Rikke Gierahn Andersen, arbejdsmiljøansvarlig i Århus Lærerforening, præsenterer firkløveret, som består af tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, skoleledelse og en teamkoordinator.

Lærerne i Aarhus bruger filosofi til at forstå hinanden

I Aarhus har 105 medarbejdere fra forskellige skoler fået mulighed for at snuse til nye metoder, der kan styrke teamsamarbejdet. En af de metoder, som lærerne vil arbejde videre med, er den sokratiske samtale.

Af Personaleweb 24/10/2013
KL,
LC

Hvorfor blev du egentlig lærer? Hvad forstår du ved god læring? Hvad vil du gerne opnå? Sådan kunne en række spørgsmål lyde, hvis de blev stillet efter metoden 'den sokratiske samtale'.

Det er blandt andet den slags spørgsmål, som medarbejderne fra en række skoler i Aarhus Kommune har taget med sig fra to inspirationsdage i januar 2013, hvor det overordnede fokus var trivsel gennem teamsamarbejdet. 

Med midler fra projekt 'Nye veje til fastholdelse af lærere' sendte man et firkløver bestående af tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, ledelse og teamkoordinator fra de forskellige skoler af sted til inspirationsdagene, hvor i alt 105 deltog.

En af de aktiviteter, der gjorde størst indtryk på deltagerne, var et oplæg ved filosof Finn Thorbjørn Hansen om den sokratiske samtale og eksistentiel refleksivitet.
Ifølge Sanna Lassen, der er HR-konsulent i Kommunikation og Arbejdsmiljø i Aarhus Kommune, er det kommet bag på lærerne, hvor vigtigt det er med åndehuller i dagligdagen, som giver plads til at tænke over og snakke om andet og større ting end planlægningen af den næste undervisningstime.

- Vi har hørt lærerne sige 'gud, nej det får vi egentlig aldrig snakket om'. Det har betydet helt vildt meget for dem at filosofere over deres eget fag og for eksempel spørge ind til 'hvad er omsorg?', fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Fra gruppe til team - trivsel gennem teamudvikling

Rikke Gierahn Andersen, der er arbejdsmiljøansvarlig i Århus Lærerforening, og som har været med på projektet, mener, at den sokratiske samtale til dels handler om at komme bag ved de ting, som vi normalt tager for givet.

Lærerne sagde samstemmigt, at det var i teamsamarbejdet, man fandt energien. her kan man rent faktisk hjælpe hinanden og skabe trivsel, så man ikke står alene ude i den enkelte klasse

Sanna Lassen, HR-konsulent

Man kan få folk til at spole tilbage og sige 'hvorfor var det egentlig jeg blev lærer?' Vi tror, at fordi, vi har samme uddannelse, så mener vi det samme, og så har vi den samme faglige ballast. Nogle af de uenigheder, der opstår i et team, bunder måske i virkeligheden i nogle grundlæggende forskelle på, hvordan man anskuer værdier. Ved at få sat flere ord på de forskelle, kan man også få bedre udbytte af dem i et team", forklarer Rikke Gierahn Andersen.

Energien ligger i teamsamarbejdet

I Aarhus har man gennem længere tid arbejdet for at skabe bedre trivsel for lærerne og for at mindske sygefraværet. Projektet fra i år trækker tråde helt tilbage til 2009, hvor den årlige trivselsrapport fra Århus Lærerforening kunne afsløre, at der var rigtig mange lærere, der følte sig brændt ud.

For at få bugt med stress og langtidssygemeldinger valgte man at lægge den fremadrettede indsats der, hvor der var energi at hente, nemlig i teamsamarbejdet.

- Lærerne sagde samstemmigt, at det var i teamsamarbejdet, man fandt energien. her kan man rent faktisk hjælpe hinanden og skabe trivsel, så man ikke står alene ude i den enkelte klasse, forklarer HR-konsulent Sanna Lassen.

Tendenserne til stress og sygdom kunne også ses i Aarhus Kommunes trivselsundersøgelse, og derfor valgte man fra kommunens side at bruge midler på den forebyggende indsats mod stress. Det gjorde man blandt andet ved at sætte gang i pilotprojektet "Fokus på det der virker".

Fra 2010 til 2012 gennemførte man pilotprojektet på tre skoler i Aarhus, og det var erfaringerne fra de tre skoler, som dannede grundlag for to de inspirationsdage i januar i år.

- Deltagerne har givet udtryk for, at de har fået øjnene op for dimensioner i teamsamarbejdet, som de ikke havde blik for før, og som de nu vil arbejde videre med. De erfaringer, der blev skabt på de tre pilotskoler er blevet bredt ud til 105 deltagere, som så tager erfaringerne med tilbage til deres skoler, fortæller Rikke Giehran Andersen.

Aarhus Kommune fortætter projektet med teamsamarbejdet som en del af vejen til bedre trivsel. Frem til juni 2014 kører projekt 'Byg et team', hvor man uddanner 50 teamkoordinatorer fra syv skoler i alt.

Om projektet
  • Bag projekt ’Nye veje til fastholdelse af lærere’ står KL og Lærernes Centralorganisation.
  • KL og Lærernes Centralorganisation har iværksat projektet med det mål at modvirke sygefravær og tidlig pensionering.
  • De 12 projekter har været gennemført i perioden 1. april 2012 frem til sommer/efterår 2013. 
  • Læs mere om projektet og opdag flere indsatser mod sygefravær