Jeg bestemmer, vi bestemmer, andre bestemmer. For mange ligger det lige til højrebenet at vurdere, hvornår man selv bestemmer, hvornår et valg skal drøftes med andre, og hvornår valget er ude af egne hænder.

Men sådan er det ikke for alle. På Catrinegarden, der er bosted for psykisk udviklingshæmmede, bruger man et system, der skal lære beboerne at kende til deres rettigheder og at praktisere dem. Målet er, at de bliver mere bevidste om deres muligheder for selvbestemmelse. Det er en del af medborgerskabsstrategien, som handler om, at alle skal have mulighed for at bestemme så meget som muligt over eget liv.

Kommunikation med nøgleringe

Det sker ved hjælp af metoden Rød- Gul-Grøn, hvor både beboere og ansatte er udstyret med tre nøgleringe, som de bruger i den daglige kommunikation.

Overblik: Nedenfor kan du se betydningen af farverne i metoden Rød- Gul-Grøn ved at holde musen over dem.

En rød, som man viser, når andre bestemmer, som landets regler og love, eller de regler som boligforeningen eller kommunen har fastsat. En gul, som man viser, når man er fælles om at bestemme, som husregler og møbler i fællesarealer. Og en grøn som man viser, når man selv bestemmer, eksempelvis ens påklædning, frisure og boligindretning.

Metoden med de visuelle brikker betyder, at dialogen bliver mere konkret. Den skal skabe mere synlige rammer for, hvordan man træffer valg.

– Beboerne har haft store vanskeligheder, fordi pårørende og personale med de bedste intentioner om det gode liv i høj grad har tilrettelagt det, så de har haft et godt og beskyttet liv. Mange har derfor opbygget, det vi kalder for ’tillært hjælpeløshed’, hvor de ikke har lært, at deres egne beslutninger er meningsfulde, ’andre har jo alligevel gjort det for mig’, siger Tonie Hansen, områdeleder af alle de takstfinansierede døgndækkede botilbud i Gladsaxe Kommune.

Den er grøn, jeg bestemmer

Projektet startede i 2012, og målet er, at borgerne skal kunne bestemme så meget som muligt selv. Medarbejdernes udgangspunkt har ændret sig fra et fokus på, hvad de skal jeg gøre for beboerne og til at gøre beboerne mere selvhjulpne.

– Det kræver indimellem mere tid at lære dem at bruge offentlig transport, at sortere vasketøj og hente penge i stedet for at servicere og gøre tingene for dem. Men vi besluttede, at kerneopgaven skulle tage udgangspunkt i at gøre den enkelte så selvstændig som overhovedet muligt, siger Tonie Hansen.

For Joan Fischmann, som bor i sin egen lejlighed på Cathrinegården, har Rød-Gul-Grøn metoden haft stor betydning. Hun synes, det har gjort hende mere selvstændig.

– Hver dag laver jeg selv min kaffe og morgenmad. Det er noget, jeg selv bestemmer, for den er grøn, siger hun og viser den grønne nøglering frem.

Joan er en del af et af tre basehuse på Catrinegården, hvor de hver tredje søndag holder husmøde. Her diskuterer Joan og de andre beboere i gruppen ting på dagsordenen og lærer om demokrati. De stemmer om, hvorvidt de skal have nyt fjernsyn og om hvilke stole, der skal pryde basehuset.

– Vi har besluttet, at man ikke må tale i mobiltelefon i basehuset. Den er gul, fordi vi bestemte det sammen på husmødet, siger Joan Fischmann.

Systemet er med til at konfliktnedtrappe, fordi det giver mulighed for en bedre dialog. Det kunne skabe problemer, hvis nogen for eksempel sad med overtøj på og spiste aftensmad, fortæller Tonie Hansen.

– Det kunne være svært at sige, du må ikke have overtøj på, når man spiser her, for hvem bestemmer det? Nu kan man minde om en fælles aftale, hvor der på husmødet blev besluttet, at overtøj skal hænge i garderoben, siger hun.

Langt hår og lilla joggingtøj

Og Joan er ikke den eneste, der har nydt godt af metoden. Flere af beboerne er begyndt at tage flere valg. Nogen lærer selv at gå i Netto, og andre har besluttet, at de skal være langhårede.

Beboernes øgede selvbevidsthed og forståelse for, hvad de selv bestemmer, har affødt nye dilemmaer for både personale og pårørende. Nye ting er blevet til diskussioner, og mere skal til forhandling. For nogen medarbejdere har det været svært ikke at føle, at de svigter, når de for eksempel lader en borger gå i det samme tøj i tre dage, fordi den er grøn. Og den nyfundne bevidsthed om, at mange af livets forhold er i kategorien grøn er heller ikke altid lige vellidt blandt de pårørende, fortæller Tonie Hansen.

– Eksempelvis, når en beboer, skal til fest, så er det indlysende, at de pårørende og medarbejderne gerne vil have, at tøjet er pænt. Men beboeren ville gerne have lilla joggingbukser på. Før kunne vi sige: "Du skal tage den her kjole på", og så samarbejdede beboeren om det og skiftede. Men nu siger hun; "nej den er grøn, jeg bestemmer, jeg vil have lilla joggingbukser på", og det har hun jo ret i, siger Tonie Hansen.