra januar 2015 til august 2015 skal de enkelte huse finde ud af, hvad det betyder for læreplanerne? Hvad betyder det for vores praksis? Hvordan er vores dagligdag bygget op, og hvad gør vi fra barnet kommer ind ad døren om morgenen, til det går igen om eftermiddagen. Hvordan stiller det, vi plejer at gøre, sig i forhold til den lille sætning, vi har fundet frem til, siger dagtilbudslederen.

Projektet er stort og omfattende og kan have som konsekvens, at personalet skal arbejde anderledes eller udføre andre opgaver, end det plejer. Både pædagogen på blå stue, forældrene og lederne kan få nye roller, og hvordan får man skabt en forandring i kultur og vaner?

- Vi er en arbejdsplads med en meget høj faglighed, og medarbejderne har en meget professionel tilgang til faget, lyder beskrivelsen fra Gitte Gade.

- Men vi kan lige så godt være ærlige at sige, at det første, medarbejderne formentlig tænkte, da de hørte om kerneopgaven, var åh nej, endnu en arbejdsopgave. Vi er presset på ressourcer, og de har gennem flere år oplevet at miste noget. For os er det en ledelsesmæssig udfordring at skabe energi omkring projektet. Men kerneopgaven handler om dagligdagen, og det er jo netop der i dagligdagen, at vi brænder. Der er en ånd i pædagogfaget, der gør, at når vi først kommer i gang og bliver pirret lidt, så er der en fantastisk kreativitet og vilje til forandring, siger Gitte Gade.

Projektet har været og bliver løbende diskuteret i dagtilbuddets MED-udvalg, hvor medarbejdere fra hvert af de fem huse er repræsenteret, og her har stemningen været positiv.

- De har haft mulighed for at sige, at de ikke vil. Men det har de ikke gjort. De har heldigvis sagt ja, siger Gitte Gade.