Innovationsbarometeret fra COI

Øget kvalitet og tilfredse medarbejdere går ofte hånd i hånd

Højere kvalitet og mere effektivitet er ikke en modsætning til mere tilfredse medarbejdere. Faktisk følges de oftest ad, når offentlige organisationer laver innovationsprojekter. Det påviser en ny bog fra Center for Offentlig Innovation.

Af Mia Dalby Larsen 31/10/2016

Kommuner og andre offentlige organisationer er rigtig gode til innovation, og innovationerne skaber værdi på flere forskellige niveauer. Det dokumenterer Center for Offentlig Innovation i en ny bog 'Innovationsbarometeret'. Den bygger på en omfattende indsamling af data, hvor 1255 offentlige arbejdspladser har svaret på et spørgeskema om deres seneste innovation. 

En af konklusionerne er, at når offentlige organisationer kaster sig ud i innovative projekter, så fører 70 pct. af dem til øget kvalitet, og i 50 pct. af tilfældene fører de større medarbejdertilfredshed med sig. På trejdepladsen kommer øget effektivitet med 46 pct. 

Kun meget sjældent fører innovationerne udelukkende øget medarbejdertilfredshed med sig, og det betyder ifølge forfatter af bogen og analysechef i COI Ole Bech Lykkebo, at medarbejdertilfredshed oftest optræder sammen med øget kvalitet eller effektivitet. Faktisk stiger medarbejdertilfredsheden i 60 pct. af de tilfælde, hvor kvaliteten også er øget, mens det kun gælder i halvt så mange tilfælde, hvis kvaliteten ikke er øget. 

- Vi kan ikke sige, om årsagssammenhængen går den ene eller den anden vej, men hvis man gennem et projekt har skabt en høj kvalitet for borgerne, eller hvis man kan gøre noget mere for de samme ressourcer, så giver det en enorm faglig tilfredsstillelse og dermed også en øget medarbejdertilfredshed. Man bliver en gladere medarbejder, når man føler, man lykkes, siger Ole Bech Lykkebo. 

Tilfredse medarbejdere kan også øge kvaliteten

Den anden mulighed er, at sammenhængen går den anden vej: I en organisationskultur med tilfredse medarbejdere, der mødes med tillid og anerkendelse, er det mere sandsynligt, at medarbejderne sætter projekter i gang, som øger kvalitet og effektivitet. 

Medarbejderne spiller generelt en vigtig rolle ved at sætte innovation i gang eller ved at fremme den i offentlige organisationer. Men organisationskulturen spiller en rolle for, hvor sandsynligt det er, at medarbejderne faktisk gør det. 

Center for Offentlig organisation har spurgt arbejdspladserne, hvordan de vurderer f.eks. deres samarbejde, deres åbenhed, deres risikovillighed, deres anerkendelse af medarbejderne og andre faktorer, som kan spille en rolle for, om en kultur i en organisation er innovativ.

 Og det viser sig, at jo flere faktorer, de selv kan genkende i deres organisation, jo højere er sandsynligheden for, at medarbejderne har sat innovation i gang. Hvis arbejdspladserne kan genfinde 0-2 faktorer i deres egen kultur, så sætter medarbejderne gang i innovation i 11 procent af tilfældene. Kan de genkende 5-7 faktorer, så gælder det 42 pct. af tilfældene. 

-  Der er altså noget, der tyder på, at kultur spiller en rolle for, om medarbejdernes ideer bliver omsat til nye løsninger med effekt. Vi kan ikke sige, at vi nu ved alt om organisationskulturens betydning, men vi kan se nogle indikatorer og nogle mønstre, og det bestyrker mig i høj grad i troen på, at det kan betale sig at arbejde med de her ting, hvis man vil have øget kvalitet og effektivitet, siger Ole Bech Lykkebo.

På innovationsbarometerets hjemmeside kan du se et godt eksempel på, hvordan medarbejdernes ideer kan føre til højere kvalitet. Læs om park- og vejmedarbejdere, der er også er blevet turistguider.

 

 

Om Innovationsbarometeret

Innovationsbarometeret er udviklet i et samarbejde mellem COI, Danmarks Statistik og Center for Forsknings-analyse ved Aarhus Universitet.

Du kan gå på opdagelse i det omfattende materiale, der også inkluderer en hel række eksempler på innovative projekter i offentlige organisationer, og udsagn fra en række eksperter. I alt har 200 praktikere og eksperter bidraget ud over de 1255 arbejdspladser, der har bidraget til statistikken, som barometeret bygger på. 

Du kan gå på opdagelse hos Center for Offentlig Innovation, og du kan også downloade eller købe hele bogen her.