Rehabilitering har været det store dyr i åbenbaringen de senere år, og ingen kan vel være imod ideen om hjælp til selvhjælp. Men hvordan virker det? Og hvad siger medarbejderne? Vi har spurgt to af dem, der har fingeren på pulsen.

Hvordan synes I selv, det går?

Bente Larsen: Jeg oplever, at det går rigtig godt, og at den uddannelse, vi har givet vores medarbejdere tilbage i 2012 og 2013, virker. Hverdagsrehabilitering er blevet en måde at arbejde på. Det er helt nødvendigt, for vi har en meget stor stigning i vores ældredemografi især af ældre over 80 år.

Karen Stæhr: Der er flere sider af rehabilitering. Der er steder, hvor der går rigtig godt. Hvor det giver større livskvalitet til borgere, og hvor det giver medarbejderne mulighed for at bruge deres faglighed. Men der er også kommuner, hvor det ikke fungerer. Hvor der tænkes for meget i kroner og øre og for lidt i medmenneskelighed. Hvor man siger til medarbejderne tirsdag morgen: I morgen starter vi rehabilitering, og borgerne skal kunne dit, dut og dat. Det er et overgreb på både borgere og medarbejdere.

Hvad er det nye?

Karen Stæhr: Det nye er, at man ikke bare snakker om, at de ældre skal kunne mest muligt selv, men at man rent faktisk træner dem i de funktioner, de skal blive bedre til. Jeg har aldrig synes, det var godt, at man gjorde alt for de ældre, hvis der er bare små ting, de selv kan. Hjælpen skal være der, hvor behovet er. Det må ikke blive en spareøvelse, hvor man lader ældre plejetrængende i stikken. Jeg tror, at langt de fleste allerhelst vil kunne klare sig selv så længe, det er muligt -  især med toiletbesøg og personlig hygiejne. 

Bente Larsen: Mange siger om rehabilitering: ”Det har vi jo altid gjort”. Men nej, det har vi ikke altid gjort. Hverdagsrehabilitering tager længere tid i startfasen, men på sigt kan man ved at arbejde rehabiliterende klare flere borgere for de samme ressourcer, fordi man gør dem mere selvhjulpne.

Hvad har rehabilitering betydet for borgerne?

Bente Larsen: De borgere, der får personlig pleje, oplever, at de gennem træning kan komme til at vaske sig selv, lave mad, tage tøj på og selv gå i seng. Det skaber stor tilfredshed og livskvalitet. Vi har tidligere oplevet, at pårørende til ældre sagde: ”Nej, det kan ikke passe, at min gamle mor nu selv skal støvsuge eller gøre nogle ting”. Men det er ikke det, vi hører mere. Jeg får i hvert fald ingen klager.

Karen Stæhr: For borgerne er det gode, at de lærer at gøre ting, som de før skulle have hjælp til eksempelvis at gå på toilettet eller tage et bad. Det giver livskvalitet. Men det er vigtigt at kigge på den enkelte boger og have en rummelighed og forståelse for, at der er nogle enkelte, der ikke kan rehabiliteres. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan.

Hvad betyder det for medarbejderne?

Karen Stæhr: Jeg hører både ros og ris. For mange medarbejdere er rehabilitering det bedste, der er sket for dem i flere år. De har fået deres fag tilbage. Nu skal de pludselig kunne rumme det hele menneske. Andre medarbejdere sidder med armene over kors. De vil ikke være med og synes, det er synd for de gamle, eller at det er for besværligt at arbejde på en ny måde. Modstanden kan skyldes, at de er bange for, at deres faglighed ikke slår til. Det kan dog også skyldes dårlig ledelse, og at der ikke afsættes den fornødne tid og ressourcer til at ændre organisationen og inddrage medarbejderne. 

Bente Larsen: Jeg har kun oplevet at de har taget det til sig. Vi har uddannet alle vores 1000 medarbejdere i 2012 og 2013, og vi påbegynder mere efteruddannelse igen i år. Det er især vigtigt at uddanne ambassadører, der kan skabe dialog blandt medarbejderne og gå forrest. Mange medarbejdere sagde i starten: Vi kan ikke nå det inden for den tid, der er afsat. Og det er rigtigt. Det tager længere tid at skulle gå med borgeren ud på badeværelset end at køre ham på en bækkenstol. Derfor er der afsat ekstra tid i begyndelsen. Tiden reduceres i takt med borgerens selvhjulpenhed.

Hvad betyder det for kommunerne?

Bente Larsen: Det betyder, at vi forhåbentlig på sigt kan klare den øgede tilgang af ældre borgere, der kommer, og hjælpe og passe dem med det serviceniveau, vi har i dag. Mange forudsagde, at vi ville kunne klare os med færre medarbejdere. Vi har ikke på noget tidspunkt opsagt medarbejdere, fordi vi skulle spare. Tværtimod har vi brugt flere timer, end vi er budgetteret med. Det skyldes både stigningen i antallet af ældre, og at kommunen er blevet Det nære sundhedsvæsen. Borgere udskrives rigtig hurtigt fra sygehusene. Det slår igennem hos os.

Karen Stæhr: Der er ingen tvivl om, at kommunerne mener, de kan spare penge ved, at folk klarer sig længere i eget hjem. Det giver også kommunen tilfredse borgere og gladere og mere motiverede medarbejdere. Men igen – det er vigtigt at lytte til medarbejderne og give dem medindflydelse. De kan med deres faglighed se, hvis en borger ikke magter og ikke kan rehabiliteres.

Hvad er den største udfordring?

Karen Stæhr: Det er at skabe en ordentlig dialog med borgere og medarbejdere og få afstemt forventningerne: Hvad kan jeg som borger/medarbejder forvente? Og hvad forventer jeg selv? Hvis ikke vi får alle medarbejdere med, opstår der en subkultur, hvor folk gør, som de altid har gjort. Og så skal vi have spredt de gode eksempler og have kommunerne til at vidensdele. Vi har haft rehabilitering i ni år. Alligevel sidder alle kommuner og opfinder den dybe tallerken selv.

Bente Larsen: Det er at få kigget på organisationen og ændret rutiner. Hvis man i mange år har serviceret borgeren og givet omsorg, er det svært at give hjælp til selvhjælp. Det kræver, at man som medarbejder kan stå med hænderne på ryggen, mens hr. Hansen selv ordner tingene. Alle medarbejdere i hjemmeplejen har et kæmpe hjerte. Udfordringen er at fortælle dem, at de hjælper bedst ved at gøre borgeren uafhængig.