Fem spørgsmål til dig der har elevansvar
Læs, hvilke fem gode spørgsmål du bør stille dig selv, hvis du er – eller overvejer at blive elevansvarlig.
De danske kommuner modtager hvert år i omegnen af 1.000 kontorelever. Ud over at mestre de kommunale processer og procedurer, skal eleverne gerne ende som værdifulde ansatte i de kommunale organisationer. Ansvaret for elevernes læring er derfor en vigtig opgave, ikke blot for den enkelte elev, men for hele organisationen.
Annette Havmand er udviklingskonsulent i HR-afdelingen i Aabenraa Kommune, hvor hun er elevansvarlig. Hun underviser også på COKs kursus ’elevuddannelsen – offentlig administration’ for nye elevansvarlige i kommuner og regioner. Aabenraa Kommune er to gange blevet kåret som landets bedste læreplads, og på forløbet bringer Annette Havmand sine erfaringer fra gode elevuddannelsesforløb i spil, så nye elevansvarlige kan lære af dem.
- For at skabe den værdifulde elev i en kommune skal man tage hensyn til den stigende kompleksitet i hverdagen i kommunen, siger Annette Havmand.
- En HK’er skal i fremtiden udvise vilje og mod til at foreslå nye løsninger og være på forkant, ikke kun skabe stabilitet, kvalitet og rutine.
Fem spørgsmål, du bør stille dig selv
Ifølge Annette Havmand er det den elevansvarliges opgave at skabe en fremtidssikker profil for kontoreleven – en profil, der forholder sig konstruktivt til de udfordringer, som præger fremtidens kommune. Elevens fremtidige job vil nemlig indebære mange nye krav og forventninger, ligesom der i stigende grad vil være fokus på, hvordan de enkelte funktioner i virksomheden bidrager til helheden.
Derfor er det også vigtigt, at man gør sig sin opgave klar, fortæller Annette Havmand, der har formuleret fem spørgsmål, du bør stille dig selv, hvis du er – eller overvejer at blive elevansvarlig:
- Hvordan giver jeg eleven de bedst mulige udfordringer med respekt for personlige og faglige kvalifikationer?
- Hvordan giver jeg plads til refleksion og initiativ?
- Er jeg parat til at tage konkret stilling til nye initiativer og idéer fra eleven og anvende dem i praksis – eller foreslå ledelsen, at de bliver anvendt?
- Er jeg parat til ind i mellem at lade eleven stå forrest og selv træde et skridt i baggrunden?
- Hvordan vil jeg håndtere at give både rammer og sætte grænser?
Kontorelever skal forberedes på ny virkelighed
- Jeg synes, at alle der har med elever at gøre, skal stille sig selv disse spørgsmål, siger Annette Havmand, og fortsætter:
- Vores kommende kollegaer kommer til at opleve et arbejdsliv præget af præstationskrav og uforudsigelighed, hvor man skal være proaktiv. Vores elever skal mestre kunsten at befinde sig i en politisk ledet virksomhed med borgeren i centrum og med et konstant krav om øget effektivisering og kvalitet i opgaveløsningen. Eleverne oplever i dag en hverdag, der i langt højere grad end tidligere er præget af integrerede it-løsninger, rådgivning og vejledning om digitale selvbetjeningsløsninger og samarbejde på tværs af faggrupper. Det er den elevsansvarliges opgave at forberede kontoreleverne på den virkelighed, siger Annette Havmand.