Danske kommuner er innovative men vi kan blive bedre til at kopiere andres løsninger
Danske kommuner kan lære meget af norske kommuner, når det handler om at kopiere andres gode løsninger, mener analysechef i Center for Offentlig Innovation (COI), Ole Bech Lykkebo.
Hvilken kommune vil ikke gerne have sin egen Holbæk-model eller Fredericia-model?
Der er mere svung i at være 'first mover' end 'copycat', men hvad nu, hvis vi kan lære at stjæle med stolthed og gøre 'kopist' til et buzzword? Eller måske indføre en Copycat-pris som de har i Silkeborg Kommune?
Danske kommuner er vældig gode til at finde nye og bedre måder at servicere borgerne på. De er gode til at skabe højere kvalitet og effektivitet og i nogle tilfælde større borgerinddragelse og medarbejdertilfredshed. Innovation bruges også til at indfri politiske mål som fx grøn omstilling eller vækst i lokalområdet.
Men ofte sker innovationer ved, at kommunerne selv opfinder nye løsninger eller tilpasser andres innovationer væsentligt til deres egen kontekst. Det sker knap så tit, at de ’blot’ kopierer spændende tiltag udefra.
Mest effektivt at kopiere
Det er man til gengæld gode til i Norge, viser nye tal fra den norske kommuneorganisation KS, der har kopieret COI's Innovationsbarometer - en statistik over innovation i den offentlige sektor. Her kan vi lære noget af Norge, mener analysechef i COI, Ole Bech Lykkebo.
- Med mindre tilpasning er nødvendig, er det mere effektivt at kopiere fremfor at tilpasse. Derfor bør vi spørge os selv, om vi tilpasser, fordi vi har behov for det, eller fordi vi altid har lyst, tid og ressourcer til at sætte vores eget præg på alt nyt, siger han.
Mens 41 procent af alle innovationer i norske kommuner er kopier af andres løsninger, er det tal i danske kommuner kun 16 procent. Og det på trods af, at forskellen mellem de norske kommuner er væsentligt større end forskellen mellem danske kommuner målt på størrelse og indbyggertal.
Vi skal teste før vi tilpasser
Når danske kommuner foretrækker at skabe eller tilpasse en innovation i stedet for at kopiere en innovation, kan det skyldes en forestilling om, at man som kommune er helt unik og har brug for en unik løsning, mener Ole Bech Lykkebo.
- Vi kan godt forstå, at der kan være behov for at tilpasse en løsning til ens egen organisation. Der, hvor vi rejser et spørgsmål, er, om det er nødvendigt at tilpasse så ofte. Eller om der er tilfælde, hvor man ligesom i Norge kan kopiere, siger han.
LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag spredning: Det personlige møde er det, der virker
Rådet fra COI er derfor at afprøve innovationen, før man griber til tilpasning. I COI's Spredningsguide, der er en guide til at sprede innovationer fra ét sted til et andet, hedder de tre første trin: tjek, test og tilpas.
Tjek at løsningen er relevant, test om løsningen kan kopieres og tilpas kun, hvis det er nødvendigt.
- Der kan være en tilbøjelighed til at springe direkte til tilpasningen uden at have testet, om man kan nøjes med at kopiere. Det kan skyldes, at man tror, at ens egen organisation er meget forskellig fra det sted, hvor innovationen kommer fra, siger Ole Bech Lykkebo.
Ejerskabet ligger i afprøvningen
Han medgiver, at implementeringen kan blive nemmere, hvis løsningen er tilpasset medarbejdernes og borgernes behov, og at der kan være motivation og prestige forbundet med selv at have sat sit præg på en idé eller model, som man har overtaget fra fx. nabokommunen.
Ejerskabet til en innovation ligger dog ikke nødvendigvis i tilpasningen men derimod i afprøvningen, mener Ole Bech Lykkebo.
- Du skaber ejerskab ved at teste. I testen prøver du løsningen af med dine egne medarbejdere og borgere, og det er her, det viser sig, om innovationen giver mening. Det er derfor ikke en forudsætning for ejerskab, at du skal udvikle det hele eller tilpasse væsentligt, siger han.
Risikoen ved at tilpasse
Udover at man kan bruge unødige ressourcer på at tilpasse fremfor at kopiere, er der også en anden grund til, at tilpasning ikke altid er den bedste løsning.
For hvad nu hvis den del, man ikke kopierer i sin tilpasning, var netop den del, der gav effekten?
- Man kan ikke være sikker på, at en stærkt tilpasset udgave af ens innovation giver den samme effekt som originalen. Derfor skal man tænke sig godt om, siger Ole Bech Lykkebo.